Købmænd og klaverer


Nikolaj Koppel

Tivoli åbnede 17. april. Samtidig begyndte årets sæson i Tivolis Koncertsal hvor dirigenter, orkestre og solister fra hele verden sommeren igennem vil optræde. For tredje år i træk har musikchef Nikolaj Koppel bl.a. inviteret en række af tidens bedste pianister til København. Pianister er nemlig noget af det mest populære.  (Maj 2008)

Af Nina Ørum

Nikolaj Koppel er selv uddannet klassisk pianist og levede som sådan indtil 2000. Men det er nu ikke bare personlig fascination af klaveret og dets mestre der får ham til at præsentere den ene stjernepianist efter den anden i Tivolis Koncertsal. Siden han blev udnævnt til musikchef i Tivoli for tre år siden, har hver sæson haft sin serie med overskriften 'Pianoforte' hvor pianister som Maria Joao Pires, Alfred Brendel og Murray Perahia har optrådt.
"Jeg kan selvfølgelig ikke løbe fra min fortid som pianist. Men udover i dag at være kunstnerisk ansvarlig for koncertsalen er jeg jo også en slags købmand. Jeg er nødt til at forholde mig til den virkelighed at vi har en sal med 1700 pladser, og det er hverken optimalt for publikum eller musikere med en halvfuld sal. Jeg skal med andre ord ud at sælge billetter, og pianister er nemmere at sælge end alt mulig andet. Det erfarer jeg selv, og ved et internationalt symposium for nogle år siden fik jeg bekræftet at det gælder i stort set alle koncertsale," siger Nikolaj Koppel.

Hvorfor er det sådan?
"Tja, man kan jo ikke sammenligne æbler og pærer. På samme måde kan man heller ikke sige at Beethovens klaversonater er bedre eller mere værd end Beethovens strygekvartetter. Men vi kommer ikke uden om at nogle af de mest kendte og udbredte klassiske værker tager deres afsæt i klaveret, og mange af dem er for soloklaver. Musikken og også selve instrumentets lydkvalitet er relativt nem at gå til, også for mennesker uden særlige musikalske forudsætninger," siger Koppel.

Han nævner markedsføringen af pianisterne som et andet plus. Både for pladeselskaber og koncertsale er det langt nemmere at skabe og sælge historien om én pianist end f.eks. om en kvartet med fire musikere. Ligesom den rytmiske musikverden dyrker også den klassiske branche superstjernerne. Vi hylder eneren, siger musikchefen.

"I dag satser branchen hårdt på at markedsføre pianister som Lang Lang Yundi Li og to-tre andre. De er blevet de nye bannerførere blandt pianister. Ikke nødvendigvis fordi de er de allerbedste, men de er allerede kendte, derfor sælger de. Jeg får mange henvendelser fra ind imellem fremragende musikere. Men hvis jeg engagerer en Piotr-et-eller-andet som aldrig har udgivet en plade, og som ingen kender, kan han være nok så fremragende - hvis folk ikke har hørt om ham før, køber de ikke billetter. Det bløder i mit hjerte når jeg skal fortælle unge, ukendte talenter at de er nødt til at begynde et andet sted end i Tivoli. Jeg kan ikke hjælpe dem nu og her."

Når det så er sagt, understreger Nikolaj Koppel at 'Pianoforte'-serien alligevel hvert år har præsenteret mindst ét navn som ikke tilhører den absolutte superliga af pianister lige nu - en pianist som han mener det danske musikpublikum bør lære at kende.

"Det er nødvendigt at satse lidt og løbe risikoen for at samtlige 1700 pladser i koncertsalen ikke bliver solgt. Simpelthen for at give dynamik til serien," siger Nikolaj Koppel.

I år er canadiske Marc-André Hamelin jokeren blandt sæsonens pianister. Nikolaj Koppel beskriver ham som en virtuos af Guds nåde. Men han er speciel fordi han peger tilbage i sin spillestil, og det er ellers ikke på mode i dag.

"Hamelin læner sig op ad gamle virtuoser som Godowsky og Horowitz og spiller værker så teknisk vanskelige at fire ud af fem pianister aldrig ville røre dem med en ildtang. Hvis du går på You Tube på nettet, ligger der de mest sindssyge ting med ham. Han er ikke særlig kendt, men blandt dem der kender ham, er han virkelig blevet en kultfigur".

Hvilken pianist glæder du dig selv mest til at opleve i år?
"Uden at tage noget fra de andre, så er det nok Maurizio Pollini (italiensk pianist som spiller i Tivolis Koncertsal 14. september, red.). Han spiller kun 40 koncerter om året, har ikke været i Danmark i 25 år, og så tilhører han samme kategori som f.eks. Perahia og Schiff. Hvad de kan helt deroppe, er meget svært at beskrive... De videreformidler musikken som om du som tilhører har direkte forbindelse til komponisten. Du bliver ikke distraheret af at høre tekniske ting som måske lige er tre procent fra at være helt i orden. Du forstyrres heller ikke af at kunne høre at pianisten bevidst har truffet den og den beslutning i forhold til at skabe sin personlige fortolkning. Det er ikke Pollini du hører, det er Beethoven. Eller Mozart. Paradoksalt nok kan man sige at de allerstørste pianister er så store fordi de nærmest udsletter sig selv. De serverer musikken i sin ædleste form hvor den - uanset at den er 250 år gammel - bliver vedkommende for alle mennesker," siger Koppel.

Han skynder sig at tilføje at sæsonens fem pianister i 'Pianoforte'-serien kan så vidt forskelligt bag tangenterne, og at han ser frem til at høre dem alle. Og i øvrigt også alle sommerens andre koncerter med bl.a. internationale klavertrioer, orkestre og sangere.

Men som du selv sagde før, du kan ikke løbe fra din fortid som pianist...
"Nej, jeg har jo beskæftiget mig med klaveret siden jeg var ganske lille. Jeg har selv terpet mange af de værker der bliver præsenteret, og på en eller anden måde er jeg 10 procent mere nervøs når der er en pianist i koncertsalen. Jeg har selv spillet i Tivoli 8-10 gange og har en fornemmelse af hvilke tanker der flyver gennem pianisternes hoveder. Står der f.eks. en sanger på scenen, er jeg slet ikke nervøs på samme måde, jeg er helt sikker på at de har styr på det. Det har pianisterne jo også, men altså... Det er dér min fortid spiller ind".

Se sæsonprogrammet i Tivolis Koncertsal på hjemmesiden

 

Send en kommentar til denne artikel

Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.

 
*Navn:
 
*E-mail:
 
*Kommentaren gælder artiklen:
 
*Kommentarfelt: