Sonning-prisen

Optakt ser tilbage på dengang prismodtageren Leonard Bernstein forvandlede både Carl Nielsen og Det kgl. Kapel, men også på mere tvivlsomme valg.

Af Claus Johansen

Léonie Sonnings musikfond er finansieret af en nu afdød boligspekulant. Da prisen fortrinsvis går til kunstnere som allerede har bevist deres værd, og kun sjældent kan betegnes som trængende, blev fru Sonning i visse kredse uelskværdigt omtalt som den omvendte Robin Hood. Der foreligger vist ingen dokumentation af at fru Sonnings lejere var særlig fattige, men det kan bevises at de fleste prismodtagere var rige og berømte længe inden musikfondens bestyrelse pegede dem ud.

Komponisterne
Man begyndte flot i 1959 med det 20. århundredes mest betydende komponist Stravinskij og fortsatte med hans kolleger Britten, Lutoslawsky, Sjostakovitj, Messiaen, Boulez, Ligeti, Gubaidulina og Kurtag indtil vi i år er nået til den estiske mørkemand Arvo Pärt. Sikre valg, men mærkeligt at man gennem 50 år har kunnet overse komponister fra verden uden for Europa. Tilfælde? Muligvis. Så var det nok også tilfældigt at man glemte de provokerende tyskere Henze og Stockhausen.

Sangerne
Rækken af store prismodtagende sangere er ikke lang. Bassen Boris Christoff og sopranen Birgit Nilsson fik anerkendelse af deres indsatser i Danmark. Sidste århundredes mest indflydelsesrige liedsanger Fischer-Dieskau modtog fortjent prisen i 1975. Den fornemme engelske alt Janet Baker og den ærlig talt ikke videre ophidsende wagnersangerinde Hildegard Behrens er sammen med den pæne oratoriesanger Peter Schreier også med på listen, men så er der heller ikke flere. Seks sangere på 50 år!
Operaboomet nåede vist aldrig frem til musikfondens alvorlige bestyrelse hvor der i øvrigt ikke sidder en eneste sanger. Det siger sig selv at end ikke en Sonningpris kunne lokke de virkelig store operastjerner til at spilde en uges tid i et hul som København. Men hvis man havde set bort fra dogmet om at de skulle være koryfæer for at komme i betragtning, kunne man nok have lokket dem til Danmark lidt tidligere i karrieren. Så havde vi måske hyldet Callas, Pavarotti, Freni, Sutherland, Bartoli og Domingo i de unge år hvor de var det værd, og havde brug for det. Men det havde jo krævet at man satsede i stedet for at læne sig op ad pladeselskabernes, anmeldernes og de internationale festivalers forudsigelige meninger om hvem der er i top netop nu.

Dirigenterne
Med dirigenterne ser det bedre ud. De helt store var umulige at lokke til byen for en pris der lå under deres almindelige honorar, så Karajan fik aldrig Sonnings Musikpris, det gjorde Abado, Muti og Carlos Kleiber heller ikke. Til gengæld lykkedes det faktisk at få Solti til København. Celibidache kvitterede i 1970 for sin pris med en koncert i Radiohuset hvor han med en kuriøs gang Strauss-valse og polkaer nærmest gjorde nar af både publikum og orkester. Rafael Kubelik dirigerede Brahms så tårerne strømmede i 1983, og Nikolaus Harnoncourt opførte en Haydn-opera som han alligevel var i gang med at indspille.
Men den Sonning-koncert de fleste husker, fandt sted i 1965 hvor en stadig ung overskudsfyldt Leonard Bernstein fik både Det kgl. Kapel og Carl Nielsens 3. Symfoni til at gløde. Her oplevede man hvor meget godt Sonning-fondens penge kan udrette. Kapellet blev aldrig det samme, det gjorde Carl Nielsens Espansiva heller ikke.

Den travle kalender
Fru Sonnings penge og æren har lokket mange af de store instrumentalister til Danmark: Strygerne Rostropovitj og Kremer hørte vi - men mærkeligt nok ikke violinisten Oistrakh. Stjernepianisterne Richter, Rubinstein, Schiff og Brendel kom, modtog og spillede vidunderligt, men vi fik aldrig genierne Michelangeli, Gilels og Horrowich.
Det forlyder at ikke alle siger ja tak til æren. At sætte en hel uge af til priskoncert, mesterklasser, middage, foredrag og interviews er mere end en verdensstjerne kan byde sin maneger. Det forlyder at pianisten Barenboim, som modtager prisen næste år, kun har mulighed for at blive få dage i København. Hans kalender kan ikke rumme mere.

Gamle hanelefanter
Drøftelserne på bestyrelsesmøderne er ikke offentlige, de må ellers være interessante. Bestyrelsesmedlemmerne bliver udpeget af DR, Tivoli, Det kgl. danske Musikkonservatorium og Det kongelige Teater og Kapel, suppleret af en juridisk sagkyndig og endnu en musikfaglig person. Det kan man da kalde københavneri. Man kan forestille sig en fascinerende magtkamp når de store institutioner via en Sonningkoncert kan sikre sig både penge, ære og opmærksomhed. Et bestyrelsesmedlem får en insiderviden der bestemt ikke er uinteressant. Adskillige står derfor i kø for at være med, og bestyrelsen har i en vis grad bestået af gamle københavnske hanelefanter. Med de sidste udskiftninger er gennemsnitsalderen heldigvis rykket en smule ned, nu mangler vi bare en ordentlig kønskvortering.

Den hjemlige liga
Det er svært at vide om bestyrelsen opfatter det som en national forpligtelse at hylde lokale kunstnere med jævne mellemrum, men det er som om man glemmer de tårnhøje krav når det handler om danske kandidater. At komponisten Per Nørgaard fik sin pris i 1996 var rimeligt og fortjent. Han er ikke en af Danmarks store, han er en af verdens største. I 1976 modtog dirigenten Mogens Wöldike prisen. Hyldest fortjente han for sin enorme indsats som musikpolitiker og kormand, men hørte han virkelig hjemme i samme liga som Kubelik, Celibidache, Solti og Bernstein? Noget tilsvarende skete da cembalisten og orkesterlederen Lars Ulrik Mortensen fik prisen i 2005. Som dirigent ærligt talt en katastrofe, som inspirator intelligent, lidenskabelig og medrivende. En stor musiker, men epokegørende og stilskabende som kollegerne Harnoncourt og Gardiner? Danskerne Mortensen, Wöldike og blokfløjtenisten Michala Petri fortjener i høj grad at blive hyldet med både kors, bånd og masser af penge. Men at anbringe dem i samme liga som Benjamin Britten, Igor Stravinsky og Daniel Barenboim er lidt synd for både dem og for prisen.

På jagt efter nye koryfæer
Sonnings musikpris bliver uddelt en gang om året. Næste års prismodtager er allerede på plads. Bestyrelsen har også besluttet hvem som skal have prisen 2010, men kortene bliver holdt tæt til kroppen. Snart går man i gang med at drøfte kandidater til 2011. Det er ikke noget let arbejde at finde den rette. Musikpersonligheder er der nok af, men når han eller hun er fundet, skal de jo være villige til at komme til Danmark med noget. De skal ikke bare holde koncert, men undervise, måske optræde sammen med danske kolleger og formidle deres kunst på andre planer. Vedkommende skal ikke bare være i eliten, men helst være en af de få som flytter grænser. Man leder kort sagt efter en person der ændrer verden. Så er der pludselig ikke så mange at vælge imellem.

Fondsbestyrelsen
Léonie Sonnings Musikfonds bestyrelse består af 6 medlemmer:

Steen Frederiksen,formand, tidligere kanalchef for Danmarks Radios P2musik og formand for Den europæiske radiounions musiksamarbejde.
Lars Grunth, bratschist, tidligere musikchef i Tivoli.
Thorsten Hoffmeyer, advokat (møderet for Højesteret)
Bine Bryndorf, organist. Professor på Det kgl. Danske Musikkonservatorium
Michael Schønwandt, dirigent. Det kgl. Teaters musikchef
Esben Tange, projektleder DR Musik

Læs om prismodtageren for 2011 og om Steen Frederiksens bog "Pris på musikken"