Kontakt os
twitter.png
facebook.png
blog.png
intstagram.png
Nyheder om klassisk musik direkte i din mailbox

Optakts nyhedsmail udkommer 2-3 gange om måneden med nyheder om klassisk musik i hele landet og for hele landet.

Nyhedsbrevet er gratis. Modtagere får blandt andet tilbud om koncertbilletter med rabat og mulighed for at deltage i konkurrencer.


Banner_link2:
-til den klassiske musik
logo-optakt.png
Titel:

Boheme og levemand

Oprettet:
Beskrivelse:

I 2008 er det 150 år siden at Giacomo Puccini blev født. Han skrev verdens måske mest spillede og elskede operaer, La Bohème og Tosca. Han er i år blevet behørigt fejret, men hans vej til berømmelse var ikke uden forhindringer. Optakt skruer tiden tilbage til et solbeskinnet Toscana.

Af Claus Johansen 

Puccini bliver kaldt den sidste store italienske komponist. Han bliver også kaldt den moderne operas konge. Han var en sølle konge. De fleste af hans operaer var fiaskoer – til at begynde med. Han skrev otte helaftensoperaer hvilket er småt sammenlignet med Verdis 28. Han holdt sig fra fascisterne, men han var ikke politisk retskaffen som Verdi. Han var ingen visionær galning som Wagner. Han kunne ikke dirigere som konkurrenten Mascagni, og han var ikke lærd som kollegaen Giordano, men han kunne det der med teater og følelser. 

Teatermenneske 
Hans værker er tænkt for teatret, og han kan male med sin musik. Ikke heroiske og evigtgyldige følelser, men de mindre, de ægte og dagligdags som hører til det almindelige liv. Derfor slog han først igennem hos de såkaldt jævne mennesker, og derfor havde de andre det meget længe svært med hans musik som de kaldte sentimental og melodramatisk. Selv sagde han: ”Jeg kan kun lave musik til små ting,” og det er rigtigt, for hans musik beskriver det almindelige livs følelsesmæssige højdepunkter. En amerikansk soldat forlader sin japanske kæreste. En sypige i Paris finder kærligheden, mister den, og dør af tuberkulose. En familie fra Firenze skændes om et testamente. Personlige dramaer udspilles ved en flodbåd en nat i Paris. Selv når han nærmer sig det politiske med historien om den reaktionære politichef Scarpias diktatur i napoleonstidens Rom, er frihedskampen en biting. Det er Scarpias sadisme og Toscas kærlighed og skæbne som driver den historie. Mange græder, men ingen går til kamp når tæppet falder. 

En historie om to byer 
Han kommer fra Toscana med den røde jord og de bløde bakker. Han er forudbestemt som syvendegenerations-kirkekomponist i den lille by Lucca. I mange år en bystat, senere hertugdømme og selv i dag opfyldt af et urealistisk storhedsvanvid. Byen, som er mindre end Helsingør, har kæmpe paladser, et stort operahus, universitet, adskillige katedraler, og det hele befæstet af drabelige volde og grave. I Lucca får man verdens bedste olivenolie. De kan selv, tror de, og derfor havde de i mange hundrede år fastansatte komponister ved byens kirker. Sådan en skulle Puccini have været, og han begynder da også sin uddannelse.

Talentfuld er han – og doven uden at virke genial. Da han overværer en opførelse af Verdis Aida ved han at hans liv kommer til at handle om opera. Han drager til Milano der virker som et chok efter den toskanske selvfedme. En vital moderne by, en byggeplads og med sporvogne. Milano er ikke hovedstad, men den ligner en, og den er centrum i det nye Italien. Verdensudstilling i 1881 med spidserne fra det nye Europa som gæster. Året efter åbner Skt. Gotthardt-tunnelen. Milano er den første hovedbanegård efter Alperne. Her mødes Nord og Syd: Franske boulevarder, moderne industri og en nyrenoveret domkirkeplads.

Puccini går eftermiddagstur i det overdækkede butiksgalleri hvor kaffen er for dyr for en studerende – ganske som i dag. Scalaoperaen blomstrer, den gamle Verdi bor på hotel midt i byen med både kone, elskerinde og eget menukort som bliver trykt en gang i døgnet kun for hans skyld. Puccini oplever hvor slemt det er at være kunstner, talentfuld og fattig. Han er en boheme, men han slutter sine studier med et symfonisk digt som bliver godt modtaget. 

Puccini springer ud 
Han deltager i konkurrencer og laver flere operaforsøg. Det bedste hedder Edgar og er en total fiasko. Men han giver ikke op, næste forestilling er Manon Lescaut. Premiere i Torino 1893, og succesen er så stor at man begynder at tale om Verdis efterfølger. Derefter kommer dem vi kender, La Bohème og Tosca. Begge totale fiaskoer der langsomt bliver vendt til det modsatte, men der går faktisk fem år før Tosca er accepteret i Italien. 

Omkring år 1900 er italiensk opera en eksportvare. Musikforlagene sender partiturer ud over hele verden. Stjernesangere som tenoren Caruso og superdirigenter som Toscanini turnerer og spreder den ny musik i Nord- og Sydamerika og ud over hele Europa. De bliver begge ambassadører for Puccinis musik. Han tjener nu så godt at han kan gøre hvad han har lyst til. Det gør han så. Han samler på hurtige biler og bliver snart involveret i et af Italiens første moderne trafikuheld. Han går på jagt i det elskede barndomsland, og som ægte toskaner sætter han sine penge i fast ejendom: Byhuse, landsteder og besiddelser i området omkring Massacciucoli-søen. Andejagten er god, især hvis man har en moderne motorbåd. Puccini har adskillige. Han køber en radio og installerer et kunstigt regnanlæg i sin have. Han har centralvarme som ofte er tændt om sommeren, for han elsker varme. Han ryger moderne cigaretter og følger med i det som foregår i den nye verden. 

Den evige jæger 
Han sover længe, går på jagt og mødes om aftenen med de lokale på kroen. De spiser god toskansk landmad, drikker lokal rødvin, og Puccini ryger som en skorsten. Han spiller kort eller sætter sig ved klaveret og fantaserer lidt mens vennerne larmer videre. Når de er gået i seng, sidder han i sin store tavse villa og skriver musikken ned. 
Så er der det med damerne: ”Jeg er på evig jagt efter storvildt, ordentlige operatekster og tiltrækkende kvinder.” Han får fat i alle tre dele, men bliver sjældent tilfreds. Antallet af elskerinder er, skal vi sige over middel. Hans ægteskab bliver som en meget kulørt roman. Aviserne skriver om det, beundrerne fortrænger det, og teatersladderen vil aldrig stoppe. Først er hun gift, men ikke med ham, og da hendes mand dør, bliver de gift, men det er næsten endnu værre. Hun er en klods om benet på ham, og hun er jaloux – som regel med god grund. 

Da hun anklager en tjenestepige for at have forført Puccini, ender det i skandale. Pigen begår selvmord og Puccinis kone får en dom på 5 måneders fængsel. Aviserne koger over. Hr. og fru Puccini bliver noget så uitaliensk som separeret, men flytter derefter sammen igen. En avis jubler: ”Hvilket emne for en opera!” og under skandalen skriver Puccini Pigen fra Vesten som bliver en af hans største sejre. Historien om den rasende kvinde og den ulykkelige tjenestepige genbruger han frejdigt i operaen Turandot. 

En moderne mand? 
Hans musik er iørefaldende og effektiv uden at være gammeldags. Han følger med, lytter til jazz i New York, rekvirerer partiturer fra Paris med ny musik af Ravel, Debusssy og Stravinsky. Han studerer tolvtonemusik i Wien, og så er der jo Toscanini - verdens største dirigent, manden der kan tvinge mening ud af hver eneste node. De to påvirker hinanden og følges ind i det nye århundrede. De ligner hinanden og har voldsomme sammenstød. Af til glemmer de at de er uvenner, som da Puccini sender en gave til Toscanini og straks efter telegraferer: ”Julekage afsendt ved en fejltagelse, Puccini”. Svaret kommer kort tid efter: ”Julekage spist ved en fejltagelse, Toscanini”. Det er Toscanini som dirigerer den katastrofale premiere på Madame Butterfly, og det er hans direktion som redder operaen da Puccini senere kommer med en genoprettet version. I de sidste år laver han sin mærkelige wieneroperette la Rondine som bliver sat skakmat af første verdenskrig. Han fortryller alle med de tre små enaktere Kappen, Søster Angelica og Gianni Schicchi. Han er godt i gang med den eksotiske fortælling om Turandot, da mere end 50 års rygning sætter gang i nogle halsproblemer som viser sig at være strubekræft.

Han dør under forfærdelige lidelser på en klinik i Belgien. Nogle få dage før skriver han til en ven at publikum har mistet sansen for melodi og kun vil have ulogisk musik uden følelser. ”Dette er slutningen for rigtig opera,” skriver han. Der findes nok en del mennesker som vil give ham ret. 

FB Share:
Antal: 0, Gennemsnit: 0
  1. Kommentar
  1. E-mail
  2. Navn
Fakta:
Link:
/Tivoli-maj-august-sommerklassisk-side-2018.356.aspx
Link:
/Nyhedsbreve-_
Link:
/Annoncer
Link:
/Tivoli-maj-august-sommerklassisk-side-2018.356.aspx

TILMELD NYHEDSBREV

newsletter-open-icon-grey

twitter
facebook
blog
intstagram

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.