Kontakt os
twitter.png
facebook.png
blog.png
intstagram.png
Nyheder om klassisk musik direkte i din mailbox

Optakts nyhedsmail udkommer 2-3 gange om måneden med nyheder om klassisk musik i hele landet og for hele landet.

Nyhedsbrevet er gratis. Modtagere får blandt andet tilbud om koncertbilletter med rabat og mulighed for at deltage i konkurrencer.


Banner_link2:
-til den klassiske musik
logo-optakt.png
Titel:

Buxtehude phantasticus

Oprettet:
01-11-2007
Beskrivelse:

Vi har ikke rigtig været klar over det, men Buxtehude er, når han bliver spillet rigtigt, i verdensklasse.

Af Claus Johansen

Det er Buxtehude-år i år. De hylder ham i Tyskland, vi hylder ham i Danmark, og de fejrer ham i Sverige, skønt han aldrig kom længere end til Helsingborg. Der er egentlig ikke meget at råbe hurra for, det vi fejrer, er nemlig, at han døde. Men direkte sørgeligt er det jo ikke længere, for det er hele 300 år siden. Et dødsfald kan være en god anledning til at støve en række spændende værker af. Det er sket før, og det vil ske igen. Koncertarrangører, organister, musikforskere og pladeselskaber elsker den slags undskyldninger for at indspille, opføre og udgive. Men alligevel er det lidt anderledes i år, det er, som om det først er nu 300 år efter hans død, at mandens storhed langsomt begynder at gå op for os.

Han er altså dansk
Vi bør være meget stolte af den mand, og uanset hvad de andre siger, så var han altså dansker. Den første danske komponist i verdensklasse.

Familien kom til Helsingør med den etårige Dietrich fra Oldeshoe i Holsten, da faderen fik bestilling som organist i Sct. Olai Kirke. De boede i et lille hyggeligt hus i (det ligger der mere eller mindre endnu), og Dietrich blev i bedste håndværkertradition uddannet af sin far. Tiden er tæt på den periode, vi kalder svenskekrigene. Han kunne have mødt Svend Gønge, måske gjorde han det. Men Gøngehøvdingen var næppe til orgelmusik, og Buxtehude havde andre ting for end at slås mod svenskere, for han skulle øve sig. Det var dengang, man arbejdede, fra solen stod op, til den gik ned, og den dreng lærte, hvad der var at lære om teori og praktisk musikerskab. Hans første småjobs var hos far henne om hjørnet i St. Olai, men han fik som 20-årig sit eget arbejde som organist på den anden side af Sundet i Helsingborg (kald det bare Sverige, men byen havde altså kun været svensk i 14 år). Manden må have været et geni, hvis han selv kunne spille de orgelværker, han skrev ned, og det kunne han naturligvis.

Lübeck
I 1668 blev han valgt til organist i Lübecks Marienkirche. Nu var han placeret som organist i en af Nordtysklands rigeste og vigtigste byer: Et betydende handelscentrum med vanvittigt dygtige håndværkere og topprofessionelle købmænd, som selv styrede deres by. De manøvrerede fremad med økonomisk sans, men også med en stolthed, der nærmede sig selvfedme. De var udadvendt troende, og de ønskede at forgylde deres pragtfulde stad med tidens bedste kirkekunst. At Buxtehude fra Helsingør fik jobbet, viser noget om mandens format.

Der var betingelser; kontrakten indebar, at han var forpligtet til at gifte sig med forgængerens datter, men et job er et job. Han arbejdede i byen, til han døde små 40 år senere. Afholdt kirkekoncerter, spillede til gudstjenester og komponerede alle slags kirkemusik. Som organist var han så berømt, at både Händel og Bach frivilligt drog til Lübeck for at opleve hans spil og studere hans system.

Stylus phantasticus
Der er et system, og det blev epokegørende. Hans genialitet ligger i evnen til at komponere musik i en streng regelmæssig form, hvor 1600tallets forfinede regler bliver blandet med vilde improvisationer, der har den fordel (for os), at han skrev dem ned. Han kaldte systemet stylus phantasticus. Han havde to pragtfulde orgler til rådighed. Det ene var bygget omkring år 1500 og altså allerede en antikvitet, da han kom til byen. Det andet var udstyret med 55 forskellige registre. På det kunne han stort set lave en hvilken som helst lyd, han ønskede. Han brugte alle muligheder. Begge orgler overlevede ham, og begge blev smadret af engelske bomber i 1942.

Hans orgler er væk, men den musik, han spillede på dem, har bidt sig fast. I disse år strømmer hans værker ud på cd, og nye lyttere kaster sig over hans mærkelige vilde musik. Den lyder bedre end nogensinde, og måske skyldes det, at de musikere, som beskæftiger sig med barokken, kunstnerisk set endelig er begyndt at smide bukserne. For 50 år siden sang man Buxtehudes sindsoprivende kirkeværker, som var det sorthvide danske salmer i diset sensommerregn. I kirkerne spillede man de vilde orgelværker korrekt, pænt, præcis som de var noteret. Resultatet var ærlig talt ret kedeligt. Buxtehude var i mange år mest for musikvidenskabsfolk og organister, og han blev mest spillet hos os, fordi han havde en tilknytning til Danmark. Vi tog ham med i købet og kedede os i tålmodighed, mens vi ventede på den rigtige musik.

Moderne vildskab
Men hold da op, hvor er der sket noget i de sidste 30 år. Ikke med Buxtehude, men med de musikere, som spiller ham. Hør lige en orgelbetvinger som den tårnhøje karismatiske Bine Bryndorf gå seriøst til angreb på den gamle mands musik. Her er der ikke lang vej til hamrende rock eller svingende jazz. Eller hør, hvordan den affekterede og geniale cembalist Lars Ulrik Mortensen spiller kammermusikken med violin og gambe. Det danser og gynger og kan gribe selv sure moderne mennesker. I Frankrig og Italien laver de hans ærkeprotestantiske kantater, så flammerne slikker.

Det skal ikke være kedeligt
Tidligere spillede man al musik, som var det Schumann og Brahms. Bredt sangbart, vibrerende, let sentimentalt og altid med pænhedens klamme låg over følelserne. Klassisk musik var altid så ked af det. Det har taget tid at genopdage barokkens udadvendte stil og barokinstrumenternes muligheder. Det har også taget tid, før musikerne så i øjnene, at er der noget, barokken ikke er, så er det nydelig. Den er vild, den er overdreven, krukket og affekteret, men sjældent kedelig. Se på arkitekturen fra den tid. Peterspladsen er klart for meget, Rubens’ malerier er groteske overdrivelser. Det er saftigt, svulmende, sexet, gribende, følelsesfuldt, selvoptaget, kort sagt helt barokt. Og i virkeligheden er den lille mand fra Helsingør måske den mest barokke af dem alle. Han er, når man spiller ham i musikkens ånd, ganske enkelt langt langt ude i hampen.

Buxtehude er død, og vi fejrer ham, for han efterlod os bunker af kammermusik, dansemusik, kantater, der næsten er religiøse operaer, og masser af orgelværker. Hans kompositioner blev skrevet af og cirkulerede i hele Nordeuropa, derfor har vi dem i mange forskellige versioner. En række af dem kan høres live i år, og flere af de bedste kan nu endelig købes i spændende nye optagelser. Manden fra Helsingør døde for 300 år siden. Han har aldrig været mere levende end nu.

FB Share:
Antal: 0, Gennemsnit: 0
  1. Kommentar
  1. E-mail
  2. Navn
Fakta:
Link:
/Tivoli-maj-august-sommerklassisk-side-2018.356.aspx
Link:
/Annoncer
Link:
/Nyhedsbreve-_
Link:
/Tivoli-maj-august-sommerklassisk-side-2018.356.aspx

TILMELD NYHEDSBREV

newsletter-open-icon-grey

twitter
facebook
blog
intstagram

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.