Kontakt os
twitter.png
facebook.png
blog.png
intstagram.png
Nyheder om klassisk musik direkte i din mailbox

Optakts nyhedsmail udkommer 2-3 gange om måneden med nyheder om klassisk musik i hele landet og for hele landet.

Nyhedsbrevet er gratis. Modtagere får blandt andet tilbud om koncertbilletter med rabat og mulighed for at deltage i konkurrencer.


Banner_link2:
-til den klassiske musik
logo-optakt.png
Titel:

Sir Andrew Davis: Dirigenten er musikernes kollega

Oprettet:
08-08-2014
Beskrivelse:

En af vor tids store dirigenter, englænderen Sir Andrew Davis, er fyldt 70 i år og er i den anledning på turné med sit orkester, Melbourne Symphony Orchestra. De lægger vejen forbi Tivoli og spiller den 25. august Strauss, Elgar og Berlioz med den norske cellist Truls Mørk som solist. Claus Adam Jarløv fik mulighed for en halv times telefoninterview med fødselaren.

Foto: Dario Acosta Photography

Af Claus Adam Jarløv

Dut-dut - "dette opkald kan ikke gennemføres ..."

Klokken er 9.30, og jeg skal interviewe dirigenten Sir Andrew Davis. Det er en anelse spændende for han er en af disse englændere der er aldeles uformelle og 'easy going' uden at man et sekund lades i tvivl om hvor autoriteten ligger. Jeg har fået en halv time til en samtale med ham, og så kan jeg ikke komme igennem på telefonen. Jeg prøver Sir Andrews mobilnummer, og det går straks lidt bedre, ustabilt men dog brugbart.

Han fortæller at han egentlig er uddannet organist fra King's College i Cambridge før han blev grebet af at lede et helt orkester. Det gik hurtigt meget fint, og der kom flere og flere jobs over hele verden. Som orkesterdirigent bruger man normalt en pind til at dirigere. Det gjorde Sir Andrew også, indtil en tennisalbue fik ham til at prøve at dirigere med de bare hænder. Det gør han fortsat og har det rigtig godt med det.

Men hvordan ser han sig selv som dirigent? Er han en tyran der hundser med orkestret og rasende forlader prøver som ikke går efter hans hoved? Eller er han 'the nice guy' der gør alt for at behage musikerne?

Sir Andrew regner sig for at være musikernes kollega; han mener der er tale om et samarbejde hvor også dirigenten skal lytte til orkestret. Men der skal ikke være nogen tvivl om hvilken vej dirigenten vil med musikken. Altså en fin balance mellem autoritet og samarbejde – noget jeg forresten også mærker i løbet af samtalen. Mange gode grin, afbrydelser, venlig snak – og så: "Next question!"

Lyden af et orkester eller lyden af en komponist
Den nu 70-årige Sir Andrew har dirigeret et hav af orkestre gennem tiderne, og jeg spørger om orkestrene har hver sin 'sound'.

Jo, siger han, sådan var det i gamle dage hvor de store orkestre havde deres egne traditioner og krav til musikerne. I dag er orkestrene meget mere internationaliserede, og forskellene er udvisket. Måske med undtagelse af Gewandhausorkestret i Leipzig og Dresdner Staatskapelle som har formået at fastholde deres egen klang, især i strygerne.

I gamle dage, når Herbert von Karajan med sine Berlinerfilharmonikere dirigerede det ærkefranske værk La Mer af Debussy, kunne det hurtigt blive til 'Das Meer', simpelthen fordi orkester og dirigent var så tyske i klang og tilgang at værket mistede sit franske islæt. Sådan er det ikke længere. Nu kan et godt symfoniorkester måles på evnen til at tilpasse sig værkets særlige karakteristik. I stedet for at det er orkestret der bestemmer klangen, er det i dag i højere grad værket der kommer til sin ret. Forudsat, naturligvis, at dirigenten er i stand til at formidle stoffet.

Tysk, engelsk og fransk
Koncerten i Tivoli har tre værker på programmet fra tre forskellige lande:

Stor, svulmende klang med skønne solosteder i tyske Richard Strauss' Don Juan. Her beder Sir Andrew os lægge mærke til hvorledes Don Juan i sin stræben ender med at slå sig selv ihjel.

Derefter hører vi ærkeengelske Elgars intime og elegante cellokoncert med Truls Mørk som solist.

Og koncerten slutter med en musikalsk revolution: franske Berlioz' syrede Symphonie Fantastique. Tænk, siger Sir Andrew, dette værk er skrevet to år efter Beethovens død. Hos Berlioz føres vi for første gang i musikhistorien ind i en persons indre univers, på stoffer i en drømmeverden og i et tonesprog der vendte op og ned på hvad der var 'rigtig musik'. Sir Andrew mener at netop dette værk er en milepæl i musikhistorien som Stravinskys Sacre du Printemps blev det 70 år senere.

Tysk, engelsk og fransk musik spillet af australske Melbourne Symphony Orchestra ledet af Sir Andrew Davis. Fuld besætning, stor lyd, skønne farver, flere sprog. Forbindelsen bliver igen usikker, men vi får lige råbt farvel på telefonen.

Der er noget at glæde sig til den 25. august i Tivoli.


FB Share:
Antal: 0, Gennemsnit: 0
  1. Kommentar
  1. E-mail
  2. Navn
Link:
/Tivoli-maj-august-sommerklassisk-side-2018.356.aspx
Link:
/Tivoli-maj-august-sommerklassisk-side-2018.356.aspx
Link:
/Nyhedsbreve-_
Link:
/Annoncer

TILMELD NYHEDSBREV

newsletter-open-icon-grey

twitter
facebook
blog
intstagram

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.