Kontakt os
twitter.png
facebook.png
blog.png
intstagram.png
Nyheder om klassisk musik direkte i din mailbox

Optakts nyhedsmail udkommer 2-3 gange om måneden med nyheder om klassisk musik i hele landet og for hele landet.

Nyhedsbrevet er gratis. Modtagere får blandt andet tilbud om koncertbilletter med rabat og mulighed for at deltage i konkurrencer.


Banner_link2:
-til den klassiske musik
logo-optakt.png
Titel:

Damkapellet genopliver kvinders musik og nedbryder klassiske traditioner

Oprettet:
11-04-2018
Beskrivelse:

20 unge kvinder der alle er uddannet på klassiske instrumenter, har fundet sammen i Damkapellet. De spiller kun musik af kvindelige komponister - fantastisk musik, mener de, som bare har stået i skyggen af de store mandlige komponister. Men de prøver også at spille sammen på en ny måde hvor ingen dirigerer, og alle bestemmer, og hvor idealet ikke er fuldkommen perfektion, men fuldkomment nærvær.

Af Marianne Ryde

I kælderen under Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums bibliotek ligger der en guldgrube af musik, skrevet af kvinder til mange forskellige tider. Foreningen Kvinder i Musik har været i gang med at samle og registrere musikken; nu fortsætter medlemmer af Damkapellet, ikke kun for at ordne den, men for at bringe det bedste af den frem i lyset.

De 20 kvinder har dog ikke kun fundet sammen for at spille både ældre og nutidig kvindemusik, men også for at finde ind til en ny måde at arbejde med den klassiske musik på.

”Vi prøver at komme væk fra de magtbalancer vi ofte oplever når vi spiller i andre orkestre, væk fra hierarkiet så vi kan lade hver enkelt musiker komme til orde. Vi vil finde en måde at kontakte hinanden i vores spil uden en dirigent til at styre forløbet,” fortæller cellisten Nicole Hogstrand, og hun bakkes op af sin søster Pauline Hogstrand som spiller bratsch:

”De fleste af os har studeret og spillet klassisk musik i mange år og oplevet at der er helt faste regler for det. Der er så meget tradition forbundet med at spille Brahms og alle de andre store -mandlige - komponister.

Men der findes jo ikke mange indspilninger af de kvindelige komponister, så derfor har man ligesom friere hænder her.”

Glemte stemmer

Damkapellet blev stiftet for to år siden af svenske Mika Persdotter Svensson som er uddannet med bratsch bl.a. på DKDM, men som nu studerer kønshistorie på universitetet i Malmø samtidig med at hun arbejder som freelance-musiker. Pauline og Nicole er også svenskere uddannet i København hvor de også bor. De øvrige medlemmer er danske, norske, finske, tyske, italienske og litauiske; indtil videre tæller gruppen primært strygere, en enkelt pianist og en slagtøjsspiller, men Damkapellet er åbent for alle der har lyst til at arbejde med diversitet og lighed på den musikalske scene.

Foreløbig er Damkapellet kun for kvinder, men det er ikke umuligt at mænd også får lov at komme med efterhånden.

”Vi skal først selv være helt klare over hvad vi vil med det. Men vores mål er at være inkluderende, ikke afgrænsende,” siger Pauline.

Damkapellet optrådte første gang på kvindernes internationale kampdag 8. marts 2016, og igen i år var de i KoncertKirken for at spille musik af kvindelige komponister på den dag.

Ellers optræder de ved forskellige lejligheder i mindre grupper. Pauline og Nicole er sammen med et par af kollegerne i gang med at udvikle en koncert for børn, ’Glemte stemmer’, som skal vise eksempler på musik skrevet af kvindelige komponister som måske kan blive rollemodeller for dem.

”Og så vil vi forsøge at få børnene til at formulere deres egne drømme for os og hinanden. Det er sikkert svært for mange, men vi tror det betyder noget at nogen spørger ind til deres tanker om fremtiden,” siger Pauline.

Børnekoncerten skal være klar til oktober hvor de fire musikere er blevet engageret af Levende Musik i Skolen til at komme rundt i landet.

A room of One’s Own

I disse dage arbejder Pauline og Nicole sammen med andre medlemmer af Damkapellet på en musikdramatisk forestilling som de kalder ’A room of One’s Own’ efter Virginia Woolfs bog af samme navn. De er en af fire grupper som er blevet valgt til at indgå i Københavns Musikteater og Dansk Komponistforenings projekt ’Kunsten som megafon’.

”Vi tager udgangspunkt i seks kvindelige komponister fra forskellige tider og skaber et ’portræt’ af dem med livemusik kombineret med indspillet lyd som tale, radio m.m. Og undervejs vil vi også inddrage publikum på forskellig vis,” fortæller Nicole, og Pauline supplerer:

”Vi vil undersøge hvordan vi får den gamle musik til at leve i dag og samtidig - som Virginia Woolf - reflektere over hvad der skal til for at kvinder kan dyrke deres kreativitet.”  

Forestillingen kan ses 14. april på Københavns Musikteater og i en lidt kortere version på festivalen Talk Town om køn, ligestilling og feminisme som løber af stablen 3.-5. maj. 8. september kommer den til Odense, og pigerne håber også de kan få den ud i andre dele af landet.

At spille klassisk som et rytmisk band

På Damkapellet hjemmeside har flere af medlemmerne lagt små musikalske ’selfies’; korte lydbilleder og improvisationer som afspejler musikerens humør og situation i et bestemt øjeblik.

Det improviserende element og i det hele taget det uforudsigelige betyder meget for Damkapellets medlemmer, og de spiller gerne uden noder og altid uden dirigent.

”Det handler om at bliver fri til at reagere på hinanden i stedet for udelukkende at fokusere på sin egen stemme. Vi synes det at spille er en måde at kommunikere og ’hænge ud’ på. Alt kan ændre sig undervejs, og det gør ikke noget at det ikke bliver perfekt.

Vi har lært på uddannelsen at man øver og øver og øver derhjemme alene og først kommer ud når man har et færdigt - og dermed fastlåst bud på musikken. Men vi vil hellere åbne for processen - give et øjebliksbillede og vise hvordan man kan være sammen om musikken,” siger Pauline, og Nicole tilføjer:

”Vi ønsker at slippe kontrollen og bare videregive det vi rummer lige den dag. Vi accepterer at det ikke er lige perfekt hver gang, til gengæld får vi stærkere nærvær og intensitet.”


FB Share:
Antal: 0, Gennemsnit: 0
  1. Kommentar
  1. E-mail
  2. Navn
Fakta:

Her er holdet som laver børnekoncerten ’Glemte stemmer’: Nicole Hogstrand, cello, Nadia Okrusko, klaver, Lisa Marie Vogel, violin Pauline Hogstrand, bratsch.

Foto: Niklas Ottander

Hør Damkapellet

På Københavns Musikteater 14. april. 

På Talk Town 3.-5. maj  

damkapellet.com 

Link:
/Tivoli-maj-august-sommerklassisk-side-2018.356.aspx
Link:
/Annoncer
Link:
/Tivoli-maj-august-sommerklassisk-side-2018.356.aspx
Link:
/Nyhedsbreve-_

TILMELD NYHEDSBREV

newsletter-open-icon-grey

twitter
facebook
blog
intstagram

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.