Radiohus vil prøve noget nyt
![]() Foto: Omar Ingerslev
Efter
sommerferien 2008 ryster det gamle radiohus byggestøvet af sig og
genopstår som Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. "Det skal være et
hus med aktiviteter dagen lang, og et hus der tør prøve noget nyt,"
siger Per Erik Veng, der er startet som arrangementschef. "Vores mål er først og fremmest at give de studerende inspiration og mulighed for at udvikle sig," siger Per Erik Veng. Han skridter hjemmevant gennem foyeren og koncertsalen der endnu huser DR Radiosymfoniorkestrets koncerter, men i dag ligger stille hen.
"Alt er visioner endnu. Men jeg mener at vi skal sætte gang i noget
helt nyt: Vi kan arrangere foredrag med musikpersonligheder. Holde
debatmøder. Spille musik der passer ind i temaet for historiefestivalen
Golden Days. Bruge huset til teaterforestillinger - være et musikalsk
og aktivitetsmæssigt kraftcenter der gør en forskel i regionen."
"Det her bliver en imponerende hall," forklarer Per Erik Veng og
famler uden held efter en lyskontakt. Lige nu går der en midlertidig
væg midt gennem hallen for at afskærme de fredede koncertsale fra
byggeriet.
"'Auditoriet' bliver en lille black box med plads til 80 mennesker,
perfekt til små ensembler," forklarer Per Erik Veng og udstikker salens
placering inde bag den midlertidige væg. Der er desuden en
slagtøjsscene og en orgelsal på vej. Og en kantinescene som Per Erik
Veng forestiller sig især skal rumme de studerendes egne initiativer.
"Her bliver mange flere muligheder for at arrangere koncerter og vise
hvad vi kan end i konservatoriets nuværende bygninger," siger han. "For konservatoriet repræsenterer jeg 'virkeligheden' gennem min erfaring - og jeg trækker allerede på mit danske og udenlandske netværk," siger arrangementschefen. Det er hans ambition at huset skal brande sig gennem højt aktivitets- og kvalitetsniveau og en masse samarbejder. Et samarbejde med Sjællands Symfoniorkester er allerede ved at være en realitet. Fra 2009 er det planen at orkestret spiller deres vintersæson i huset. Blandt de nye muligheder det kan give, er koncertsamarbejde mellem konservatorieorkestret og 'Sjællænderne' og muligheden for at holde masterclasses med orkestrets solister. Det er også håbet at Sjællands Symfoniorkester vil blive involveret i konservatoriets festival for ny musik, Pulsar, hvor der blandt andet bliver spillet musik af komponiststuderende. "Det skal være hovedstadens vigtigste ny musik-festival," siger Per Erik Veng.
I den anden ende af musikhistorien har arrangementschefen også store
planer. Han har kontakt med Concerto Copenhagen omkring et samarbejde
om den tidlige musik der er deres speciale.
"Jeg er ikke bange for konkurrence fra byens øvrige koncertsteder,"
lyder det fra arrangementschefen. "Ved at være et hus fuldt af liv der
rummer græsrodsniveauet og så forskellige specialiserede genrer som
både ny og tidlig musik, får vi en markant profil." "Det er en ressourcekrævende koncertsal. Det koster penge alene at tænde lyset i den - og det kræver medarbejderressourcer at holde den åben. Der skal etableres partnerskaber med eksterne arrangører så der kommer et sundt finansielt kredsløb og aktivitetsniveau," siger han. Det er allerede planlagt at Betty Nansen Teatret i juni lejer sig ind med en Romeo og Julie hvor der medvirker både rappere, skuespillere og 150 elever fra en række 8.-klasser. Det ser Per Erik Veng som en generalprøve på hvordan fremtidige projekter kan invitere helt nye grupper ind på Rosenørns Allé. Han understreger dog at Frederiksberg-domicilet mest af alt skal være en uddannelsesinstitution. "Det er konservatoriets hus. Og især den klassiske musiks hus," siger han. Målet er at det gamle radiohus skal byde på gratis koncerter med de studerende omtrent morgen, middag og aften.
"På en ambitiøs dag skal vi have koncert ved middagstid,
fyraftenskoncert klokken 17, aftenkoncert og midnatskoncert," siger
arrangementschefen med et smil der både signalerer at han ved han
drømmer løs, og at han er klar til at kæmpe for at føre planen ud i
livet.
Om sin afgang som orkesterchef i november sidste år fortæller Per
Erik Veng ikke mere end at han nu føler sig 'lettet', og stimuleret ved
at arbejde sammen med mennesker der virkelig brænder for den klassiske
musik og ved noget om kunstarten. Han er glad for at prøve noget nyt og
glæder sig til for alvor at træde i karakter som arrangementschef når
huset åbner til august. |
Send en kommentar til denne artikel
Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.


