Hindsgavl, en festival i honnette omgivelser

 

Et festivalbesøg skal være en helhedsoplevelse, både for publikum og for musikere. Sådan tænker Bernard Villaume der blandt meget andet er amatørpianist og ingeniør. Takket være ham er den lille kammermusikfestival nu på få år vokset så godt at internationale navne som Henschel Kvartetten vender tilbage med glæde.

Selv om det musikalske niveau er højt og rummene klassisk fornemme, er det uformelle, afslappede fællesskab stadig væsentligt for arrangørerne. Musikerne og en stor del af publikum bor på det røde slot, og indimellem koncerter og øvning er der mulighed for at møde nye venner, nyde omgivelserne og deltage i annoncerede eller spontane arrangementer.

På Hindsgavl kan man bo godt. Udsigten ned over Lillebælts skummende bølger er formidabel, parken velholdt og fuld af oplevelser. H.C. Andersen kom her og skrev begejstret om både stedet og naturen. Det store slot som ligger lige uden for Middelfart på det vestligste Fyn, er gennemrestaureret og drives nu mest som konference- og kursuscenter, men mellem den 6. og den 17. juli bliver de klassiske gamle rum brugt til ambitiøs kammermusik. Koncertsalen er nærmest bare en stor havestue, pladsen er begrænset, og på de store aftener er fællesskabet både varmt og medrivende.

Bernard Villaume ønsker bevidst at blande internationale navne med gode nordiske navne og unge danske talenter. Desuden vil der hvert år være opførelser af en ny nordisk komponist der besøger slottet og fortæller om sin musik.

Det koster lige under 1000 kr. pr. dag at indlogere sig i et fynsk herregårdsværelse indrettet i bedste internationale hotelstil. Med i prisen får man en to retters middag, overnatning og morgenbuffet. Dertil har man adgang til de åbne prøver, eftermiddagskoncerten, introduktionsforedraget og aftenkoncerten efter middagen 20.30. Restauranten er fremragende, serviceniveauet højt og stemningen fin uden at være snobbet. Der er ikke billigt at bo på Hindsgavl, men der er rabatordninger for dem som bliver flere dage, og der er også mulighed for ungdomsrabat. Der bliver jo også solgt almindelige koncertbilletter. Ingen skal tvinges til at vågne op i baronens seng.

Se sommerens program, og læs mere om festivalen på www.Hindsgavlfestival.dk
 

Send en kommentar til denne artikel

Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.
 
*Navn:
 
*E-mail:
 
*Kommentaren gælder artiklen:
 
*Kommentarfelt: