Verdens bedste musikfestival?

I en lille schweizisk alpeby mødes store stjerner og unge talenter til en festival, der både er vild luksus og helt afslappet. Optakts Jens Cornelius var til Verbier Festival i 2008.

30/7: En enlig dansker
Der høres mange sprog på gaden i Verbier, men ikke dansk. Tidligere har Nikolaj Znaider, Michala Petri og Lars Hannibal optrådt her, men de er her ikke i år. Ud over Deres udsendte er her vist kun én anden: Christine Christensen, 25-årig dansk cellist fra Hillerød, som man kan finde i festivalorkestrets cellogruppe. Jeg fanger hende over en kop morgenkaffe, inden hun styrter af sted til dagens første prøve.
"Orkestret er det bedste, jeg nogensinde har spillet i. Og det er fantastisk godt at have Verbier Festivalen på sit cv. Desuden får man samlet et stort netværk af at være her, og jeg kan være sammen med min amerikanske kæreste, som også spiller i orkestret."

Hvis du ikke har hørt om Christine, selv om hun er god, så er det fordi hun har boet i USA siden hun var 18.
"Jeg startede med at spille i Hillerød Musikskole. Så blev jeg elev af Asger Lund Christiansen da jeg var 12 - ham elskede jeg, han var som en bedstefar for mig. Jeg sprang gymnasiet over og begyndte på konservatoriet i København, da jeg var 15. Da jeg var 18 mødte jeg cellisten Zara Nelsova ved en masterclass, og hun opfordrede mig til at komme til USA og studere hos hende.
Nu er jeg blevet færdig med min uddannelse. Jeg vil være orkestermusiker i et internationalt orkester, helst i USA. Her er der et højt niveau og mange muligheder. Men det er en hård business! Man må virkelig arbejde for sin sag, men jeg lader mig aldrig slå ud, og det har været et stort privilegium at opleve alt det, jeg har oplevet. For tiden er jeg assistent hos Metropolitan Operaens orkester, og jeg vil prøve at få en plads i New York Filharmonikerne."

Christine er kun hjemme i Danmark to gange om året - sommer og jul. Så nyder hun at kunne gå tur i skoven, men synes ellers det er svært for hende at vende hjem. "Jeg er stolt over at være dansker, men jeg følger mig faktisk ikke hjemme i Danmark længere. Det er lidt trist. Om natten er der så stille, at jeg næsten ikke kan falde i søvn."

29/7: I dag er det Maiskys fødselsdag
Hvis der en person, der er uundgåelig i Verbier, så er det cellisten Mischa Maisky. Han har været med alle 15 somre, og han har sin familie med på slæb. Den består for tiden af en voksen søn og datter, der begge er musikere, og en 3-årig dreng, som han har fået med sin nye unge kone Evelyn. I januar fyldte Maisky 60, og i aften fik han sin forsinkede fødselsdagskoncert i Verbier. "Carte Blanche Mischa Maisky" hed den, for han måtte bestemme hele indholdet selv.

Det blev helt i Maiskys og Verbiers ånd en gigantisk komsammen - med Maisky i centrum non stop. Børn, venner, kolleger og elever supplerede ham på skift på scenen. Mest celebert den trofaste veninde, pianisten Martha Argerich, og mest originalt den russiske komponist Rodion Sjtjedrin, der fløj ind for at akkompagnere Maisky i en ny uropførelse.
Koncertens første halvdel varede halvanden time. Anden halvdel en time til. Den sluttede med Haydns Cellokoncert i C-dur, som Maisky dirigerede med skuldrene, med buen, med sit håndklæde eller hvad der nu lod sig gøre mens han spillede. Bag scenen tømte han den ene flaske vand efter den anden mellem fremkaldelserne. Krammede kone, børn og venner, skiftede tøj, løb rundt for at lave de sidste aftaler, drak mere vand, tørrede ansigtet med endnu et håndklæde. Aftenens musikalske rus havde et jerngreb om ham.

Koncerten varede fra kl. 19 til 22. Fraregnet pausen var det to en halv times cellomusik, hvor fødselaren spillede for fuld udblæsning i hvert eneste minut. For meget af det gode findes ikke for Mischa Maisky, hverken i kvantitet eller kvalitet. Det vil altid være bedre at spille mere og vildere, kraftigere, smukkere, hurtigere. Maisky befinder sig et sted, hvor diskussionen om god smag eller ej er ganske ligegyldig.  

29/7: Det lysner i øst
Også indenfor den klassiske branche gælder det om at komme først med det nyeste. Hvert år præsenterer man derfor i Verbier en række helt unge talenter, der står ved dørtrinnet til det store gennembrud. I år er den yngste den 13-årige pianist Conrad Tao, søn af kinesere der har slået sig ned i USA. Han er en lille fyr med jakkesæt og briller. Har optrådt siden han var 4 og er også komponist og violinist.
Hans koncert i Verbiers kirke var mærkelig. Programmet var for voksne - Beethovens Waldstein-sonate, Liszts Rapsodi espagnole og nye, voldsomme værker af amerikaneren John Corigliano og af Tao selv. Ikke en finger blev sat forkert, alt var totalt kontrolleret og helt igennem rigtigt. Der var bare ingen musik i det. Conrad Tao viste ingen som helst personlighed eller nogen form for indsigt, der kunne måle sig med indholdet af de værker han spillede. Hvorfor skulle et barn også have noget at fortælle med Waldstein-sonaten? Den idé er ikke naturlig.

Her til formiddag spillede så næste kineser, 20-årige Yuja Wang. Hendes tændstiktynde arme varslede ilde for det ekstreme program, hun havde sat sig for: Etuder af Ligeti, Liszts h-mol sonate, en sonate af Skrjabin og forskellige virtuose transkriptioner. Men det viste sig, at hun har det hele: Styrke, poesi, farver, mod. Samt en teknik, der nærmest må kaldes perverst god. Hun afsluttede med Ravels sjældent hørte klaverudgave af tonedigtet La Valse, og det var en opvisning jeg faktisk aldrig har oplevet magen til.
Yuja Wang har det der skal til for at vokse som musiker gennem mange år. Hun bliver den næste store kinesiske pianist efter Lang Lang og Yundi Li, der ikke bare er verdensstjerner, men også motorer for det klassiske boom i Asien, som er ved at løbe med hele den europæiske kulturarv.

Se mere på www.conradtao.com og www.yujawang.com. Der er klip med dem begge på www.youtube.com.

28/7: Verdensorkestret
Der er 100 medlemmer af Verbier Festivalens Symfoniorkester. De udgør en særlig - og meget bekostelig - del af hele festival-affæren.
Musikerne er alle under 30 år, og de har klaret optagelsesprøver i mange forskellige lande, før de kom her. Til gengæld får de seks ugers ophold i Verbier: Først tre uger, hvor de indstuderer værker og får undervisning af koncertmestrene fra New Yorks Metropolitan Operaorkester. Derefter de tre uger med selve festivalen, hvor orkestret spiller koncert hver 3.-4. dag. Det er festivalens ambition, at orkestret skal være verdens førende af sin art. For mange af musikerne er træningslejren i Verbier et stop på vejen mod en fast stilling i et orkester på internationalt niveau.

Til symfonikoncerterne får orkestret besøg af nogle af verdens største dirigenter. I år bl.a. Manfred Honeck og Valerij Gergjev, andre år har Esa-Pekka Salonen, Lorin Maazel og Kurt Masur været her. I aften var det den spanske grandseigneur Rafael Frühbeck de Burgos, som var på podiet. En ældre mand med store manerer og gamle dyder. Han skabte stor jubel, da han gik på scenen i smokingbukser og en mildt sagt løsthængende, blomstret skjorte. Ung med de unge?

Musikerne har nu spillet sammen i fem uger og fungerer som en enhed. Der er fremragende soloblæsere og team spirit, men en tendens til anonymitet i det store strygerkorps. De unge ansigter er en fascinerende blanding af etniciteter, og ikke mindst har de en noget anden opmærksomhed mod maestro, end man oplever hos et almindeligt orkester. Måske er det disse 100 par øjne, konstant rettet mod hovedpersonen med taktstokken, der sørger for at Verbier festivalen hvert år har så store kanoner på plakaten. Rafael Frühbeck de Burgos kvitterede bl.a. med en overlegen og dejligt gammeldags opførelse af Rimskij-Korsakovs Sheherazade.

28/7: Venner og mæcener
Der er ingen dresscode for publikum i Verbier, selv om programmet er nok så celebert. Blandt herrerne er en krøllet sommerskjorte aldeles gangbar og meget anvendt. Excentrikere er også velkomne og ses i stråhatte og knickers.

Det betyder nu ikke, at der ikke er penge i byen. Gæsterne kan måle sig selv på den skala, der bruges når man hverver nye medlemmer til festivalens venneforening.
For 700 kr. bliver man "Medlem" i et år, og får dermed bl.a. lov til at drikke sit glas champagne i venneforeningens separate bar i koncertpauserne. For 2.200 kr. bliver man en officel "Ven", og det giver adgang til at købe koncertbilletterne to uger før de ellers sættes til salg. Vil man være "Støtte" koster det 5.000 og udløser de førnævnte fordele samt en beskeden rabat på billetprisen. For 9.000 kr kan man blive "Associeret" og få adgang til de spændende nachspiel efter koncerterne. At være "Kompagnon" koster 20.000 kr. Så er man i den tunge klasse, hvor der vanker fribilletter. En "Velgører" betaler 50.000 kr. om året og får til gengæld et partoutkort samt alle de fordele, de billigere støtteordninger medfører. Øverst i hierarkiet finder man titlen "Mæcen", der koster 90.000 kr. Det udløser to partoutkort samt alt det øvrige.

Udover penge samler venneforeningen også på alpehytter, de såkaldte Chalet'er. Låner man sit Chalet ud som bolig til en musiker under festivalen, er man lige så højt på rangstigen som en "Associeret". Det samme hvis man lægger hus og føde til en omgang natmad for festivalens solister. Det er en meget populær støtteordning og afsluttes med et gruppefoto af de kendte gæster, der bliver værtens til arv og eje.

27/7: Fest i teltet
De største koncerter i Verbier afholdes i et telt. Ikke et almindeligt festtelt - dette her tager syv dage at stille op og kan rumme et podium med 1.500 publikummer. Det er et stemningsfuldt, men ikke ideelt koncertrum. Passerer der en regnbyge henover dalen, giver det en lyd inde i teltet, som fløj der tusindvis af baskende flagermus rundt. Svage passager i musikken bliver fuldstændigt overdøvet.

Men der er nu en festlig stemning på teltpladsen, når aftenens store koncert kl. 19 nærmer sig. Festivalens kendte musikere besøger hinandens koncerter, og de mange berømtheder på rækkerne gør teltkoncerterne til musikkens svar på Cirkusrevyens premiere. Blandt publikum i aften sås cellisten Lynn Harrell, pianisten Nicholas Angelich og mezzosopranen Angelika Kirchschlager (i højt humør og med verdens flotteste ægte krøller). Imens sørgede festivalens leder Martin Engström for at hygge om sponsorerne.

Programmet var en af de spændende sammenrends-programmer, "Rencontres inédites", hvor store solister spiller sammen for en aften. Og på trods af en passerende regnbyge på teltdugen var det en ren fest at høre dette møde, der havde violinisten Julian Rachlin i spidsen. Rachlin ligner mere og mere violinisternes svar på Daniel Barenboim, en samlende og altædende musiker, der ikke render af pladsen som visse andre af hans generation. På andenviolin var briternes elskede darling Nicola Benedetti og ved klaveret polske Piotr Anderszewski, simpelthen en af verdens skarpeste pianister. En stor fornøjelse at høre Schumanns sprudlende og åndfulde Klaverkvintet spillet af så generøse og samarbejdsvillige musikere. Festival når det er mest stimulerende.

27/7: Passione! Passione!
En af musikkens hemmelige godfathers er den russiske violinpædagog Zakhar Bron. Han har været lærer for verdensstjernerne Maxim Vengerov og Vadim Repin og opsøges derfor af folk fra hele verden, der drømmer om at blive som dem.

Hver sommer står han desuden i en alperestaurant i Verbier og holder masterclass for en håndfuld af festivalens nøje udvalgte talenter. Deres møde med Bron er voldsomt. Der er en verden til forskel på den spinkle amerikansk-japanske Arianna og den vulkanske russer med de buskede bakkenbarter. Alt kan hun gøre bedre, åbenbart. Zakhar Bron bruger hele lektionen på to takter af den gamle slager Zigeunerweisen og retter bueføring, vibrato, frasering og klang. Ingen tvivl om hvem der er mest sigøjner af de to.

Sproget er engelsk-tysk - med mere. "Passione! Passione!", råber han. "Bring super effect!". Zakhar Bron kigger rundt i lokalet for at finde opbakning til sin kritik hos publikum. Vi nikker og han nikker. Pigen med violinen er standhaftig, selv om gulvtæppet under hendes uddannelse bliver trukket helt væk på bare en halv time.

26/7: Blind date
Så er Deres udsendte på plads mellem alpetoppene. 1522 stejle meter over havet, nok til at almindelig gang pludselig bliver ret ineffektiv og at øjnene har det med at føles underligt løst placerede i kraniet.

Kl. 20 var der koncert i Verbiers moderne kirkesal. Et meget umage møde mellem tre af festivalens hovedgæster. På cello den nu 60-årige livskunstner Mischa Maisky, i en sky af grå krøller når hans karakteristiske, forcerede sovjet-spillestil sætter hele kroppen i bevægelse. På violin hans modsætning, unge franske Renaud Capucon, der er som snydt ud af næsen på en nydelig filmhelt fra 1950'erne, altid ryggen rank og pæn tone. Ved flyglet den tyrkiske mystiker Fazil Say i druidejakke, t-shirt og Beatleshår. Krumbøjet og med heftig rytmisk attak som en jazzmusiker.

Det vil ikke være rimeligt at sige, at de tre fandt hinanden i Sjostakovitjs store Klavertrio i d-mol. Den franske violin blev skubbet helt hen til sit kritiske punkt for belastning, men Maisky var i fin form og Fazil Say tryllede de særeste klange frem, snart af guitar, snart af synthesizer. Scherzoen var så hidsig, at der ikke bare blev mumlet i salen, men simpelthen snakket løs af forundring.
Ikke et ensemble med fremtiden for sig, altså, men et af de skæve møder, Verbier er så fuld af. Halvanden time senere så jeg Fazil Say i orange cowboybukser slingre rundt på hovedgaden uden helt at vide hvad der var op og ned på bjerget. Alene - efter en blind date med publikum på.

25/7: Stjernevejen
Verbier Festivalens program er en kavalkade over den klassiske musiks stjernenavne. Både de gamle og nye og dem midt i mellem. Der plejer dog at være en særlig god mængde af dem, der lige er slået igennem på verdensplan. De hotte nye navne. At deltage i Verbier bliver på den måde en slags svendebrev til topklassen.

I går sang den canadiske sopran med det umulige navn Measha Brueggergosman. Take it or leave it, det er et navn man er nødt til at lære. Nyklippet og med en flaske kildevand ved hånden sang hun uddrag af Alban Bergs opera Wozzeck. Hendes intensitet og kærlighed til det 20. århundredes musik er en gave til musiklivet. Oplev det selv på www.medici.tv, og tag den fancy skærm-grafik ganske roligt. Bag det finder man efterhånden frem til et rent skærmbillede med fremragende fotografering.

I aften står festivalen ved et dilemma, for hovednavnet Maxim Vengerov - en af verdens største violinister - meddelte tidligere på sommeren, at han ikke vil spille violin længere. I en alder af 33 år trænger han til en pause (men han har også optrådt siden han var 5). I stedet vil han dirigere. Der er bare ikke brug for en dirigent til det program af kammerværker, Vengerov skulle have spillet. Så helt i Verbier Festivalens ånd har man lavet en mellemting, hvor Vengerov får lov til at dirigere festivalorkestret i Tjajkovskijs Strygerserenade, mens hans kammervenner må klare sig selv. Veteranen Salvatore Accardo og den unge nordmand Henning Kraggerud overtager de violinstemmer, Vengerov skulle have spillet i programmets øvrige værker. Ingen skår i den aften, så alle er glade. En rigtig Verbier-event.