Støjsendere

Vores unge mennesker har ikke en idé om, at en radio kan være andet end en støjsender. De har ikke engang oplevet krigen, hvor tyskerne sendte hyletoner i æteren for at forhindre danskerne i at lytte til BBC, den relativt troværdige britiske radio. De lytter til P3 og andre popradioer og har vænnet sig til støjen - også den i baggrunden.

Der er ikke den store forskel på tyskernes og popradioernes udsendelser: lytterne skal anstrenge sig for at høre budskabet.

Anderledes er det med os gamle, der har hørt radioudsendelser, der fokuserer på det væsentlige; vi har hørt hele skuespil i Radioteateret og alle satserne i symfonier spillet til ende (og i den oprindelige besætning, vel at mærke!)

I dag er det anderledes. Selv det højt besungne klassiske P2 sender ikke engang en netop omtalt adagiosats til ende. Det er der ikke tid til, forklarer studieværten med mange overflødige sætninger for derefter at sende et meget ofte spillet kælent stykke af Satie: en gymnopædi, musikkens svar på børnelokkerens bolsjepose.

Det er meget uhyggeligt at se beboerne på det klassiske plejehjem begynde at pille ved høreapparaterne, hver gang stationens id-hyletone vælder ud i højttalerne. De tror høreapparaterne er fejlindstillet. Vi uden høreapparat ulejliges også af den høje frekvens af "DU LYTTER TIL P2 - HYYYL". Det er ubegribeligt, at studieværternes fagforening ikke kan få det stoppet. Det må være stressende og skadeligt for hørelsen. Lytterne tages der vel ingen hensyn til?

Studieværterne kan ikke rette op på det alene, for de må være ulykkelige over et DU LYTTER TIL" ødelægger alt det de har bygget op: ".... og vi skal nu høre Kirsten Flagstads gribende Liebestod - Du lytter til P2 .. hyyyl! - Senere bliver elskovsdøden (måske profetisk) afbrudt af, at der er en spøgelsesbilist på motorvejen mellem Kolding og Vejle. Men at vi også skal da høre det over hele Danmark - altså også på Bornholm - transmitteret over Aarsballesenderen! Det må da let kunne undgås takket være en begavet tekniker.

Det er desuden ligegyldigt for os med Alzheimers light at blive mindet om, hvilken station vi lytter til; radioen står på den samme kanal hele tiden. Og åndsfriske light klarer sig nok uden denne påmindelse hvert tiende minut. En venlig redaktør på P2 lovede for nogen tid siden, at henvende sig til mig i anledning af en nært forestående evaluering af programmet. Han må have glemt det, men jeg husker det - endnu da - og stiller fortsat gerne op.

Studieværterne har vist slet ingen indflydelse på hyppigheden af de mange Station ID-spots. Nogle gange trykker de måske bare på den forkerte knap, men ikke så mange gange. Kan vi dog ikke slippe for alle afbrydelserne og baggrundsmusikken, der strømmer ad libitum under interviewer og kulturprogrammer. Det er ren forstyrrende støj og kan sagtens spares i en krisetid.