Kontakt os
twitter.png
facebook.png
blog.png
intstagram.png
Nyheder om klassisk musik direkte i din mailbox

Optakts nyhedsmail udkommer 2-3 gange om måneden med nyheder om klassisk musik i hele landet og for hele landet.

Nyhedsbrevet er gratis. Modtagere får blandt andet tilbud om koncertbilletter med rabat og mulighed for at deltage i konkurrencer.


-til den klassiske musik
logo-optakt.png
Titel:

Brutal skrøbelighed

Oprettet:
Beskrivelse:

Komponisten Jexper Holmen fortæller om kunsten at skære i en tomat og brutalitet som frigørelsesproces. 

Af Cecilie Fabricius Ifversen 

Brutal, rå og ekstremt dårlig. Flere har gennem tiden følt sig provokeret, og meningerne har ofte været delte om komponisten Jexper Holmens musik. Enkelte mener at det gør direkte ondt at lytte til hans musik som de synes er både grim og primitiv, mens andre ser en modig, kompromisløs, original komponist med et sjældent stort talent.

En modtagelse der muligvis ikke er så mærkelig fordi musikken nogle gange excellerer i at være meget kraftig over meget lang tid, demonstrativt forenklet og brutalt støjende. Men samtidig er det også en musik der insisterende peger på en forbløffende nuance- og detaljerigdom under den umiddelbart rå overflade. 

I yderlighedernes grænseland 
Spørger man hovedpersonen selv, mener han at brutaliteten kan anskues som en frigørelsesproces. ”Når man går over stregen, tilbyder man en mulighed for at forholde sig til det der ligger på den anden side. Ved f.eks. at lade musikken larme, eller ved at forenkle udtrykket, kan man få folk til at lytte til detaljerne,” forklarer han.

Det der umiddelbart kan lyde som modsætningsfyldt i andre menneskers ører, har Jexper Holmen med sin musik gjort til en gennemført metode. Han sammenligner den selv med at bryde skindet på en tomat med en skarp kniv. Skærer man forsigtigt, ødelægges tomaten, hvorimod man med et målrettet brutalt hug kan bryde gennem tomatens skræl uden at beskadige den. ”Det er en form for skånsom brutalitet. Nogle gange er det mere skånsomt bare at få smidt tingene direkte i synet en gang for alle.” 

Den næsten uhørlige nuance 
Til tider kræver musikken utrolig tålmodighed og åbenhed af sin lytter. Andre gange går den direkte ind der hvor musik gør rigtig godt. Selvom der kan synes milevidt mellem de mere afdæmpede, næsten meditative værker fulde af skønhed og de voldsomme, insisterende larmende, er det stadig fascinationen af forholdet mellem den umiddelbare overflade og det der faktisk sker i musikken, samt ønsket om at give plads til detaljen, der løber som en rød tråd gennem kompositionerne.

”Det at der ikke er alt for nem tilgang til hvad det er der sker i musikken, er lige så vigtigt som at der rent faktisk sker noget.” Jexper Holmen forklarer hvorledes han blandt andet i saxofonkvartetten Swagger Midwinter (2007) ønskede at afindividualisere de enkelte instrumenterne ved at tage udgangspunkt i en stor samlet klang.

”Det er en stor sovs af multiphonics hvor man tager et greb på instrumentet der spalter tonen op i flere,” fortæller han. Ved at lade instrumenterne skiftes til at fade ind og ud og spille tremolo har han skabt en fornemmelse af fremdrift og dramatisk forløb der ganske umærkeligt forandres. ”På overfladen er det meget homogent, men nedenunder sker der noget. Små bitte udsving iscenesat som drama.”

Ofte er den måde han komponerer på både intuitiv og systematisk. Tit er udgangspunktet en idé der udvikler sig i uforudsete retninger. Nogle gange er det bare en lille bitte detalje der kommer til at tage al opmærksomheden. ”Når jeg vil undersøge nogle muligheder, går jeg systematisk til værks. Så opdager jeg noget jeg ellers ikke ville have fundet. Jeg havde f.eks. en akkord; så gennemgik jeg systematisk alle de intervaller der var i akkorden og så sorterede jeg alle dem fra jeg ikke ville bruge,” forklarer Jexper Holmen. 

Foruroligende tvetydig 
Jexper Holmens miniopera Berenice der er baseret på Edgar Allan Poes novelle af samme navn, tager udgangspunkt i det forhold at man som læser aldrig kan vide sig sikker på fortællerens pålidelighed. Historien om den sindslidende fortællers monomane besættelse af kusinen Berenices tænder dukker senere og langsomt op i løbet af fortællerens tågede beretning. ”Jeg er meget fascineret af den måde Edgar Allan Poe arbejder på. Måden værket henvender sig på, har mere at gøre med indholdet end selve den historie der bliver fortalt,” siger Jexper Holmen.

Operaens musik er et bevidst forsøg på at fokusere på det tvetydige og uklare. ”Musikken er sløret, og man kan ikke høre hvad der bliver sunget. Nogle steder er det nærmest demonstrativt langt. De mange gentagelser stykket igennem hen mod slutningen hvor man måske egentlig gerne ville være færdig, går fuldstændig amok. Det er alt sammen med til at fortætte stemningen og skabe uvished. ”Efter mere end en time hvor man kan høre at nu er det snart ved at være færdigt, når musikken et fuldstændigt dødvande,” siger han og fortæller om hvorfor det var vigtigt at gøre musikken så enkel.

”Jeg overvejede at lave musikken mere varieret på et tidspunkt, men det er lidt ligesom det med at bruge en skarp kniv og hugge til. Man gør det så udtalt og skærer så meget væk som muligt af uvedkommende ting at der kun er det væsentlige tilbage,” slutter Jexper Holmen.

Night Pace: 
MooseMatrix har indspillet værket Night Pace som er udgivet på cd i 2004. 

På Jexper Holmens hjemmeside kan du se værkliste, anmeldelser (gode og dårlige) og små introduktioner til værkerne. www.jexperholmen.dk   

Anmeldelser: 
Om debutkoncerten i 2001 
“Det er hverken smukt, raffineret eller underholdende, hvilket næppe heller er ambitionen.” (Jan Jacoby i Politiken d. 22/11-2001) 

“Alt ved manden er grimt, men når man lærer ham at kende, opstår der en særegen grimhedens æstetik, som vender den grimme side indad og en ny slags bevægende skønhed kommer til syne. (Anders Beyer i Information november 2001) 

“Men hans talent er så egenartet, så stort og så originalt, at vi ikke har råd til at svigte det. Det forpligter Jexper Holmen og alle os andre til at holde ud, selvom det kan være svært at holde af”. (Jens Brincker i Berlingske Tidende november 2001) 

Om Baleana Mysticetus: 
“... der hersker generel enighed om, at stykket er ekstremt dårligt.” 
(Storstrøms Kammerensembles bestyrelse i et mødereferat, som åbenbart skulle hænge fremme, mens komponisten var til prøve på sit nye stykke.) 

OmTension III: DISEMBARRASS: 
“Provoens nye værk klinger i store træk som de gamle. Ikke særlig dygtigt. Ikke særlig kønt. Men ret kraftigt. I ensemble POINGs hænder fandt det alligevel noget, vi har brug for – en slags omvendt poesi, der ligesom udstiller sin egen afmagt. Hvis Jesus Kristus havde slået lidt mere i puderne hos sin terapeut, havde han næppe ladet sig pine. Men verden var også blevet fattigere. Og når det gælder kunstnere som Holmen, er dén problemstilling nærværende hver eneste dag.” 
(Søren Hallundbæk Schauser i Berlingske Tidende oktober 2002) 

Om Night Pace 
“... en times lytteværdig, ligetil og tungt stemningsmættet musik.” 
(Thomas Michelsen i Politiken 2/11-2005)

FB Share:
Antal: 0, Gennemsnit: 0
  1. Kommentar
  1. E-mail
  2. Navn
Fakta:
Link:
/DKDM-okt-nov18.403.aspx
Link:
/CPH-soloist-okt18.400.aspx
Link:
/KlassiskeDage2018.401.aspx
Link:
/Trinitatis-Mozart.391.aspx
Link:
/Verdi-Borksand.402.aspx
Link:
/CPH-soloist-okt18.400.aspx
Link:
/Annoncer
Link:
/Verdi-Borksand.402.aspx
Link:
/DKDM-okt-nov18.403.aspx
Link:
/Nyhedsbreve-_
Link:
/KlassiskeDage2018.401.aspx
Link:
/Trinitatis-Mozart.391.aspx

TILMELD NYHEDSBREV

newsletter-open-icon-grey

twitter
facebook
blog
intstagram

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.