Skal orkestermusikerne klappe?

Det har undret mig hver gang, jeg er til klassisk koncert (måske specielt torsdagskoncert), hvor forskelligt musikerne applauderer – for gælder det publikum, så er jeg meget sikker på, at der er alle med, og ve den, der sidder på hænderne, når alle omkring klapper som gale (og måske endda rejser sig spontant, som det de senere år er blevet vane).

Men musikerne - ok er det en ”stor” solist eller dirigent, så kan man godt se adskillige orkestermedlemmer, der klapper (dvs strygerne banker med buen på nodestativet), men de er bestemt ikke alle, der er med – fx har jeg vist nok aldrig set paukisten klappe – og så spørger jeg: er der regler for orkestermedlemmernes ”opførsel ” i så henseende? Må de helt selv vælge, om de vil klappe, og skal man så (som hvis det var blandt publikum) gå ud fra, at de, der ikke giver udtryk for begejstring ved at klappe, ikke synes om præstationen (subs. musikken)?

For vi kan jo alle sammen se, hvad de gør – og jeg har dog aldrig været ude for, at en solist eller en dirigent ikke bukkede (eller nejede), når klapsalverne bragede løs – det ville være særdeles højrøvet, hvis vedkommende ikke knækkede sammen på den ene eller den anden måde – men orkestermedlemmerne – bestemmer de selv, om de vil være med eller ej?

Svar fra Claus Johansen
Det kan vist siges meget kort, for der er ingen nedskrevne regler, men det kan også siges længere, for der er noget, man kunne kalde god skik. Første gang dirigenten viser sig på koncertaftenen rejser orkestret sig op, også hvis de ikke kan lide ham. Dermed viser de samme form for respekt, som børnene i skolen gjorde i gamle dage, når læreren kom ind i klassen: Ikke nødvendigvis kærlighed, blot respekt for personen og især for hans funktion. Så giver dirigenten hånd til koncertmesteren (førsteviolinernes anfører) ikke fordi de er særligt gode venner, men fordi han eller hun er repræsentant for alle de andre musikere, og i mange tilfælde udgør dirigentens vigtigste livline til virkeligheden. Fra da af rejser orkestret sig kun samlet op, hvis dirigenten giver signal til dem. Det gør han kun, hvis han ønkser, at de skal have del i bifaldet.

Mange (især udenlandske) dirigenter giver hånd til alle orkestrets koncertmestre og solospillere, når koncerten er færdig. Enkelte (ikke sjældent sydlandske) dirigenter kan finde på at forære deres blomsterbuket til et af orkestrets kvindelige medlemmer. Det er meget populært - også blandt publikum.

Musikerne rejser sig næsten aldrig for en evt. solist, men solisten skal huske at give hånd til koncertmesteren og dermed til hele orkestret, og når vedkommende er færdig med sin ofte meget krævende opgave er det almindeligt, at musikerne applauderer, også hvis det er gået mindre godt. Enhver musiker ved, hvor hårdt det er at udføre et soloparti. Men igen: Ingen regler. Da strygerne jo som regel har noget i begge hænder, er det lettere for dem at banke (diskret) på stativerne med buerne. Blæsere og slagtøj kan klappe, og gør det oftest diskret og afmålt, de sidder jo på en scene. Vores læsers observationer om at slagtøjsfolk m.fl. skulle klappe mindre, må bygge på tilfældigheder. Man skal dog være opmærksom på, at det ikke altid er de samme egenskaber, som kan begejstre en paukist og en cellist.

Er det en af de helt store solo-præstationer kan man opleve, at musikerne tramper eller gnider skosålerne mod gulvet (ret stilfærdigt). Egentlige bravoråb, pift mm kommer sjældent fra et symfoniorkester i en koncertsituation. Har orkestret været ovenud tilfreds med dirigenten, kan det hylde ham med en såkaldt touche (aftales gerne før koncerten) dvs, at koncertmestren rejser sig, og giver signal med sin bue, hvorefter orkestret under anførsel af trompeterne spiller en kort fanfare - ofte i D-dur. Det sker sjældent, for det er tegn på mere end respekt, det er tegn på taknemmelighed over et usædvanligt vellykket prøveforløb og en fremragende koncert (set fra orkestrets side, som ikke altid er den samme som publikums). Musikerne kan også vælge at blive siddende, selv om de "bliver rejst op" for at markere, at dirigenten har fortjent hele bifaldet. Alle dirigenter bliver klædeligt glade for den slags.

I de senere år er det i Danmark blevet skik, at de enkelte musikere giver deres sidemand hånden, og siger tak for i aften umiddelbart før de forlader scenen. Skikken stammer vistnok fra tyske orkestre, og bliver i disse år mere og mere almindelig hos os.