Broderskabet
Foto: Omar Ingerslev
Natmandsforeningen
reklamerer ikke. En diskret rubrikannonce fortæller at der er ”møde” i
foreningen førstkommende tirsdag. Man samles om kammermusik, og det har
man gjort i 140 år. Optakt fik adgang til møde nr. 3371. Af Claus Johansen Vinteren hyler udenfor, men vi er ligeglade, for vi sidder tørt og varmt på arkitekttegnede træstole i Nationalmuseets festsal og hegnet ind og bevogtet af søjler fra barokken. De er marmorerede i skiftevis røde og sorte nuancer der giver tryghed og teaterstemning. Rammerne er vigtige, for begivenheden kalder på en blanding af noget hjemligt og noget større og mere festligt der gerne skulle løfte os lidt op over fornemmelsen af tirsdag. Jeg er med som gæst, de andre ca. hundrede tilhørere færdes mere hjemmevant under lysekronerne i det gamle københavnske palæ. Nogle af dem kommer her hver tirsdag vinteren igennem, andre dukker op lidt sjældnere. Man kommer som man er. Et blik ned langs min række afslører alt fra jakkesæt, slips og laksko til uld, fløjl, læder, dynejakke, cykelhjem og gummistøvler. Folk er kort sagt forskellige, men de er bundet sammen af en lidenskab som nok aldrig slipper dem: De elsker kammermusik. De er medlemmer af det broderskab som kaldes Natmandsforeningen. Det venlige fællesskab Da foreningen blev grundlagt i 1868 som et fristed for medlemmerne af Det kongelige Kapel, var professionelle musikere mænd. Foreningen blev derfor en mandeklub, og sådan en tradition laver man altså ikke bare om. Indtil for få år siden blev der røget tæt under møderne; nu går den jo ikke længere selv om mange af de fremmødte ser ud til at kunne nyde både det ene og det andet uden spor dårlig samvittighed. Deres samtaler forløber venligt og selvsikkert med mørke tydelige stemmer. Bifaldet er maskulint, kraftigt, velment og kort. Vi er i selskab med voksne, og gennemsnitsalderen er jo ikke påfaldende lav. Markante ansigter fortæller historier om levet liv med glæder, sorger og bunker af erfaringer. Stemningen er hyggelig og ikke det mindste loge-agtig. Ikke spor pinligt Bestyrelsen sidder på første række, mange af de andre har faste pladser. Klokken er halv ni, og nu dæmpes lyset. Den britiske Sorel Quartet skal spille strygekvartetter af Mozart og Sjostakovitj. De fire sympatiske og smilende gæster bliver mødt af et bragende bifald og begynder hyperopmærksomme på Mozarts Disonans-kvartet som er så avanceret at den lyder som moderne musik, indtil den besynderlige indledning går op i tempo. Den blomstrer op som den rene lyksalighed der midlertidigt afbrydes da en af Nationalmuseets spinkle, men arkitekttegnede stole bagerst i salen bryder sammen og sender en natmand baglæns i gulvet med et brag. Ulykken skyldes stolen og ikke ham. Musikerne, der er professionelle på den britiske måde, spiller urokkeligt videre, sidemanden skaffer lydløst en ny stol, mens to andre hjælper den stakkels mand op igen. Episoden er ikke spor pinlig, ingen vender sig om, alle følger nemlig musikken, det er jo derfor vi er her. Der bliver ikke engang hvisket undervejs, host forekommer knapt nok, koncentrationen er elektrisk, vi lytter til hver en tone, og folk ved hvad de skal høre efter. Anmelderfri zone Jeg kunne skrive længe om de engelske strygeres fornemme udførelse af Disonanskvartetten og endnu længere om Sjostakovitjs 4. strygekvartet. Men jeg nøjes med at fortælle at det var godt – rigtig godt - og stopper dermed karaktergivningen, for Natmandsforeningen er anmelderfri zone. Lige fra begyndelsen i 1868 har det været en forening hvor man ikke mødtes for at blive bedømt, men for sammen at glædes over al den dejlige kammermusik som findes. Der er gennem tiderne både blevet spillet i verdensklasse og musiceret famlende fra bladet, men det er slet ikke det det handler om. Det drejer sig om Kunsten med stort K og om samværet med ligesindede. Derfor hedder arrangementerne aldrig ”koncerter”, men ”møder”. Aftenens sammenkomst er møde nr. 3371. Højt niveau fra første tirsdag Da den karismatiske bøhmiske cellist Neruda i 1868 for første gang lokkede sine kapelkolleger til møde i en lejlighed i Holbergsgade, havde ingen drømt om at møderækken skulle fortsætte ind i det næste århundrede. Det gjorde den, og derefter fortsatte den videre ind i et nyt årtusinde. Intet tyder på at de ugentlige natmandsmøder vil stoppe foreløbig. De første møder var for musikere og deres allernærmeste venner. Der blev spillet sidst på aftenen når teatertjenesten var slut, der blev også spist smørrebrød og drukket øl og brændevin, det fungerede som en hyggelig klub. Men på de gamle opførelseslister (der stort set er bevaret for hvert eneste tirsdagsmøde gennem 140 år) kan vi se at programmerne også dengang var ambitiøse. Helt fra den første sæson blev der spillet store værker af Mozart, Spohr og Gade med Kapellets koncertmestre og soloblæsere, berømte folk der brugte deres fritid på at lave kammermusik sammen uden at få andet ud af det end glæden ved god musik. Ikke for pengenes skyld Meget godt kan siges om foreningen, men honorarerne har aldrig været store. Enhver klassisk musiker ved til gengæld at det er en ære at få lov at spille for natmændene. Her kan de unge prøve et ambitiøst program af inden en konkurrence eller før en turné – og de står i kø. Listen over berømtheder som har optrådt i foreningen, er en fortegnelse over alle som har været noget i dansk kammermusik gennem de sidste 140 år. Den nuværende medlemsliste kunne give anledning til en del namedropping, men det lader vi ligge og nøjes med at konstatere at Natmandsforeningen i dag har plads til både specialarbejdere, ambassadører, skolelærere og administrerende direktører. Ud over de ca. 200 medlemmer som kaldes ”passive”, er der omkring 60 aktive, dvs. udøvende musikere. Det er konservatorielærere, medlemmer af de store orkestre samt en række fremtrædende solister og kammermusikere. For tiden har foreningen tre æresmedlemmer: Cellisten Bløndal Bengtsson, violinisten Tutter Givskov og pianisten Elisabeth Westenholtz. De er velkomne til alle arrangementer og kan i øvrigt høres med jævne mellemrum ved foreningens møder. Natmandsnatmad Koncerten er forbi. Kvartetten kvitterer med et lille ekstranummer, og natmændene lusker ud i det vintermørke København. Vi har fået lov at deltage i næste akt som foregår i et sidelokale hvor der er dækket bord til de medvirkende, bestyrelsen og et par gæster. Sild først, senere lidt lunt og kaffe med småkager. Øl i store kander. Sådan har det altid været. Og formanden, professor Tim Frederiksen fra Det kgl. danske Musikkonservatorium, rejser sig som hans forgængere har gjort det i mere end 100 år, hæver sit (store) glas med brændevin og udbringer ikke en skål. Vi rejser os løfter vores (lige så store) glas og siger ingenting. Der står vi lidt, tænker på vores forgængere og på den gode musik vi har fået love at opleve. Så drikker Tim, vi drikker med, og ingen siger en lyd. Efter sigende bliver man smidt ud hvis man kommer til at sige ahhhhh! De udenlandske gæster kender reglerne og forholder sig derfor i ro. Alle sætter sig, og snakken går videre med anekdoter, lidt faglig diskussion og en masse almindelig hyggesnak. På et tidspunkt bliver de udenlandske gæster bedt om at gætte hvor mange gange aftenens to værker har været opført i foreningen. Det viser sig at Mozart-kvartetten i aften oplevede sin opførelse nr. 39. Den blev spillet første gang for natmændene den 29. januar 1873, og den har med jævne mellemrum stået på programmet og vist sin uopslidelighed gennem fem generationer, to verdenskrige, en kvindekamp, et ungdomsoprør og Murens fald. Sjostakovitj-kvartetten har vist kun været spillet en enkelt gang før, i oktober 1975. Ja, der kan man bare se, og så siger vi tak for endnu en dejlig aften. Natmaden varer ikke længe, det er kun tirsdag, og vi skulle jo gerne møde nogenlunde friske til prøve i morgen. Sådan har det været i 140 år, og sådan skulle det helst fortsætte. Det officielle navn er Kammermusikforeningen af 1868. Sæsonen går fra 1. oktober til 1. april. Møderne finder sted i Nationalmuseets festsal hver tirsdag 20.30. Der er normalt kun adgang for medlemmer. Kontingentet for passive er for tiden 800 kr. for 24 møder. Læs mere på www.natmanden.dk ”Natmandsfolket kaldtes tidligere, især i Jylland, de omstrejfende Mennesker, der som Tatere og Kæltringer stod uden for Samfundet. De ernærede sig ved Tiggeri, Keddelflikkeri eller Rakkerarbejde.” (Illustreret Dansk Konversationsleksikon, Kbh. 1935) Foreningens københavnske tilholdssteder siden1868: Holbergsgade 6, Hotel Phønix i Bredgade, Den gamle Frimurerloge i Kronprinsessegade, Standards festsal på Kongens Nytorv, Studentersamfundet på Bispetorvet, Studenterforeningen i Holbergsgade og senere på H.C. Andersens Boulevard, Industriforeningen på Vesterbrogade og fra 1940 Det kgl. danske Musikkonservatorium på H.C. Andersens Boulevard. For tiden holdes møderne i Nationalmuseets festsal. Hele foreningens historie og samtlige programmer fra de første 125 år kan studeres i ”Kammermusikforeningen i 125 år” redigeret og tilrettelagt af Kai Christensen og udgivet af Kammermusikforeningen af 1868 (kan skaffes af biblioteket). Den unge Carl Nielsen optrådte flere gange i Natmandsforeningen. Den 13. februar 1889 spillede han førstebratsch i sin egen G-dur kvintet. I november 1892 spillede han bratsch i en kvartet af Rubinstein og førsteviolin i Mozarts kvintet i C-dur. Han overværede senere adskillige af foreningens møder. I november 1922 spillede komponisten Paul Hindemith bratsch for natmændene i kvartetter af Sekles og Beethoven |
Send en kommentar til denne artikel
Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.
