Kontakt os
twitter.png
facebook.png
blog.png
intstagram.png
Nyheder om klassisk musik direkte i din mailbox

Optakts nyhedsmail udkommer 2-3 gange om måneden med nyheder om klassisk musik i hele landet og for hele landet.

Nyhedsbrevet er gratis. Modtagere får blandt andet tilbud om koncertbilletter med rabat og mulighed for at deltage i konkurrencer.


Banner_link2:
-til den klassiske musik
logo-optakt.png
Titel:

Ude af kroppen - inde i musikken

Oprettet:
18-02-2016
Beskrivelse:

"Min bevidsthed er slukket; jeg spiller, men hverken ser eller hører noget andet. Så vågner jeg og kommer langsomt til mig selv og finder ud af hvor jeg er."

Det lyder umiddelbart umuligt og kræver vel også at man behersker teknikken og musikken til perfektion, men ovenstående er et af de mange udsagn Simon Høffding har samlet fra medlemmerne af Den Danske Strygekvartet i løbet af arbejdet med den ph.d.-afhandling som han forsvarede sidst i 2015.

"Det kan også være en ekstatisk følelse af intensitet og lykke, samtidig med at alting er på afstand. Musikken og stedet er en form for landskab jeg kan kigge ud over. Jeg flyver og ser ned – alting udfolder sig for mig. Hvis jeg ville, kunne jeg godt ændre på noget, for eksempel tekniske greb, men alt er som det skal være, jeg føler mig fuldstændig tryg, og det er så smukt."

Ordene kommer fra Frederik Øland, og det er især ham og Asbjørn Nørgaard, der over for Simon Høffding har beskrevet den fornemmelse af at være ude af sig selv, samtidig med at man er fuldstændig på højde med den musikalske situation. Det er ikke noget som sker hver gang kvartetten spiller, men så meget desto bedre føles det når det sker.

Musik på flere planer
Simon Høffding er selv vokset op med musikken på tætteste hold. Hans morfar var den betydningsfulde danske komponist Finn Høffding, hans forældre var amatørmusikere, og selv begyndte han tidligt at spille cello. Og selv om han valgte filosofien frem for musikken som levevej, så havde han lyst til fortsat at have musikken helt tæt på i sit arbejdsliv.

"Jeg er ven med Frederik Øland fra Den Danske Strygekvartet og kommer til mange af kvartettens koncerter. En dag hvor Frederik og jeg var ude at løbe, fortalte han om nogle af de trancelignende oplevelser han har haft når han spillede. Det gjorde mig nysgerrig og gav mig idéen til at trænge nærmere ind i den musikalske bevidsthed," fortæller Simon.

Når man skal spille noget svært, skal man være meget koncentreret og gøre sig umage, og så er man som regel også fuldstændig klar over hvad det er man laver. Så hvordan kan man samtidig føle det som om man er uden for sig selv? Kan det passe? Det satte Simon sig for at undersøge.

I to år fulgte han den verdensberømte kvartet, bl.a. på turnéer i Danmark og England, observerede og interviewede dem om koncertsituationen oplevet fra scenen. Derefter sammenholdt han sit indsamlede materiale med eksisterende teorier om ekspertise og musikalsk bevidsthed inden for psykologi og filosofi.

Nær og fjern på en gang
Ordentligt sammenspil kræver at man har lavet nogle musikalske aftaler, og at man er opmærksom på hinanden mens man spiller. Det lyder umiddelbart rigtigt, men Simons studier har vist at det ikke er en nødvendig forudsætning. Man skal selvfølgelig have øvet sig sammen, men ofte glemmer musikerne alle planerne når de spiller og følger nye impulser.

Og netop fordi de er så sammenspillede, følger alle med på impulserne – nye fraseringer imiteres af de andre. Det kræver selvfølgelig at musikerne er opmærksomme på hinanden, men det kan godt ske at for eksempel førsteviolinisten flyver lidt ud og nyder den smukke melodi og ikke ved hvad der foregår hos de andre.

En af dem kan også efter en lang turné have ondt i skulderen og tage pauser når det kan lade sig gøre. Det lægger de andre ikke altid mærke til selv om de sidder lige ved siden af.

Så hvad mener man med opmærksomhed? Den er i hvert fald ikke altid tæt knyttet til synet. Sammenspilsevnen må altså ligge meget længere nede i bevidstheden. Lyden fra de andre kan mærkes i kroppen – man opbygger en stemning af følelser sammen, og ubevidst kan musikerne kommunikere uden at kigge på hinanden.

Sådan konkluderede Simon efter et væld af interviews og koncertoplevelser med de fire musikere i Den Danske Strygekvartet.

Har musik og yoga noget til fælles?
Oplevelsen af et dybt fællesskab klarer ens sind og giver energi og positivitet. Og man behøver ikke være professionel musiker på topplan for at opleve det.

"Man kan godt blive opløftet uden at komme ud i de dybe trancetilstande. Jeg tror faktisk at der er noget særligt ved musikken som giver de oplevelser. Der er stor nydelse og æstetisk værdi i at beskæftige sig med musik, også for folk der ikke er på et niveau hvor det tekniske ikke er noget problem," siger Simon.

Trancen og den ekstatiske tilstand ligner meget det man kalder drømmeyoga som beskrevet hos filosoffen Evan Thompson, det vil sige en tilstand hvor man er klar over at man drømmer og arbejder med at gå ind og påvirke drømmens forløb.

Simon har lyst til at gå videre med sine studier af den musikalske bevidsthed og måske nå til at påvise ligheder mellem at udøve kunst og dyrke yoga og meditation.

"Måske kan den viden senere udvikles til forskellige terapiredskaber i hænderne på psykologerne," siger han og håber at finde penge til at arbejde videre med musikalsk og kunstnerisk bevidsthed.

Han har heller ikke tænkt sig at slippe kontakten til Den Danske Strygekvartet, dertil er han alt for glad for det de laver – og fascineret af hvad der sker inde i dem og imellem dem mens de spiller.

FB Share:
Antal: 0, Gennemsnit: 0
  1. Kommentar
  1. E-mail
  2. Navn
Fakta:

Læs mere om Simon Høffdings ph.d.-afhandling



Den Danske Strygekvartet
Rune Tonsgaard Sørensen, violin Frederik Øland, violin
Asbjørn Nørgaard, bratsch
Fredrik Schøyen Sjölin, cello

Link:
/Tivoli-maj-august-sommerklassisk-side-2018.356.aspx
Link:
/Annoncer
Link:
/Nyhedsbreve-_
Link:
/Tivoli-maj-august-sommerklassisk-side-2018.356.aspx

TILMELD NYHEDSBREV

newsletter-open-icon-grey

twitter
facebook
blog
intstagram

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.