Svar til Opsang: Flyt dig!
Under overskriften ”Flyt dig!" har Claus Johansen (CJ) et indlæg i decembernummeret som overordnet fokuserer på to ting: den manglende tilslutning til smalle koncertudbud, og så efterlyser CJ større krav fra ensemblernes side til deres publikum og omvendt.
Som Claus Johansen er jeg en stor ynder af fremmedartet, ikke umiddelbart gængs musik. I en anden boldgade er jeg en lige så stor tilhører til lødig kvartetmusik. Begge dele er det jeg blandt andet beskæftiger mig med som freelance anmelder for en mindre provinsavis, med samlet godt 150 anmeldelser om året.
CJs harme er fuldt forståelig, med kun 40 fremmødte til noget så herligt, men også så sjældent spillet som ragaer. Imidlertid er der umiddelbart to ting som skribenten ikke omtaler, nemlig 1) I hvilket omfang, hvis noget, var denne koncert på Nørrebro annonceret eller foromtalt i medierne? 2) man skal være opmærksom på at det københavnske koncertpublikum, med det omfattende udbud af rytmiske og klassiske koncerter der tilbydes det meste af året, tenderer mod at udvikle sig til at blive noget blaserte. Med andre ord: udbuddet er så stort at man kan vælge og vrage, måske med en overmættethed til følge? Modsat et for eksempel tysk eller engelsk publikum har koncertudbuddet ikke samme tiltrækningskraft for et dansk.
Det er min erfaring, både gennem verbale tidender og selvoplevet, at det i meget høj grad er ”Tordenskjolds soldater” der møder frem. Disse er dog – mig bekendt – ikke ignoranter hvad angår viden om de spillede værker. De samtaler, fortolker, kritiserer og roser, men før og efter koncerterne.
Publikummet til en seance med Den Sjællandske Strygekvartet - et udmærket kammerensemble for øvrigt - kalder CJ provokerende ”indspist”. Er man indspist, fordi man sætter pris på tolvtonemusik? Og som Claus Johansen så provokerende fortsætter: ”Danskerne kan nemlig ikke lide tolvtonemusik”. Nej, det kan være, men der er stor forskel på tolvtonemusikkens skabere, hvem der fortolker den, i hvilke rammer den præsenteres, osv. Dermed vil der nok alligevel være et publikum.
Det ironiske element der ligger mere eller mere implicit i indlægget, kan have en vis ræson, men samtidig ligger der en uudtalt opfordring til tvang i anden del af klummen. På hvilken måde skal publikum nu forholde sig kritisk - bogstaveligt ved at gribe ind i fortolkningen og belære fortolkerne om at de her skal anvende en anden frasering i en passage, at de der skulle have spillet mere legato…? Og præcis på hvilke(n) måde(r) er det de udøvende skal stille krav? Mig bekendt gør få det. Jeg har oplevet det med Lars Ulrik Mortensen i Østermarie Kirke, med et strygerensemble i Aa Kirke; det er ikke mange.
Omvendt er jeg fuldstændig enig med CJ i at publikum ofte sjofler de koncerter de møder op til: Irriterende hosten, uslukkede mobiltelefoner, unge par medbringer ukritisk små børn der selvfølgelig ikke kan være rolige gennem halvanden times koncentreret musikudøvelse, unødig applaus mellem satserne. Her kan ensemblerne venligt henstille, men dybest set er det publikum internt der må ”opdrage”.
