Kirkemusikalsk fest i maj

10-05-11

Til sommer afslutter Philip Aggesen sin kandidatuddannelse i kirkemusik ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Som afgangsprojekt har han arrangeret seks koncerter hvor de bedste danske organister viser noget af alt det spændende kirkemusik der er skrevet siden 1900 i Danmark. ”Kom og hør orglet fortælle historier. Det bliver en udfordrende, spændende og betagende musikalsk oplevelse,” lover han. Festivalen NEWDANISHCHURCHMUSIC løber af stabelen 27. – 29. maj.

Som organist ansat i en kirke er man ikke bare ansvarlig for musikken til gudstjenester, man er også koncertarrangør og i det hele taget med til at præge lokalsamfundets kulturliv. Så det er ikke nok at være en god musiker, man skal også kunne sammensætte koncertprogrammer, søge penge og markedsføre koncerterne.

Philip Aggesen glæder sig til han skal ud og have sådan et job som ”fuldtidsmusiker”, som han siger. Og han har taget forskud på glæderne ved at kaste sig ud i et ambitiøst kandidatprojekt: at arrangere en hel festival for dansk kirkemusik skrevet efter 1900.

”Jeg ville simpelthen lære mig håndværket, og samtidig rigtig gerne gøre opmærksom på al den dejlige musik der er skrevet for orgel, solo eller i samspil med andre instrumenter,” siger han.

Førsteklasses musikere
Det første Philip gjorde, var at ringe til seks af de bedste organister i Danmark - uden at vide om han overhovedet kunne skaffe penge til at betale dem.

”Jeg overvejede om jeg skulle prøve at få en udenlandsk solist, men syntes alligevel at når det var dansk musik jeg ville præsentere, så skulle solisterne også være danske,” siger Philip. ”Og det er bare fantastisk at de alle sammen sagde ja.”

Organisterne fik selv lov at bestemme hvad de ville spille, lige bortset fra et enkelt benspænd: Kun musik skrevet efter år 1900, og ingen overlap mellem de seks koncerter.

Tyst orgelmusik
Til gengæld har Philip selv sørget for et overlap. Han bestilte nemlig et værk hos organist og komponist Morten Ladehoff. Stykket hedder Touch og det skal spilles ved alle koncerterne, både for at give publikum genkendelsens glæde – hvis de, som Philip håber, kommer til mere end en koncert – og for at vise hvor forskelligt det kan lyde på de tre orgler der indgår i festivalen.

”Orglet er på en måde et ”dødt” instrument. Lyden kommer når luften mekanisk ledes ind gennem piberne, så man har ikke nogen motoriske virkemidler når man spiller på det. Mortens stykke tager fat i de lyde der kommer ved organistens egen kraft, og det giver en sjov og meget anderledes oplevelse af instrumentet,” fortæller Philip.

En ørenåbner
Nok er det en organisteksamen Philip afslutter med denne festival, men når dagen oprinder, vil han selv sidde på kirkebænken og nyde musikken sammen med publikum som han forhåbentlig har fået trukket ind via plakater, annoncer, hjemmeside og ikke mindst sociale medier.

Philip har selv stået for design og markedsføring og udgiver i øvrigt også en festivalfolder med komponistbiografier og tekster om de medvirkende organister og de tre orgler. Den kan købes for 30 kr.

Derudover er der gratis adgang til de seks koncerter fordelt over tre dage - pengene kommer fra Aarhus Kommune, Augustinus Fonden, Aarhuus Stiftstidendes Fond, Frobenius Fonden og DOKS’ Gramex midler.

Tag det hele med!
Og hvorfor er det så lige at man skal lægge vejen forbi Aarhus Domkirke, Vor Frue Kirke og Sankt Pauls Kirke den 27., 28. og 29. maj? Philip tøver ikke med svaret:

”Det bliver en spændende, udfordrende og betagende musikalsk oplevelse. Man skal komme for at høre noget fantastisk musik som man sikkert ikke kender på forhånd, spillet af de syv fremragende musikere, Flemming Dreisig, Jakob Lorentzen med basunist Jesper Juul, Kristian Krogsøe, Christian Præstholm, Ulrik Spang-Hanssen og Hanne Kuhlmann. Orglet kan lyde så forskelligt, det rummer hele orkestret og kan spille berusende kraftfuldt eller i helt svage nuancer. Ved festivalen får man hele paletten med.”

Bliver kirkemusikfestivalen en tilbagevendende begivenhed?
”Nu må vi se, det er slet ikke umuligt. Men først om to år, og så måske med mere vægt på den danske vokalmusik. Det kunne være spændende at få skrevet et helt nyt korværk til sådan en lejlighed,” siger Philip og haster videre.

Der er endnu mange praktiske opgaver at løse før den første udgave af NEWDANISHCHURCHMUSIC er en realitet.

 

Se program, køb koncertfolder, og læs mere om festivalen på www.newdanish.dk

Bookmark and Share


 

Se program, køb koncertfolder, og læs mere om festivalen på www.newdanish.dk

Send en kommentar til denne artikel

Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.

 
*Navn:
 
*E-mail:
 
*Kommentaren gælder artiklen:
 
*Kommentarfelt: