Sommermusik i Frederiksværk på 20. år
|
28-05-11 Overalt i Danmark er der mennesker med stor kærlighed til klassisk kammermusik som investerer en betydelig del af deres fritid på at fylde slotte, herregårde og kulturelle samlingssteder med musik sommeren igennem. Michael Dabelsteen er en af dem, og han kan i år byde velkommen til den 20. udgave af Frederiksværk Musikfestival – den 10. med ham som kunstnerisk leder. Nikolaj Znaider, Andreas Brantelid og Leipzig String Quartet er bare nogle af de berømte navne han har fået til at lægge vejen forbi Frederiksværk i løbet af juli måned. Taget på Gjethuset har mere end en gang været ved at lette når publikum begejstret tog imod et af de unge talenter som Michael Dabelsteen havde sikret sig til Frederiksværk Musikfestival. Beherskede reaktioner og stive former som mange forbinder med klassiske kammerkoncerter, er der ikke meget af her. Begejstringen skyldes selvfølgelig at Michael præsenterer de mest markante og engagerede musikere – ”de unge fænomener” som han kalder dem. Og det uhøjtidelige understreges både af at de traditionelle aftenkoncerter suppleres af de kortere og mere uformelle formater ”Friday five o’clock” og lørdagsmatinéer, og af de præsentationer som alle koncerter starter med. ”Programværterne Claus Johansen og Carsten Wiedemann er altid gode for et godt grin der varmer publikum op før musikken starter; De har sans for at blande fakta med sjove anekdoter og lidt historie som for eksempel sætter musikken ind i en samfundsmæssig sammenhæng,” siger Michael Dabelsteen. Fra kanonkugler til kultur Det udviklede sig hurtigt til en tradition med seks til otte koncerter hver sommer. Asger Lund Christiansens svigerdatter Charlotte Lund Christiansen overtog fem år senere hvervet som kunstnerisk leder af festivalen. Hun fortsatte hvor han slap, men åbnede også for et mindre koncertvant publikum og indførte blandt andet en serie lørdagsmatinéer som supplement til aftenkoncerterne. Det var kortere koncerter i udstillingsfløjen hvor folk kunne komme forbi uden at skulle købe billet og sidde stille i flere timer. En omfangsrig hobby ”Jeg var lidt nervøs, for jeg kunne godt se at det ville gøre et stort indhug i min fritid, men jeg slog altså til, og siden da har jeg båret rundt på mit festivalkontor overalt og måttet lære mig stress-management og kunsten at prioritere. Men det er så sjovt når det lykkes, og jeg har stadig ideer jeg har lyst til at prøve af,” siger Michael der i år tager hul på sit andet tiår. Unge danske talenter ”Her har vi stor glæde af vores kontakt med blandt andre professor Tim Frederiksen der underviser i kammermusik på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og violinisten Tutter Givskov som faktisk har været med i festivalkredsen alle årene, og stadig i en alder af 81 spiller i festivalorkestret,” fortæller Michael. I de senere år har Michael krydret festivalen med flere internationale navne. Sidste år var violinisten Julian Rachlin og cellisten Natalie Clein på besøg, og i år er det Leipzig String Quartet og Andreas Brantelids musikervenner fra henholdsvis Rusland, Sverige og Finland der er de udenlandske indslag. Selv glæder Michael sig også til at genhøre en af nyhederne fra sidste år, Carl Nielsen Kvintetten - som han synes er et yderst charmerende og livsbekræftende bekendtskab med stort teknisk og kammermusikalsk overskud - ligesom en af de usædvanlige ensemblekonstellationer man kan møde på lørdagsmatinéerne, accordeonduoen Duo Mythos. De vandt 1. prisen i dette års P2 Kammermusikkonkurrence. Men der er også Trio con Brio, Den Danske Strygekvartet med den karismatiske pianist Marianna Shirinyan, Trio Zoom, Diamant Ensemblet med mezzosopranen Andrea Pellegrini og ikke mindst vores internationalt berømte violinist, Nikolaj Znaider, akkompagneret af Robert Kulek. Friday Five O’clock ”Vi kalder serien ”Kammermusik uden grænser”, for her krydser musikken grænser med skuespil og kabaret. Vi prøver at servere et bredere repertoire med et glimt i øjet - ikke gøgl, for vi lægger stadig vægt på at holde et højt niveau - men noget der appellerer til lidt flere,” siger Michael. ”I år kommer vi rundt om Mozart og hans far – Historien om en mislykket rejse; Schumann og Langgaard i skæbneparløb, Brahms’ Zigeunerlieder og musik for fire celloer. Jeg er sikker på at det korte, tværgående og mindre højtidelige format er vejen frem når vi skal have fat i det yngre og knap så koncertvante publikum. Bare vi ikke går på kompromis med kvaliteten.”
Se hele programmet, og læs mere på frv-musik.dk
|
Marianna Shirinyan og Andreas Brantelid spillede Moritz Moszkowski: "Guitarre" i 2009 til publikums store begejstring. Hør nummeret her. I år spiller de to musikere igen i Frederiksværk, men ikke sammen.
Se hele programmet, og læs mere på frv-musik.dk
|
Send en kommentar til denne artikel
Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.







