Amok i barok

04-06-11

Det starter sankthansaften med en legende og overraskende udgave af Vivaldis årstider; så er der Bach, Charpentier, Telemann, Leclair og Dowland med flere; til sidst igen Vivaldi, nu med kor. Tager man alle otte koncerter i festivalen Midsommerbarok med, så kommer man godt rundt om barokken i Europa – med cembalisten Allan Rasmussen, blokfløjtenisten Bolette Roed og andre fremragende musikere fra flere europæiske lande som guide.

Det er kærligheden til barokmusikken der driver værket for de tre initiativtagere til festivalen Midsommerbarok: Organist og cembalist Allan Rasmussen, blokfløjtenist Bolette Roed og sognepræst i Frederiksberg Kirke Michael Hemmingsen. I år er det tredje gang de planlægger en koncertrække med perler fra det store barokkatalog, i tæt samarbejde med Aureliusz Goliński, lederen af det polske barokensemble Arte dei Suonatori.

”Det er et helt fantastisk orkester. Vi har samarbejdet med dem nogle år og blandt andet deltaget i deres festivaler flere gange, så Midsommerbarok er også en anledning til at præsentere dem for et dansk publikum,” siger Bolette Roed.

Aureliusz Goliński underviser i øvrigt også i barokviolin på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Årstiderne med overraskelser
Vivaldis Fire Årstider er en gammel, men højt elsket traver. Fire koncerter for soloviolin som sætter musikalske billeder på det vi altid snakker om, vejret.

Sankthansaften vil vejret forhåbentlig vise sig at blive varmt og tørt, og mange københavnere vil sikkert tage i Frederiksberg Have for at fejre midsommeren. Efter bålet kan man lægge vejen forbi Frederiksberg Kirke og for den beskedne sum af 50 kroner høre de berømte Årstider i en udgave hvor violinen (Rune Tonsgaard Sørensen) af og til overlader førertrøjen til blokfløjten (Bolette Roed), og Trio Alpha til sidst giver det hele et rytmisk twist.

Efter denne festlige indledningskoncert kan man fordybe sig i en hel masse barokværker for orkester, solister og kor. Man kan blandt andet møde Theatre of Voices dirigeret af Paul Hillier, og til slut vil et særligt festivalkor, sammensat af Allan Rasmussen til lejligheden, fremføre Vivaldis Gloria i D-dur.

Italiensk for ører og gane
Det er en tradition at en af koncerterne i Midsommerbarok skal byde på andet end musik.

”Det første år havde vi Bachs Kaffekantate på programmet netop på kirkens fødselsdag, og så var det jo oplagt at servere den sammen med kaffe og kage i menighedshusets festsal,” fortæller Bolette. ”Næste år havde vi så fransk tema, og i år er der italiensk aften søndag den 26. juni hvor man ikke bare kan høre tidlig italiensk barokmusik med sang og lut, men også smage italienske delikatesser.”

Nyt spillested
Midsommerbarok centrerer sig om Frederiksberg Kirke, men arrangørerne har i år også inddraget riddersalen og kirken på Frederiksberg Slot. Det er fine koncertrum, men her er ikke helt så god plads som i Frederiksberg Kirke, så det kan være en god ide at reservere billet i forvejen på Frederiksberg Kirkes kontor fra 14. juni.

Der kan desuden bestilles billetter ved at sende en mail til  bolette@boletteroed.com.

Heri skal blot angives hvilken koncert og hvor mange billetter der ønskes, samt et navn billetterne skal lægges til. Så lægger vi dem til side, og man vil få dem ved at oplyse navnet og blot betale direkte ved koncertindgangen til den pågældende koncert.

Billetterne skal afhentes senest 15 min. før koncertstart. Derefter vil de ikke længere være reserverede til pågældende.

Billetter kan også købes ved indgangen en time før koncerterne.

Bookmark and Share

midsommerbarok.dk

 

Arte dei Suonatoris udgave af ”Sommeren”, 1. sats med Dan Laurin på blokfløjte:

 

Send en kommentar til denne artikel

Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.

*Navn:
*E-mail:
*Kommentaren gælder artiklen:
*Kommentarfelt:
Beklager, denne CAPTCHA er ikke mulig for syns hæmmede.
 

RABATTILBUD