Kontakt os
twitter.png
facebook.png
blog.png
intstagram.png
Nyheder om klassisk musik direkte i din mailbox

Optakts nyhedsmail udkommer 2-3 gange om måneden med nyheder om klassisk musik i hele landet og for hele landet.

Nyhedsbrevet er gratis. Modtagere får blandt andet tilbud om koncertbilletter med rabat og mulighed for at deltage i konkurrencer.


-til den klassiske musik
logo-optakt.png
Titel:

Porazzi-mysteriet

Oprettet:
29-09-2012
Beskrivelse:

Wagner har ikke skrevet meget for klaver, men der findes et lille stykke, som har opnået en vis status. Det dukker op i Viscontis film ’Ludwig’ og understreger på det smukkeste hele stemningen i filmen. Pianisten Ulf Starup så ’Ludwig’ og blev så grebet at han tog ud på en musikvidenskabelig rejse for at finde historien bag dette stykke musik som angiveligt skulle være det sidste Richard Wagner skrev.

Af Ulf Starup

Præludium
Regnen siler trøstesløst ned. Det er tusmørke. Stilhed. Man aner et eller andet er sket. Spændingen trækkes. Så bekendtgøres det højtideligt og bevæget: ”Der König hat Selbstmord begangen!”. Og så sker det! En akkord slås magtfuldt og alligevel tøvende an på klaveret. Den rammer og underbygger stemningen på forbløffende vis. Man er grebet. Det hele forstærkes gennem enkle, klare akkordskift – situationen fortættes i klaverets toner. Musikken opbygges og forløses på en forunderlig måde. König Ludwig II af Bayern er død. Han har taget sit eget liv. En æra er tilendebragt. Det er forbi. Årstallet er 1886. Man er dybt rørt og samtidig forløst af dette enkle men gribende stykke musik. Det er simpelthen genialt! Filmen er færdig, og man læser slutteksten – og bevæges endnu en gang. Dette stykke musik er kendt som det sidste Richard Wagner skrev!

Forord
Det var første gang jeg hørte dette forunderlige stykke musik, disse dragende klavertoner, og jeg lod mig fortrylle. Klavermusik af Richard Wagner! Denne operaens mester, som ellers kun har skrevet få ubetydelige værker for klaver.

Hændelsen og musikken stammer fra en meget særpræget film. En film om kong Ludwig II af Bayern, den sidste konge af Bayern og samtidig Richard Wagners altafgørende mæcen, drejet af den italienske filminstruktør og scenograf Luchino Visconti. Filmen er ikke kun speciel på grund af dens længde, den originale version varer godt 3½ time, men mest fordi den svælger i lange, ubevægelige scener, som umiddelbart kun har ubetydelig eller ingen handlingsmæssig værdi men en stærk meditativ effekt.

Musikken i filmen er bl.a. dette klaver-fragment, for mere er det faktisk ikke, skrevet af Wagner. Og det passer genialt ind i filmens langsomme, ja næsten ubevægelige tempo som var det skrevet til filmen. Filmen er fra 1972, og ud over at det er Viscontis sidste, var det, trods det at han ikke fik færdiggjort den selv, den film han holdt mest af. Den er i dag desværre overset og næsten glemt. Heldigvis eksisterer filmen endnu, den vises af og til på tyske kanaler, og da jeg havde set den første gang, var min lyst der straks til at finde og udforske dette lille stykke forunderlige klavermusik.

Det viste sig dog hurtigt at der fandtes en dobbeltgænger i kulissen! Det følgende beskriver rejsen ind i Porazzi-mysteriet, og den skulle vise sig ikke at blive helt enkel.

Porazzi fødes
Jeg vil forsøge at finde en node eller blot en beskrivelse af dette stykke klavermusik. En node må jo findes, efter hvilken filmmusikken blev indspillet. Og det kunne være interessant at kende historien bag stykket; var det virkeligt Wagners sidste musikalske nedfældelse, og havde han haft en ide med det – et større stykke måske? - eller blot en klaversonate?

Stykket er ret kort, 15-20 takter måske, men lyder afsluttet. Hvad kan ideen have været? Jagten går ind.

Opsøger en god og belæst ven, der oven i købet er Wagner-fanatiker og var personen som faktisk foranledigede at jeg kom til at se Ludwig - der meget rammende er filmens titel. Han beretter med begejstring om filmen og musikken og Wagner – et mindre foredrag! – Og med yderligere iver fortælles det at stykket er kendt som Porazzi-fragmentet, Das Porazzi-Thema, fordi Wagner angiveligt befandt sig i sin residens på Piazza dei Porazzi i Palermo, Italien, da han skrev stykket.

Han opholdt sig der i perioden 2. februar til 19. marts 1882 og residensen var Villa des Fürsten Gangi. Se, det nævnes der ikke noget om i slutteksten af Ludwig. Her står følgende: ”Richard Wagners letzte, bisher unbekannte Komposition für Piano wird in diesem Film zum ersten Mal öffentlich aufgeführt.”Altså en slags uropførelse af Wagners sidste klaver-komposition, men der nævnes intet navn. Derimod skulle filmens lydspor være udgivet på Philips Records i 1974 på lp. Nu er der en titel at gå efter. Lad os se hvor det fører hen.

Porazzi på noder
Navnet Porazzi omtales kun få steder, bl.a. i Hermes Richard Wagner Lexicon fra 1983. Her fortælles at stykket er skrevet i to forskellige perioder af Wagners liv; først under skabelsen af operaen Tristan und Isolde og senere færdiggjort på Piazza dei Porazzi hvor Wagnerfamilien som nævnt befandt sig i starten af 1882.

Der henvises imidlertid flere steder til en autoritativ artikel om temaet, en artikel skrevet af Wahnfried-arkivaren Otto Strobel i 1934. Den er offentliggjort første gang i bladet Bayreuther Festspielführer – et vigtigt organ for Wagner-forskningen indtil 1939 - og bærer overskriften Das”Porazzi”-Thema. Og her, viser det sig, er der virkelig bonus.

Ikke alene er det en lang og grundig artikel om emnet, men til stor glæde er der minsandten også en node afbildet! En flot håndskreven node med Strobels kommentar under: Reinschrift des ”Porazzi”-Themas.

Styrter straks hen til klaveret for at høre tonerne igen (men denne gang udsat for Maestro Starup!) Stykket er skrevet i As-dur, og hvilken stor nydelse er genhøret, og ikke mindst det at spille det selv. Fortryllende!

Noden har imidlertid ingen titel. Kun betegnelsen Schmachtend fortæller hvordan stykket skal spilles. Lidt underligt at Wagner tilsyneladende ikke selv har navngivet sin komposition. Men Strobel kæder tingene sammen. I filmen udføres klaverstykket af Franco Mannino, den italienske dirigent, komponist og pianist, som ofte benyttes af Visconti i hans film. Desuden høres et smukt arrangement af stykket udsat for strygere og træblæsere, ligeledes præsteret af Mannino, og dermed må titlen ”arrangør” med rette tilføjes. Men hvor har han noden fra? Har han læst Strobels artikel og derved kommet i besiddelse af den? Sandsynligvis, men hvorfor har han så ikke brugt den retmæssige benævnelse Schmachtend? Det ville dog være naturligt at omtale stykket med det tætteste vi kommer på et navn.

Strobels artikel
Læser man imidlertid Strobels artikel er der måske et spor. Han skriver nemlig at dette lille stykke musik oprindeligt var indlagt i original-partituret til Parsifal og senere blev skænket til Arturo Toscanini efter en opførelse af netop Parsifal i sommeren 1931. Den generøse giver var Eva Chamberlain-Wagner, Richard Wagners anden datter med Cosima, der, som en slags anerkendelse af Toscaninis optræden i Bayreuth, skænkede ham dette nodeark.

Ydermere bekendtgøres at navnet Porazzi, eller helt præcist Das Porazzi-Thema bæres efter overlevering fra huset Wahnfried, dvs. primært fra Cosima Wagner og Eva Chamberlain. Det bekræftes altså at det ikke er Wagner selv som har givet stykket navn. At Visconti/Mannino ikke bruger navnet Porazzi , viser igen at de to ting, navnet og noden, ikke ubetinget er knyttet sammen.

Men hvis de ikke har noden fra Strobels artikel, hvor så? Har de haft andre kilder end Strobel? Det kan Visconti meget vel have haft.

Det forholder sig sådan, at Visconti rent faktisk har kendt Toscanini personligt. Ikke alene gennem sit andet hverv som scenograf på La Scala i Milano, som jo i den grad var Toscanini i mange år, men også fordi de to familier havde relationer til hinanden – som dreng legede Visconti med Toscaninis datter Wanda, og han fik tit skæld ud af maestro’en for at køre for stærkt på cykel - med Wanda på styret!

Der er altså mulighed for at Visconti kan have modtaget en afskrift af noden direkte fra Toscanini ledsaget af ordene: Det sidste Wagner skrev!

Tristan-inspiration
Men lad os se hvad Strobel skriver om selve historien bag dette lille geniale stykke. Selve navnet kædes igen sammen med Piazza dei Porazzi i Italien, hvor Wagner under sit ophold skulle have skrevet stykket. Det ved vi allerede. Men kilden er interessant. Det er nemlig Cosima Wagners dagbog.

I hendes optegnelser fra perioden 13. marts til 24. november 1882 omtales et stykke klavermusik flere gange under betegnelsen ”die Melodie von den Porazzi”. Og i dagene før den 13. fortælles det, hvorledes Wagner får ideen til melodien og elaborerer den.

Om selve noden afsløres det, at der både findes en skitse-node og en renskrift, og at førstnævnte viser spændende ting. Faktisk har Wagner fået ideen meget tidligere i sit liv. Selve skitse-noden er dels skrevet med to slags blæk, dels nedskrevet på bagsiden af et udkast til 2. akt af Tristan und Isolde, operaen, som blev færdig 6. august 1859. Første del er skrevet med sort blæk, og færdiggørelsen er skrevet med en speciel lilla blæk, en blæk Wagner brugte under udarbejdelsen af Parsifal!

Strobel konkluderer deraf at Wagner har konciperet ideen i tiden omkring udarbejdelsen af 2. akt af Tristan, hvilket vil sige i sidste halvdel af 1858, og gjort den færdig langt senere, nemlig i foråret 1882 i Italien kort efter færdiggørelsen af Parsifal.

Yderst fascinerende historie, som dette lille stykke musik bærer i sig – en sammenkædning af to forskellige epoker i Wagners liv, og man må give Strobel ret når han synes at høre Tristan-inspirerede toner i den første del af stykket, det er ret slående.

Til sidst beskriver han en hændelse fra Wagners sidste aften, 12. februar 1883:

”Lidt tidligere havde han igen sat sig til klaveret og spillet en vidunderlig melodi (sirligt nedskrevet på et smukt stykke papir) som han en af disse dage havde fundet under sine papirer, og som egentlig skulle have været vedlagt klaver-udgaven af Parsifal tilegnet Cosima ...”

Endnu en tilføjelse til det lille stykke musiks efterhånden utrolige historie; spillet af Wagner på hans sidste aften! Mytisk! Måske lidt for mytisk?! Citatet har Strobel hentet fra C.F.Glasenapp’s Das Leben Richard Wagners. Da jeg er en smule mistænksom over for denne ”happy ending”- et stykke som kæder to vigtige epoker i Wagners liv sammen – hans sidste komposition for klaver, ja måske overhovedet – spillet på den sidste aften i hans liv – beslutter jeg at kigge Strobel efter i sømmene.

Cosimas dagbog
Strobel’s kilde nr. 1 er Cosima Wagners dagbog. Hun førte omhyggelige dagbogsoptegnelser begyndende 1. januar 1869 og helt frem til Richards død d. 13. februar 1883. En uvurderlig kilde for Richard Wagner-forskningen.

Lad os her gennemgå hendes optegnelser over melodien fra Porazzi i kronologisk rækkefølge. Vi starter d. 2. marts 1882. Cosima fortæller hvorledes Wagner inderligt ønsker at skrive en melodi, som er helt hans egen - ikke Beethoven, ikke Weber, men ”eine wahre Melodie, die mein eigen wäre …”.

Senere på dagen hører hun ham fantasere over et tema som han skriver ned. Og det er tilsyneladende lykkedes godt: ”er habe endlich die Linie, wie er sie wünschte”.

Den 5. marts bliver den nye melodi spillet – dog kan hun høre, at han har ændret lidt i den. Hun skriver, at melodien har en forunderlig indvirkning på hende.

Den 13. marts benyttes for første gang navnet Porazzi i forbindelse med melodien; ”… die Melodie von den Porazzi”. Den blev spillet aftenen før for nogle venner, og hun tilføjer at han nu har fundet den ønskede udformning/drejning af melodien!

Den 27. marts: ”... phantasiert R. über die Melodie aus Porazzi..” Efterfølgende beskriver Cosima, hvorledes det bringer skjulte hændelser/minder frem i hende når hun hører stykket spillet, og hun går saliggjort til ro!

Den 18. april kommer efter Strobels mening beviset på at denne omtalte Porazzi-melodi er identisk med ”Toscanini-noden”- altså den node jeg er i besiddelse af. Cosima skriver: ”… und finde die Bemerkung über den Hunger und auch die Melodie auf meinem Tisch”.

Strobel mener så klart, at her har Cosima fået ”die Melodie aus Porazzi” af Wagner for så senere at lægge den i Parsifal-partituret. Men der er blot et væsentligt problem. For kigger man i udgiverens noter/henvisninger, afsløres følgende: Begge papirer var vedlagt dagbogen, og melodien har intet med hverken titlen eller de kendte strofer at gøre. Den bærer titlen Canto anticcho italiano, og jeg har senere fundet noden (i værket: Wagner-Werke-Verziechnis), og den har absolut ingen lighed med ”Toscanini-noden”.

Strobel har altså her taget fejl, og det ser mere og mere ud til at Porazzi-titlen og Toscanini-noden ikke kan kædes sammen. For nu at forenkle tingene videre frem vil jeg benævne Toscanini-noden As-dur, da melodien er skrevet i denne toneart.

Cosima omtaler sin Porazzi ved to senere lejligheder samme år. Den 2. maj hører hun ham spille ”die Melodie aus den Porazzi” fra badet (det er altså Cosima, som er i bad!) og mere interessant; den 24. november hvor Wagner koncerterer for Cosimas fader, Franz Liszt (!) og omvendt. Her fremfører Wagner Porazzi, og Liszt synes at være begejstret, allerede efter to takter! Det får dog Wagner til at mistænke Cosima for at have ”præpareret” sin fader på forhånd. Ikke desto mindre en pudsig hændelse.

Det er sidste gang Cosima omtaler Porazzi, men derimod kommer der en interessant oplysning frem den 9. februar året efter, altså 1883, fire dage før Wagners død. Wagner er, mens han ordnede sine papirer, faldet over en node, en melodi ”die sehr schön klingt” og, tilføjer hun; ”zierlich geschrieben auf einem schönen Blatt”. En formulering vi kender? Det vender vi tilbage til.

Dernæst får Wagner den ide at vedlægge noden som ”Widmungs-Blatt”, direkte oversat ”tilegnelses-blad”, til Parsifalpartituret (formentlig i et eksemplar til Cosima, hvilket sandsynliggøres i det efterfølgende, idet hun kundgør at hun ville blive skuffet dersom hun intet fandt – underforstået i det eksemplar til hende). ”Nun liegt es im Buch” afslutter hun.

Det er nu temmelig sandsynligt at det er denne node som mange år senere bliver overrakt Toscanini fra Parsifal-partituret. Men kan det være Cosimas Porazzi-node? Svaret må være nej. For det første ville Cosima straks have genkendt melodien da den blev spillet og have benævnt den ved navn. Det var trods alt ikke mere end godt to måneder siden hun sidst havde hørt den.

For det andet bliver Porazzi-melodien ret bestemt, i hvert fald ifølge Cosima, skabt den 2. marts 1882 og ikke som en bearbejdelse af en gammel melodi fra Tristan-tiden, hvilket jo kendetegner As-dur.

Dobbeltgængeren
Lad os engang lige opregne, hvad vi hidtil har fundet ud af. Musikken fra Ludwig er en 13-takters komposition i As-dur, undfanget af Wagner sandsynligvis i 1858 og færdiggjort på et tidspunkt under Parsifal-udarbejdelsen. Den 9. februar 1883 lagt i Parsifal- partituret og sidenhen skænket af Eva Chamberlain til Arturo Toscanini i 1931.

Cosima beskriver en anden melodi, det er nu overvejende sandsynligt, påbegyndt den 2. marts 1882 og færdiggjort den 14. marts, af Cosima kaldet ”die Melodie aus den Porazzi”. Men for at være helt overbevist ville en node med titel gøre underværker. Hvis den eksisterer, må den være optegnet et eller andet sted.

Så skal der pløjes relevant Wagner-litteratur igennem. Jeg starter med de store biografier. Den første er Carl Friedrich Glasenapps seks-binds værk, Das Leben Richard Wagner’s, afsluttet i 1911. Han var Wagners officielle biograf, men har ikke noget at byde på hvad angår Porazzi. Ingen titler eller nodeeksempler.

Kronologisk videre til Ernest Newman. Han skrev en 4-binds biografi i 1946, betitlet The Life of Richard Wagner. Han refererer direkte til Strobels artikel og gengiver noden, så her findes ej heller noget nyt under solen, kun den fejlagtige Porazzi-historie.

Den næste i rækken er Curt von Westernhagen. Hans værk Richard Wagner-sein Werk- sein Wesen-sein Welt fra 1956 viser sig at indeholde noget interessant. Her beskrives og afbildes nemlig et adagio-tema på henholdsvis 6 og 7 takters varighed, oven i købet med dato-markeringer af Wagner selv! Måske er der noget her.

Der er faktisk tale om ufærdige skitser. Den første dateres til 2. marts 1882 mens den anden, lidt ændrede skitse, er lidt yngre; fra 4. marts samme år. Stykket står i Es-dur, og Westernhagen mener der måske kan være tale om et udkast eller ide til en symfoni, noget Wagner talte en del om i den periode: at skrive en symfoni igen. Men han nåede det aldrig. Og man kender ingen konkrete udkast. Men der er noget som virker bekendt her … datoerne!

Tilbage til Cosima. Og minsandten om ikke datoerne stemmer overens med dem hun nævner i forbindelse med Porazzi-temaet. Den 2. marts 1882 undfanges stykket – det svarer til første skitse; den 5. marts kan hun høre at Wagner har ændret lidt på det da han spiller det for hende, og det kan jo snildt være sket dagen før – svarende til anden skitse. Bingo!

Jeg står nu med det ægte Porazzi-tema, det tyder alt i hvert fald på, skrevet i Es-dur men ikke den helt færdige udgave, for det er først den 13. marts Cosima skriver hvorledes Wagner nu har fundet den ”erwünschte Biegung” – den ønskede drejning på stykket. Måske eksisterer det også som node et sted – den sidste brik!

Sjovt, at det ikke slår Westernhagen: ligheden med datoerne, men han stoler for meget på Strobel eller har for stor respekt for denne og får derfor ikke tingene til at gå op. Noderne offentliggøres her for første gang men de befinder sig til dagligt i Richard Wagner-arkivet i Bayreuth. Jeg genfinder dem i Walter Panofskys billed-biografi om Wagner fra 1964 men med samme forklaring: Skitse til en planlagt symfoni.

Historien om Cosimas dagbøger
Lad os en stund gå tilbage til Strobel. Man undrer sig over hvorledes han har kunnet overse disse afgørende detaljer, for Strobel var jo arkivar i Bayreuth og skulle dermed have adgang til alle relevante papirer. Men det viser sig at have en simpel forklaring. Den samlede udgivelse af Cosimas dagbøger sker først i 1976! Dette var efter dekret fra Eva Chamberlain og kun få har før dette haft fuld adgang til bøgerne – og det ikke engang Strobel, som kun har fået uddrag fra disse til sit arbejde.

Det forholdt sig således at bøgerne indtil 1908 var i Cosimas egen besiddelse. Hun skænkede dem da til Eva i bryllupsgave. Eva blev den 25. dec. gift med Houston Stewart Chamberlain. Rent faktisk fik hun dem først nogle år senere, da de i den periode befandt sig i Riga til gennemlæsning hos C.F. Glasenapp til brug for hans føromtalte Wagner-biografi.

Den 22. oktober 1911 kunne Eva så endelig få overrakt dagbøgerne; på 100 års-dagen for hendes bedstefar, Franz Liszt’s fødsel. Hun vogtede nidkært over dem, kun meget få fik adgang til dem, indtil hun den 20. januar 1935 skænkede dem til Richard Wagner Gedenkstätte i Bayreuth. Dog med den klausul at Otto Strobel under ingen omstændigheder måtte få adgang til dem!

Dette misforhold skyldes en episode mellem de to i 1934 – netop det år hvor Strobel skriver sin artikel om Porazzi. Strobel havde opdaget at brev-korrespondencen imellem Wagner og Cosima manglede og indgav politianmeldelse. Det viste sig imidlertid at det var Eva selv som var synderen og havde fjernet dem. De nærmere omstændigheder omkring hændelsen er der ikke helt klarhed over, men de blev uvenner, og han måtte nøjes med at betragte dem på afstand! Yderligere erklærede Eva d. 28. april 1939, at bøgerne (og en del breve) efter hendes død skulle opbevares i en bankboks og først frigives efter 30 år.

Hun døde i 1942, men det var først i marts 1974, at bøgerne vendte tilbage til Bayreuth, og de kunne skyndsomt udgives i 1976, 100-året for festspillenes start. Men al denne tumult gjorde i hvert fald at Strobel manglede vigtige dokumenter til løsningen af Porazzi-gåden, skønt han fik uddrag af bogen til sit arbejde.

Wagners visitkort
Efter offentliggørelsen af Cosimas dagbøger i 1976 kunne man da forestille sig, at nye dokumenter ville komme for en dag, eksempelvis noder vedlagt bøgerne. Tænk at være den første som åbnede disse hemmelige sider for at gøre nye spændende fund; facts og dokumenter man aldrig havde set før. Det må have været en oplevelse. Jeg indleder nu den afgørende søgning efter det endelige bevis, som kan fastslå identiteten af Porazzi-temaet. Eksempelvis artikler skrevet efter 1976 som kunne indeholde nye dokumenter eller lignende.

Jeg falder over navnet Manfred Eger. Han er en fremtrædende person i moderne Wagner-forskning idet han fra 1973-1993 var leder af både Richard Wagner Gedenkstätte, der senere (1976) blev til Richard Wagner Museum og Richard Wagner Nationalarchiv, Bayreuth; hvoraf det førstenævnte modtog dagbøgerne efter frigivelsen. Så her er en mand som burde vide noget.

Efter længere tids søgning dukker der pludseligt noget op! En gave, må man nok sige, for det er en artikel, som omhandler præcis det jeg søger; skrevet af Eger i 1981 i Nordbayrische Kurier. Artiklen har følgende overskrift: Das Geheimnis der As-Dur- Elegie. Og hvilken ”Geheimnis”! Ud af disen sejler her det endegyldige bevis, som en længe ventet og stolt ankommen svane! På side to i artiklen fremvises et nyt dokument som netop først er kommet for en dag sammen med Cosimas dagbøger. Et visitkort! Wagners visitkort påskrevet en melodi, som stort set er identisk med de to tidligere fremkomne skitser fra den 2. og den 4. marts ’82; men ikke nok med det, under dette står skrevet med Cosima’s hånd: ”Melodie der Porazzi!” – bemærk udråbstegnet, som om selv Cosima har villet slå det helt fast. Og det gør Manfred Eger også i sin artikel, slår fast at det ægte Porazzi-tema er identisk med Es-dur-skitserne, som nu eksisterer i 3 udgaver, og visitkort-udgaven kunne meget vel være den ”erwünschte Biegung” som Cosima taler om den 13. marts 1882.

Eger fortæller, at sammen med dagbøgerne opbevaredes ligeledes flere pakker med breve, bl.a. et med adressaten ”Gräfin Wolkenstein” påskrevet, og det var her man fandt det omtalte visitkort i 1974 da bankboksen blev åbnet. Ingen af de 3 stykker er færdige melodier, men udtrykket ”Biegung” betyder her ”drejning” og refererer til den musikalske ides udformning, ikke til at melodien er gjort færdig. Eger redegør på udmærket vis for forholdet og fejltagelserne mellem As-dur og Porazzi, krydret med små anekdoter til at skærpe appetitten.

Det var nok, i grove træk, gådens løsning. Læser man i nyere litteratur som Barry Millington’s The Wagner Compendium gentages Egers konklusioner, dog i meget korte vendinger. Der gås ikke i detaljer om emnet i det ellers grundige og særdeles kompetente værk.

I en anden udgivelse, en serie af udgivelser, der har en noget anden forpligtelse hvad angår grundighed, nemlig Wagner-Werke-Verzeichnis fra 1986 af en række prominente forskere, kommer der endnu nye detaljer frem. Det afsløres bl.a. at m.h.t. Porazzi-temaet findes der en forskitse (som dog ikke er afbildet), altså en fjerde node og en forløber for de tre andre. Den er så skrevet før den 2. marts eller måske på selve dagen, da Wagner jo ifølge Cosima udtrykker ønsket om at skabe sin helt egen melodi på den 2. marts.

Disse fire noder er alle fundet iblandt Wagners papirer (noder) samlet i en konvolut som opbevares i Richard Wagner-museet, Bayreuth. Hvad angår As-dur-elegien, som Eger benævner den, er det kun den oprindelige skitse – den med de flere farver blæk – som eksisterer i Bayreuth. Renskriften, hvilken jo blev skænket til Toscanini, forefindes kun som kopi, da originalen er i privat besiddelse; ifølge Egers artikel muligvis hos fam. Ansbacher, til hvem Toscanini skulle have foræret den.

Eger beretter at i 1977 kom en Hr. Massimo Ansbacher fra Milano til Richard Wagner-museet med en kopi af As-dur-noden som hans tante, Gebriela Ansbacher, besad og gerne ville vide mere om. Hendes far (Luigi Ansbacher) var nær ven af Toscanini og har selvfølgelig fået den eller måske arvet den af ham.

Den ”falske” dato
I Egers artikel afsløres en anden detalje som ikke helt passer med det vi hidtil har afdækket.

På kopien af As-dur-noden står tilføjet følgende tekst: ”Widmungsblatt an Mama in die Parsifal-Partitur gelegt / Palermo 25 Dez. 81 / Eva Chamberlain-Wagner”. En tekst tilføjet af Eva som ikke stemmer overens med Cosimas beskrivelse af hvornår noden er lagt i Parsifal-partituret. Det var den 9. februar 1883 at Wagner fandt en melodi blandt sine papirer og besluttede at vedlægge den partituret.

Der er altså tale om mere end et års uoverensstemmelse imellem de to. Kan der være tale om to forskellige noder; måske en ny node, jeg ikke har hørt om? (Gisp!) Næppe. De burde så begge have befundet sig i partituret og dermed være tilgængelige i dag. Så det tror jeg rolig kan udelukkes.

Derimod tror jeg løsningen findes ved at kigge på Evas dato. Denne dato er nemlig identisk med Cosimas fødselsdag. Og netop denne fødselsdag var særlig, idet Wagner havde lovet hende det færdige partitur til Parsifal som gave! Men det var knapt blevet færdigt til tiden, først den 13. januar 1882 blev det fuldbragt, så Wagner færdiggjorde sidste side så han kunne forære hende den til tiden.

Cosima skiver i sin dagbog: ”Die Skizzen zu Parsifal, den Talisman-Ring, und – pia Fraus! – die vollendete Partitur!” Man kan sige at dette var den officielle dato for overrækkelsen. Eva var i en periode en slags sekretær for Cosima da hendes syn ikke var for godt. Hun tog diktat til breve og ordnede hendes papirer. Cosima har ved flere lejligheder foræret breve og noder til Eva (foruden dagbøgerne), og til sidst har Eva formodentlig stået for al varetagelse af Wagners efterladte dokumenter. Hun har i hvert fald tilføjet denne dato på et tidspunkt, måske kort tid før hun forærede noden til Toscanini (1931), og henholdt sig til den af Cosima angivne dato for Parsifals ”færdiggørelse” uden at vide at Cosima rent faktisk først fik den langt senere.

Eger giver ikke nogen forklaring på denne fejl-datering. Blot skriver han at det måtte have irriteret hende (Eva) at datoen ikke passede med Porazzi-temaets opståen i Cosimas dagbog. At Eva var kilden til Strobels ”efter overlevering fra huset Wahnfried ” er sansynligt da Cosima på tidspunktet hvor Strobel skriver sin artikel havde været død i 4 år. Hvor vidende hun var om sin(e) fejl er svært at afgøre men bevidst eller ubevidst var hun nok skyld i Strobels misforståelse da vigtige dokumenter som visitkortene og dele af Cosimas dagbog blev ham skjult.

Originalnoden vender ”hjem”
I 2010 udgav Manfred Eger bogen Aller 5000 Jahre glücht es. Den omhandler primært kærlighedsforholdet mellem Wagner og Cosima, bl.a. gennem flere ikke tidligere offentliggjorte breve. Også berøres det faktum at Eva, efter dekret fra Cosima, brændte hele brevvekslingen mellem Wagner og Cosima, og kun få er bevarede gennem afskrivninger.

Bogen afsluttes med kapitlet ”Wagners letzte Liebeserklärung”, der netop omhandler As-dur, eller As-dur-Elegien som Eger jo benævner den, og dens historie. Eger bruger den som et udtryk for Wagners sidste kærlighedserklæring til Cosima, men hvad her er interessant: afsløring af den skæbne originalnoden (renskriften) fik efter den kom i Toscaninis besiddelse!

Ifølge Eger er historien som følger. I 1982 opdagede samleren Peter Stiefelmeyer et nodeblad hos den 83-årige datter af Arturo Toscanini, Wally Toscanini som utvivlsomt var den originale As-dur-renskrift. Toscanini selv havde i 1931 eller 1932 fået fremstillet 10-15 heliograveringer (billedfremstillinger formedelst ætsning) af noden og foræret dem til sine nærmeste venner. Selve originalen hang indrammet på væggen i hjemmet i Milano, hvor også Evas følgebrev befandt sig (se Appendix).

Efter Wallys død 8. maj 1991 dukkede noden op på en auktion hos Sotheby i London. Peter Stiefelmeyer købte den, men tilbød den til samme pris til Wagner-museet. Det indvilgede museet i, og originalnoden har siden befundet sig der. Den node han (Toscanini) forærede Luigi Ansbacher må så have været en kopi.

Eger er overbevist om at Wagner oprindelig har haft noget orkestralt i tankerne. Dette kan have sin rigtighed, men da Wagner overbringer Cosima noden, giver han, ifølge Cosima, i hvert fald udtryk for at han ikke skal bruge den mere: ”Dass er übrigens diese Noten-Schnitzel nie gebrauchen würde, behauptet er.” Om det betyder han ikke har haft større tanker med dette stykke fra starten, er svært at afgøre. Sikkert er det at han på tidspunktet for overrækkelsen har opgivet dem.

Den sidste brik er faldet på plads, og jeg vil nu opsummere de to melodiers historie.

Porazzi-temaet
Fra den 2. marts (muligvis lidt før) og til den 14. marts 1882 skabte Wagner dette lille stykke ufuldendte klavermusik som eksisterer i fire udgaver, hvoraf den på visitkortet formodes at være den sidste. Hvad hensigten med stykket har været, er uvist. Nogle mener udkast til en symfoni, måske har det blot været tænkt som en lille original ide. Alle fire noder er fundet blandt Wagners efterladte papirer/noder og befinder sig i dag i Bayreuth i Richard Wagner-museet.

Afbildning findes bl.a i: “Richard Wagner-sein Werk-sein Wesen-sein Welt “ Curt von Westernhagen, 1956.

As-dur (WWV 93)
Også kaldet Schmachtend efter Wagners egen tilføjelse. Tilføjelsen betyder at stykket skal foredrages ”med stærk længsel”. Melodien er nedfældet i to perioder af Wagners liv. Den første, hvilket drejer sig om de 7 første takter, er skrevet under arbejdet på anden akt af Tristan und Isolde; sandsynligvis i december 1858. Den anden periode er under udarbejdelsen af Parsifal hvor de sidste 6 takter er tilføjet.

Hvornår i perioden ved man ikke, men noget kunne tyde på at det var mens Wagner var i Palermo og færdiggjorde Parsifal. Der eksisterer to noder, en skitsenode og en renskrift. Førstnævnte er den berømte med de to slags blæk: med mørk blæk er skrevet 8 takter, og efter den 8. takt står: etc. Med lilla blæk er den 8. takt streget ud og 5 nye takter tilføjet. Den sidste takt, som findes på renskriften, eksisterer ikke her.

Skitsenoden og renskriften befinder sig i dag på Richard Wagner-museet i Bayreuth. Renskriften har følgende historie: Den blev den 9. februar 1883 lagt i Parsifal-partituret, skænket til Cosima. Eva har på et tidspunkt påskrevet føromtalte tekst med den forkerte dato og i slutningen af juli 1931 skænket noden til Toscanini kort tid efter hans første Parsifal-opførelse i Bayreuth, hvilken fandt sted den 22. juli.

Noden blev så indrammet og hang på væggen i hans lejlighed i Milano til 1991 hvor den kom på auktion i London og gennem Peter Stiefelmeyer nu befinder sig på Wagner-museet. Toscanini fik lavet et antal kopier af noden som han forærede til sine nærmeste venner, heriblandt Luigi Ansbacher. Rygtet siger at Horowitz (!) skulle have foræret noden til den russiske pianist Sviatoslav Richter, der har spillet stykket flere gange som ekstranummer. Horowitz var jo gift med Toscanini’s datter Wanda og koncerterede i perioder ofte med Toscanini som dirigent, så det er sandsynligt at Horowitz kunne have fået en kopi. Jeg har dog ikke kunnet få belyst hvorledes Richter har fået sin node.

Afbildninger findes bl.a. i: ”Aller 5000 Jahre glücht es – Richard und Cosima Wagner” Manfred Eger, Schneider 2010.

As-dur er blevet opført og indspillet ved flere lejligheder, mens Porazzi så vidt vides ikke er nogen af delene. Dette skyldes nok dels at den ikke er færdigskrevet og derfor slutter midt i det hele, dels at den ikke besidder samme åndfuldhed som As-dur.

Wagners sidste musikalske vidnesbyrd?
Det står nu tilbage at afgøre om As-dur var det sidste Wagner skrev og hvorvidt han spillede stykket på sin sidste livsaften for sine nærmeste. Det kan i hvert fald hurtigt slås fast at de første 7 takter ikke kan bære betegnelsen ”Wagners sidste vidnesbyrd” da de jo blev skrevet i 1858.

Tilbage står resten af stykket, og hvis Eva har ret m.h.t. at det er skrevet i Palermo 1881, og det er faktisk det eneste konkrete der findes om tidspunktet, er det for tidligt til at kunne være det sidste han skrev.

Udover skitser (bl.a. Porazzi-temaet) findes i hvert fald to færdiggjorte kompositioner: Tempo di Porazzi (se tillæg) og Canto anticcho italiano, der er skrevet senere. Endvidere ligger selve ideen i musikken i de første 7 takter, og stykket vil da heller ikke kunne benævnes ”Wagners sidste musikalske ide” - de sidste 6 takter er blot videreudvikling og afslutning.

Så ud fra de få ting vi ved, må det desværre afvises at As-dur er det sidste musikalske Wagner skrev. Hvad der så rent faktisk var det sidste – ja så vidt vides er det det lille recitativ bærende titlen: Canto anticcho italiano. Som det erindres var denne node lagt i Cosimas dagbog 18. april 1882, den node Strobel troede var As-dur-noden.

MEN når det er sagt, kan man hævde (og det gør jeg!) at As-dur er det sidste stykke med en vis dybde, originalitet, som blev færdiggjort. En værdig og moralsk rigtig bærer af benævnelsen ”Wagners sidste originale komposition”.

Wagners sidste aften
Hvad Wagner spillede på sin sidste aften findes der kun to beretninger om; nemlig Cosimas og Glasenapps. Glasenapp skriver : ”Vorher hatte er sich noch an das Klavier gesetzt und eine (zierlich auf ein schönes Blatt geschriebene) wundervolle Melodie gespielt, die er in diesen Tagen unter seinen Papieren gefunden, und die eigentlich in das für Frau Wagner bestimmte Eksemplar des ’Parsifal’-Klavierauszuge mit hatte eingebunden werden sollen; …”

Glasenapp beskriver hvorledes Wagner spiller en smuk melodi, hvilken han en af dagene har fundet under sine papirer. Cosima skriver ikke noget om denne hændelse, men til gengæld læser vi noget interessant nogle få dage før, nærmere bestemt den 9. februar. Hun skriver: ”Um 12 Uhr ungefähr spielt er eine Melodie, die sehr schön klingt, kommt dann zu mir, zeigt sie mir zierlich geschrieben auf einem schönen Blatt; er habe diese, wie er seine Ton-Schnitzel ordnete, gefunden, wie sei das Blatt aber liegen geblieben … Endlich fällt es ihm ein, dass es als Widmungs-Blatt im Parsifal stehen sollte!” Understregningen er min og viser hvor ens ordlyden er hos de to. Der kan næppe være tvivl om, at de beskriver den samme melodi. Men læg mærke til at Cosima her er primær-kilden, for Glasenapp var ikke til stede på denne aften, han har sine informationer andetsteds fra – nemlig fra Paul von Joukowsky, som var præsent, og som tegnede det berømte sidste billede af Wagner (for øvrigt i Cosimas dagbog!).

Joukowsky skrev sine memoirer, og det er herfra Glasenapp bl.a. har sine informationer, men de er tilsyneladende aldrig blevet udgivet, eksisterer måske ikke mere, så vi ved ikke hvad han skrev om denne sidste aften. Til gengæld ved vi at Glasenapp ligeledes havde adgang til Cosimas dagbøger, og denne enslydende formulering kan ikke lade være med at slå mig, og man får den mistanke, at han har ”pyntet” lidt på Wagners sidste aften ved at ”låne” de smukke ord fra Cosima! Dristig tanke, men mulig.

Derfor mener jeg, at vi kun kan finde den endelige sandhed om hvorvidt Wagner foredrog sin As-dur om aftenen den 12. februar 1883 ved at få adgang til Joukowskys memoirer – en umulig opgave. Ikke engang Newman havde adgang dertil, og Joukowsky har selv udtalt følgende angående hændelserne omkring Wagners død (citeret af Glasenapp):

”Was wir alle dabei erlebt und empfunden haben, gehört nicht vor die Öffentlichkeit. Es gibt Heiligtümer, an welche nicht gerührt werden darf und soll.”!

Hørt! Måske ligger grunden til den manglende offentliggørelse af hans memoirer lige præcis her. Så lad dette være de sidste ord i denne beretning, og lad os i stedet drømme os tilbage til aftenen i Wagners stue, til det fortryllende øjeblik hvor han slår sin gribende As-dur an!

Appendix

Tempo di Porazzi
I forbindelse med min søgen efter As-dur og Porazzi kontaktede jeg den italienske komponist, pianist og dirigent Franco Mannino; tidligere nævnt som fortolkeren af As-dur i filmen Ludwig af Luchino Visconti.

Franco Mannino har en lang karriere inden for musikken både i sit hjemland, men sandelig også internationalt set: Har komponeret over 320 værker, hvilket inkluderer opera, balletmusik, oratorier, symfonier og musik til over 100 film af instruktører som John Huston og Luchino Visconti.

Som dirigent har han indspillet adskillige plader og været gæstedirigent i bl.a. U.S.A. og Rusland. Har siddet i mange internationale juryer, bl.a. Tchaikowsky-konkurrencen. Men vigtigst af alt i denne sammenhæng; født den 25. april 1924 i Palermo, Italien! Åstedet for Wagners færdiggørelse af Parsifal, for skabelsen af Porazzi og sandsynligvis også As-dur.

Ikke underligt at han skulle indspille sidstnævnte til Viscontis film! Min kontakt med Mannino fremkaldte et par vældig interessante ting. Det viser sig, at Mannino er i besiddelse af, om ikke originalen, så i hvert fald en kopi af Eva Chamberlain-Wagners ledsage-brev til Toscanini da han fik As-dur-noden overbragt! Det er skrevet på italiensk (!), dateret den 22. juli 1931 og bringes her i dansk oversættelse.

”Kære ’store’ Maestro! Opførelsen af Deres Parsifal i Bayreuth har rørt mig dybt, og derfor giver jeg Dem dette, som jeg tror De vil forstå at værdsætte. Det er min fars sidste musikalske inspiration, skrevet i 1881 i Palermo som et tillæg til partituret til Parsifal, dedikeret til min mor Cosima Wagner. Jeg overlader i Deres varetægt dette hellige minde om mine forældre, for jeg er overbevist om, at jeg ikke kunne overlade det til en mere værdig person end Dem.”

Kommentarer overflødige.

Det andet, som kom frem, var at Wagner havde dedikeret Porazzi-temaet til Tasca d’Almerita-familien. Det nævnes at efterkommere af familien i dag er bekendte til Mannino – en familie Wagner havde nær kontakt med netop i perioden februar/marts 1882.

Jeg havde imidlertid ikke hørt om at Porazzi skulle være blevet foræret væk og undrede mig, trods det at Mannino i den grad burde vide klar besked. Det viser sig dog også, at der er opstået lidt af en misforståelse. Der eksisterer nemlig en tredje node, som bærer benævnelsen Tempo di Porazzi.

Dette afsløres i en artikel om den russiske pianist Joseph Rubinstein, som var nært knyttet til Wagner, og som udfærdigede klaver-partituret til Parsifal. Noden gengives, og øverst står følgende: ”Seiner edlen freundin Gräfin Almerita Tasca” og tilføjet af forfatteren forneden: ”Kopie einer Melodie, die Richard Wagner 1882 der Gräfin Almerita Tasca in Palermo schenkte”.

Porazzi har således for Mannino betydet Tempo di Porazzi, og derfor denne lille misforståelse.

Tak til: Claus Maximilian Stauffensee, Claus Jørgensen, Barbara Schönstedt Madsen, Frank Büchmann-Møller, Franco Mannino, Karl Aage Rasmussen, Kristina Unger og Sven Friedrich fra Richard Wagner-Museum, Bayreuth.

FB Share:
Antal: 0, Gennemsnit: 0
  1. Kommentar
  1. E-mail
  2. Navn
Fakta:

Copyright Ulf Starup

Indhold:

Forord

Porazzi fødes

Porazzi på noder

Strobels artikler

Tristan inspiration

Cosimas dagbog

Dobbeltgængeren

Historien om Cosimas dagbøger

Wagners visitkort

Den ”falske” dato

Originalnoden vender ”hjem”

Porazzi-temaet

As-dur (WWV 93)

Sidste musikalske vidnesbyrd?

Wagners sidste aften

Appendix

Hør Svjatoslav Richters ‘enigmatiske’ udførelse:

Link:
/CRMF-Lute-18.405.aspx
Link:
/DKDM-okt-nov18.403.aspx
Link:
/Trinitatis-Mozart.391.aspx
Link:
/CRMF-Lute-18.405.aspx
Link:
/DKDM-okt-nov18.403.aspx
Link:
/Trinitatis-Mozart.391.aspx

TILMELD NYHEDSBREV

newsletter-open-icon-grey

twitter
facebook
blog
intstagram

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.