Operaelskeren

Tegning: Gitte Skov

Man skal være villig til at lade sig lokke og kunne se stort på logik og forstand når den døende heltinde for fuld styrke og i flere minutter rammer de høje toner. Forførelse og hengivelse, altså opera.

Nikolaj Ifversen

Brødrene Jørgensens musikforretning i hjertet af Aabenraa var ramme om mit livs indtil da største økonomiske og elektroniske investering. En Beomaster 900, to løse højttalere, en Beogram pladespiller og som "software" til sidstnævnte en god, kraftig LP med Maria Callas. Året var 1965. Og for Callas måtte jeg bøde 44 kroner. Dengang en formue.
Der skulle nu gå godt og vel et tiår før jeg med ører, syn og ikke mindst hjerte begreb at opera er mere end Maria Callas og det høje C. Meget mere.

Ungdoms dårskab
I ungdommelig indbildskhed troede jeg også at jeg vidste noget om opera fordi jeg dengang kunne skelne Mozart fra Wagner og i løftet stemning og godt selskab kunne kaste mig ud i Sarastros arie fra Tryllefløjten. Jeg havde lært den udenad ved at lytte til Kim Borg. Men operakundskab er mere. Meget mere.
For nu at skære ind til benet. Jeg er amatør, jeg kan ikke synge, ikke spille noget instrument - ja, jeg kan end ikke læse noder. Men opera er blevet ikke så lidt af en passion. Og det på trods af at den form for teater vel er den mest vanvittige måde at fortælle en historie på. Den engelske adelsmand og samtidige med Händel, lord Chesterfield, ramte vel egentlig ganske rigtigt da han konstaterede at opera er smiger for øje og øre, men på bekostning af forstanden.

På kant med troværdigheden
Handlingen i operaer kan være utrolig indviklet og i øvrigt foregå i universer og tider som er os meget fjerne. Og så er det selvfølgelig besynderligt at der ikke bliver sagt et eneste ord i en opera, men alene sunget. Når dertil kommer at for eksempel dødsscener ikke kun kan strække sig over adskillige minutter, men tillige at den døende til sidste åndedrag synger i vilden sky - ja, så kan det for en førstegangs tilskuer måske trække yderligere veksler på tålmodigheden.
Men hold ud. Fryden ved at finde venter.

Forført af Montserrat
Jeg husker for år tilbage hvordan jeg en aften foran mit sort-hvide 19 tommer fjernsyn flød ud ved en transmission fra La Scala af Bellinis Norma. Montserrat Caballés spil og stemme gav farve nok til mit lille apparat. Det var forførelse.
Den velgørende forførelse beror på hengivelse. Og det er måske netop hvad opera i et vist omfang fordrer af sit publikum - hengivelse. For hvordan kan man ellers leve med de klicheer, ustandselige gentagelser, banale dramaer eller usandsynlige og usandsynlig indviklede historier operaer kan byde på?

Fællesskabet
Samvær med andre i fælles begejstring over opera er en ikke uvæsentlig del af glæden ved denne kunstart. Hvad man kan bruge af tid på at udveksle erfaringer om opsætninger, solister, orkestre og dirigenter kan grænse til det urimelige - især hvis man skal tidligt op næste morgen. Og diskussioner om fortolkning af forestillinger kan bringe én helt andre forståelser af musik, tid og tilværelse.
Konen og jeg hoppede for et par år siden på at købe en selskabsrejse. Vi havde ellers aldrig brudt os om selskabsrejser. Dårlige erfaringer fra en enkelt tur for mere end 30 år siden holdt os tilbage. Så det skulle bare være en prøve. Hamburg. Tre dage i alt. To operaer. Den flyvende Hollænder og Falstaff. Det smagte af mere.

Selskabsrejser
Succesen kaldte altså på gentagelse. En lille uge med rejseselskab til operafestival på middelalderborgen i Savonlinna i Finland. Carmen og Tannhäuser og det på en scene som næppe er meget mere end fem-seks meter dyb. Besynderligt og dybt fascinerende. Og hvor kunne de synge.
Vi var mange i bussen der var til hengivelse. En broget flok med alle mulige oplevelser. Nogle med megen viden som der generøst blev øst af. Euforiske og det uden tømmermænd. Opera-selskabsrejser bare til anbefaling.
At tilbringe en langfredag i Semperoperaen i Dresden med Richard Wagners Parsifal var for nogle år siden påskegaven til os selv. Af de operahuse jeg har besøgt rundt omkring i Europa mindes jeg ikke et hvor jeg har befundet mig så komfortabelt og med så fuldbårent udsyn og akustik - og for at det ikke skal være løgn, med en diskret, lydløs aircondition i sæderyggen foran. Og hvad angår operaen - en ægte wagnersk blanding af myter, kristendom og sanselighed. Her skal hengivelse til, men så bliver man også forført. Dresden - bare til anbefaling.

Tilbage til udgangspunktet
Når man nu har et - i hvert fald af og til - lidenskabeligt forhold til opera så kunne et tilbud sidste efterår fra Højskolen Østersøen i Aabenraa ikke bare lægges til side.
"I passionernes vold" hed en uges kursus afsluttende med en Tosca i Hamburg. Af sted, af sted til Aabenraa.
Jeg var så også lige en tur forbi hjørnet af Storegade og Rådhusgade. Jo, den ligger der stadig, musikforretningen. Jeg blinkede til den. Tænk, jeg syntes den blinkede igen. Men det er nok den rene romantik og fantasi. Det er der jo så meget der er.