|
Der bliver gjort ihærdige forsøg på at kaste den klassiske
musik ned i Århus Festuges smeltedigel. Noget med større held end
andet.
Af Klaus Møller-Jørgensen
OK
– noget af det har vi set før. En violinist og en organist der spiller
kirkekoncert med gamle rock’n roll-numre af The Doors og Procol Harum
på programmet. Og et lille operakompagni som med deres BaggårdsOpera
flytter den mest opstyltede og spektakulære af alle kunstformer ud af
parnasset og ind i byens baggårde. Men det er dog et udtryk for at der
til stadighed er nogle i miljøet som forsøger at bryde ud af den
klassiske musiks ghetto og tænke nyt i forhold til repertoire og
formidlingsformer. Ved tidligere festuger f.eks. en orgelprofessor der
spillede jazz, og en koncertpianist der spillede ved åen til en morsom
film.
Folkelighed og finkultur
Århus
Festuge er et godt sted at eksperimentere. Her sætter man en ære i at
det folkelige og det finkulturelle lever side om side, og i at fremvise
eksperimenterende dans og teater. Og måske de jazzede organister og de
syngende baggårdsoperatister alligevel har fået sat skub i noget større
- i hvert fald havde byens kulturelle flagskib, Musikhuset, i år
arrangeret en hybridkoncert mellem klassisk og hiphop: ”Rap-o-Fonia”.
Barok med projektioner
Allerede
tre dage inden den medieombruste Rap-o-Fonia-koncert i den nye
symfoniske sal var der imidlertid bud efter de nysgerrige i musikhusets
lille sal. Her opførte barokorkestret Ensemble Zimmermann samt Det
Jyske Vokalensemble en såkaldt semi-opera af Purcell: King Arthur. I
sin oprindelige form en opera med talt dialog og uden scenegang og
kulisser; i Ensemble Zimmermanns version med en gennemgående fortæller
som på dansk rullede historien ud for os; med en enkel scenografi til
sangerne, med skiftende malerier projiceret op på bagvæggen og med
skiftende lyssætning.
Ideen om at opføre værket på denne måde
opstod til dels ud af en stærkt begrænset økonomi, ensemblet har slet
ikke råd til større sceniske produktioner. Det var oprindelig
billedkunstneren Morten Skovmand der fik visionen om at inddrage
moderne teknologi og på denne måde bringe et nutidigt udtryk i spil
også (Skovmand har malet de 14 næsten helt abstrakte tableauer der blev
projiceret op på bagvæggen); men hele gruppen var derefter med til at
udvikle konceptet i detaljer, faktisk helt frem til premieren,
fortæller ensemblets leder, Lars Colding Wolf. Det var aldrig meningen
at lave en decideret barok-version af operaen, bortset fra at ensemblet
som altid spiller og synger som man gjorde det dengang, tilføjer
Colding Wolf.
Publikums reaktion efter opførelsen i Musikhuset
var stående bifald og krav om ekstranummer. Men også for musikerne og
sangerne har de i alt tre opførelser af King Arthur været en stor
oplevelse. Formen giver et særlig flow man sjældent oplever i
almindelig koncertsammenhæng; det hele integreres, alle mulige
parametre arbejder i samme retning, det store bliver større, det
indadvendte mere indadvendt osv. Om næste projekt af samme skuffe siger
Lars Colding Wolf at det måske bliver noget med at lave Johannes
Passionen med tekstmaskine og i det hele taget tættere på det som Bach
netop blev bebrejdet: at hans passioner var for teatralske og
operaagtige.
Mozart og mix
Torsdag aften
var det så hiphoppernes tur til at indtage scenen i den stadig ret nye
symfoniske sal som bryster sig af at have landets måske bedste lyd til
akustisk musik. Salen var blevet dæmpet ekstra til lejligheden, store
højttalersæt var placeret i hver side, i midten sad seks musikere fra
Århus Symfoniorkester samt en pianist, og foran hoppede og sprang og
rappede en række unge fra det stærke århusianske hiphopmiljø over
kendte stykker af bl.a. Vivaldi, Tjaikovskij, Mozart og Bizet.
Musikken
var udvalgt og arrangeret af DJ’en Lawand Shakur Othman der er
europamester i DJ, men også spiller klaver og læser noder.
Efterfølgende er den klassiske komponist Bo Gunge kommet med ind over,
bl.a. for at arrangere musikken for de syv klassiske musikere. Selve
musikken består af små bidder fra kendte klassiske stykker som bliver
udsat for hiphoppens rytmer og arrangementer. Musikken blev spillet
live af de syv musikere og med rapperne hurtigt-snakkende hen over med
egne tekster og mixet undervejs, dels med DJ’ens scratsch på
grammofonplader, dels med forud indspillede lydspor med beats og
elektroniske lyde.
Nye målgrupper
Ideen
opstod oprindeligt hos Musikhusets direktør, Henrik Hjort, som gerne
ville introducere Musikhusets brede virke for forskellige målgrupper;
bl.a. ved at introducere hiphop for husets mange klassiske gæster, men
i høj grad også for at involvere grupper fra vestbyen eller andre
steder som ikke kommer så meget i musikhuset. Huset er kendt for
klassisk musik, opera, store folkelige forestillinger samt teater og
dans. Men ikke nødvendigvis for det der sikrer at nye målgrupper kommer
ind.
Komponisten Bo Gunge ser det også meget som et pædagogisk
projekt. Som nu også er gået hen og blevet en stor medieting, med
voldsom omtale, totalt udsolgt og en hurtigt foranstaltet
ekstrakoncert. Han er langt fra sikker på at de to musikformer for
alvor har noget at give hinanden, der er først og fremmest tale om et
kæmpe clash mellem to meget forskellige tilgange til musik.
Det interessante clash
Men
det kan også være interessant. Og Gunge kender det klassiske miljø som
noget af det mest konservative der findes inden for kunstverdenen,
ingen tør tænke nyt, hverken komponister, musikere, publikum,
skribenter eller anmeldere. Så når telefonen ringer med et tilbud om at
være med til sådan noget, og når det foregår på et professionelt
niveau, så tænker Gunge: Ja, det her skal bare laves! Man når en masse
nye lyttere ad denne vej, måske også til Gunges helt egen musik, og man
får rusket godt op i alt støvet. Og så kunne der jo faktisk også opstå
noget rigtig interessant musik af mødet; Bo Gunge mener selv at i hvert
fald nogle af arrangementerne er ganske vellykkede, her lykkes det
faktisk at kombinere de elektroniske lyde og beats med instrumenternes
akustiske klang på ganske spændende vis.
|
|
