Kontakt os
twitter.png
facebook.png
blog.png
intstagram.png
Nyheder om klassisk musik direkte i din mailbox

Optakts nyhedsmail udkommer 2-3 gange om måneden med nyheder om klassisk musik i hele landet og for hele landet.

Nyhedsbrevet er gratis. Modtagere får blandt andet tilbud om koncertbilletter med rabat og mulighed for at deltage i konkurrencer.


-til den klassiske musik
logo-optakt.png
Titel:

Rigtige amatører kan ikke få nok

Oprettet:
31-03-2016
Beskrivelse:

Det Kgl. Teaters Publikumsorkester var en succes fra dag et hvor 250 musikglade mennesker – fra nybegyndere til øvede instrumentalister - troppede op i Operaen. Nu et halvt år senere har orkestret allerede haft sin første koncert og to mere er på vej. Optakt mødte initiativtageren Mette Hanskov der ikke kun passer en fuldtidsstilling som solobassist i Det Kongelige Kapel, men også omskaber de store mestres værker til noget som lyder godt i hænderne på den yderst blandede flok. Intet under at hun var indstillet til P2’s pris Årets Ildsjæl.

Af Marianne Ryde

Musikerne er mellem 10 og 83 år gamle, og deres erfaringer med at spille spænder lige så vidt. Nogle har aldrig før haft deres instrument i hånden, andre er erfarne amatørmusikere på vej mod en professionel karriere. Men alle er de fælles om kærligheden til musik og glæden ved at være en del af den store symfoniske lyd.

Begejstringen deler de med dirigenten og initiativtageren Mette Hanskov som knokler utrætteligt for at føde de mange musikglade mennesker med ”det største, bedste og smukkeste musik, rettet til, så man også kan holde ud at høre på det,” som hun siger. ”Hele idéen med publikumsorkestret er at musikalske mennesker skal finde sammen om den største musik.”

Mette Hanskov er selv vild med musik og grebet af tanken om at dele sin enorme glæde med andre. Men bag idéen om et publikumsorkester ligger også et konkret problem som hun har været vidne til i sine 35 år som professionel bassist.

”Det er svært at finde egnede danske kandidater til bratsch- og kontrabasstillingerne, og der er masser af fløjtespillere, men mangler oboer, horn og dybe messingblæsere. Ubalancen starter allerede i musikskolerne, og den har stor betydning både for amatørmusiklivet og i sidste instans for de professionelle orkestre. Hvis danske orkestre skal blive i stand til at brødføde sig selv, må vi simpelthen give flere mennesker mulighed for at komme i kontakt med musikken,” siger hun.

Det var på den baggrund tanken om Publikumsorkestret opstod, og over et par år udviklede Mette Hanskov idéen sammen med Det Kongelige Teaters institution KGL + og deres idéudvikler Dorte Grannum Balslev. I efteråret 2015 kunne de så sende den første invitation ud.

”Vi henvendte os til alle musikinteresserede over 12 år var velkomne, og stillede ikke andre krav end interessen for musik. Og tænk, så var der 250 som meldte sig – det kom helt bag på os,” fortæller Mette.


Båret af en kæmpe gejst

En af de fremmødte var 83-årige Lotte Nielsen som begyndte at spille cello da hun gik på pension for 20 år siden.  Hun har spillet i flere amatørorkestre, blandt andet Musikforeningen Euphrosyne, men kan ikke få nok af sammenspil. Så da hun så en lille annonce i Metroxpress om et publikumsorkester der skulle til at starte, blev hun nysgerrig.

”En violinveninde og jeg kørte ud til Operaen, og sikken et syn der mødte os. Hele foyeren var fuld af mennesker. Og midt i det hele stod Mette – fuld af gejst og sagde:

”Til maj spiller vi Beethovens niende, Dvořáks ’Fra den nye verden’ og Tjajkovskijs ’Nøddeknækkeren’!”

Jeg tænkte, hvordan skal det dog gå til? Men hun er jo så fantastisk og myreflittig, så hun har faktisk formået at få det til at blive virkelighed.”

”Jeg meldte mig til A-stemmen, for jeg ville have noget ud af det og være nødt til at øve mig. Den første dag var der kun få som havde instrumenter med. Vi var nogle stykker med celloer, men det var kun Magnus på 10 og mig der pakkede dem ud. Der sad vi så og så på hinanden – vi var altså cellogruppen! Det var da skægt. Vi skulle straks spille noget hurtigt pizzicato, og det kunne hverken Magnus eller jeg. Men Mette beroligede os: ”Det får I lært, det skal nok gå”.


ABC

Men hvordan kan det lade sig gøre at få god musik ud af så mange mennesker med så forskellige udgangspunkter. Mette Hanskov fortæller:

”Jeg har faktisk kæmpet med dette spørgsmål i mange år, Publikumsorkestret bygger bare oven på det arbejde jeg har lavet i musikskolerne. Det betyder noget at man er mange, specielt for strygerne. Hvis der sidder fire violiner og to celloer, en bratsch og en bas, og der altid er en der ikke kommer, så bliver det mere og mere ynkeligt.”

”Men det er meget forskellige hvor meget tid folk skal bruge på at lære. Derfor har jeg udviklet et system med differentierede stemmer. De dygtigste - dem der selv kan lære stemmen som den er skrevet, spiller A-stemmen. B-stemmen følger A-stemmen, men med lidt færre noder. Og C-spillerne bruger slet ikke noder. De følger bare mine Kodàly-håndtegn for tonerne d, g og a. Det passer til de løse strenge på strygeinstrumenterne.  

Hvis jeg et øjeblik glemmer den venstre hånd, så spiller de ikke! Og hvis jeg pludselig kan mærke at nogen løber, får jeg C-stemmerne til at banke rytmen på instrumentet, selv om de godt kunne spille en af de tre toner. Det bliver en lille ekstra metronom som kan få os til at finde sammen igen.”

På den måde kan alle være med, men det er selvfølgelig ret krævende for Mette selv. Dels skal hun bruge tid på at indrette musikken efter orkesterforholdene, det vil sige transponere til en toneart hvor strygeinstrumenternes løse strenge giver mening, reducere A-stemmen til B-spillerne og i det hele taget skrive musikken ud for de forhåndenværende instrumenter. Og hun skal både dirigere med højre hånd og vise håndtegnene med venstre. Det var svært i starten, men efterhånden har hun udviklet teknikken.

”Det bedste af det hele er at det lyder godt. Alle tør alle give noget mere fordi det fylder mere, og tonaliteten er fikseret af C-stemmerne der hele tiden ligger på grundtonerne i akkorderne,” siger hun.


Og Lotte bekræfter:

”Det er imponerende hvor godt det lyder - når folk egentlig ikke kan spille. Men Mette vil have at det skal være musik, og hun er meget pædagogisk. Når det er fuldstændig kaotisk, sætter hun alle til at synge f.eks. et G og få rigtig lyd på sangstemmen. Derefter sætter vi et G an på instrumenterne og prøver at få den samme lyd. Så kommer der pludselig meget mere klang.”

Hemmeligheden er altså mængden af orkestermedlemmer og muligheden for at spille på forskellige niveauer. Men der er en lille detalje mere, for nede mellem alle amatørerne sidder medlemmer af Det Kgl. Kapel og hjælper til i de forskellige instrumentgrupper, blandt andre oboisten Henrik Goldschmidt der også har været en stor inspirator for Mette Hanskovs pædagogiske tilgang til orkesterarbejdet.

”Det er så fint at Mettes arbejde bliver bakket op af hendes kolleger,” bemærker Lotte og tilføjer:

”Jeg har aldrig spillet i et orkester hvor man ikke var lidt sky over for hinanden. Men sådan er det ikke her. Der er en ualmindelig god stemning, og en af grundene er at Mette på introduktionsaftenen sagde: ”I det her hus hilser vi alle sammen når vi mødes.” Det mærker man – og det smitter af på os i orkestret.”

Fra Bach til Beatles

Men der må da være grænser for hvilket repertoire Publikumsorkestret kan spille. Nej, siger Mette Hanskov; hun ser i hvert fald flere muligheder end begrænsninger.

”Jeg synes man kan bruge det meste, bare det ikke kører for meget rundt i tonearterne eller har vilde løb der kræver månedsvis af øvelse. Det er jo alt sammen et spørgsmål om hvilket udgangspunkt man vælger. Til at begynde med har jeg valgt at vi skulle spille nogle highlights fra Operaens repertoire, men jeg vil også bringe Bach på banen, selv om han ikke har skrevet for stort romantisk symfoniorkester.

Jeg kunne også tænke mig Dvořáks niende. Det er et vidunderligt stykke – der findes næsten ikke noget smukkere end den andensats, men den er i Des-dur, og det er en meget grim toneart for amatører, så den kommer i D-dur.  Og så er jeg i gang med en version af John Lennons ’Imagine’ og kunne også tænke mig noget af Michael Jackson og Abba. Ja, jeg har hovedet fuldt af idéer.”

Bølger af positiv energi

160 mennesker. Så mange må der være i den sal hvor Publikumsorkestret øver, så lige nu er der lukket for optag, undtagen på A-stemmerne, hvor der skal være så mange som muligt netop for at løfte det musikalske niveau og give alle blod på tanden til at øve sig og blive bedre.

Men Mette Hanskov regner med at åbne igen til efteråret og håber i øvrigt at idéen med store blandede orkestre vil brede sig. Hun kunne f.eks. forestille sig at en musikskolelærer kom og var med i Publikumsorkestret et halvt års tid. Han kunne hjælpe til og samtidig få alt materialet med hjem og starte noget lignende i sit område.

Hun ser også en maratonkoncert for sig med 400 mennesker hvor alle havde øvet de samme numre hjemmefra. Det ville give bølger af positiv energi, mener hun.

”Jeg håber at andre i Danmark får lyst til at starte publikumsorkestre som dette. Vi har så meget dejlig musik der fortjener at blive hørt, og der er åbenbart mange som kunne tænke sig at komme tættere på den ved selv at spille. Jeg forestiller mig også at det kan berige musiklivet ved at nogle af de dygtigste går fra Publikumsorkestret ind i mere professionelle orkestre. Mange vil gerne spille flere gange om ugen – rigtige amatører kan ikke få nok!”

Sportsudøvere får hele tiden præsenteret stjernerne på fjernsyn og alle vegne. Men efter Mette Hanskovs mening er der slet ikke muligheder nok for at komme tæt på de dygtigste klassiske musikere. Fjernsynet sender kun nogle ganske få udsendelser på DR K.

”Men vi burde gøre meget mere for at løfte den arv. Vi har så meget skøn musik der fortjener at blive hørt,” siger hun.

Orkestrets næste koncert er den 9. april – følg med på hjemmesiden

FB Share:
Antal: 0, Gennemsnit: 0
  1. Kommentar
  1. E-mail
  2. Navn
Fakta:

Foto: Det Kongelige Teater

Se hjemmesiden for Publikumsorkesteret 



Link:
/DKDM-okt-nov18.403.aspx
Link:
/KlassiskeDage2018.401.aspx
Link:
/Trinitatis-Mozart.391.aspx
Link:
/CPH-soloist-okt18.400.aspx
Link:
/Verdi-Borksand.402.aspx
Link:
/KlassiskeDage2018.401.aspx
Link:
/Verdi-Borksand.402.aspx
Link:
/CPH-soloist-okt18.400.aspx
Link:
/DKDM-okt-nov18.403.aspx
Link:
/Annoncer
Link:
/Trinitatis-Mozart.391.aspx
Link:
/Nyhedsbreve-_

TILMELD NYHEDSBREV

newsletter-open-icon-grey

twitter
facebook
blog
intstagram

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.