Iskrystallen i fjorden

Den Norske Opera og Ballet fik i 2008 et splinternyt hus. En pragtbygning ved Oslofjorden til godt 4 milliarder norske kroner. Optakt besøgte Norges nye stolthed.

Af Nina Ørum

En lille norsk gut har sat sig på det skrånende marmortag for at kure ned. Børnehavepædagogerne der er med ham og hel flok andre børn, ser det og beder ham rejse sig. Han kigger op, kurer en halv meter, kigger igen og rejser sig med et triumferende blik. Og barn i blå flyverdragt eller ej, så ér det altså ualmindelig fristende at sætte sig på toppen af Norges nye opera- og ballethus, på den hvide marmor, og forsøge sig med en glidetur ned ad taget.

Publikumsmagnet
Som et hvidt fjeld rejser operaen sig fra Oslofjorden lige over for kajen hvor færgen til og fra København har sin plads. Fjeld, skibakke, skibriller, gletsjer, iskrystal... Huset åbnede 12. april og har allerede fået mange kælenavne af både norske og internationale besøgende. Folk er strømmet til og har begejstret diskuteret hvad operahuset mest minder om, fortæller operachef Björn Simensen. Alene dagen efter åbningen begav godt 30.000 mennesker sig fra Oslo Sentralstasjon over motorvejen via en ny gangbro og ned i Oslos nedlagte industrihavn for at se og gå på opera og ballethuset.

"Vi havde aldrig i vores vildeste fantasi drømt om så meget opmærksomhed. Hver dag siden åbningen er her kommet børnehaver, skoleklasser, unge, voksne og masser af turister. Et sandt folkeliv oplever vi. Man har virkelig taget huset i brug. Det er blevet en samlingsplads ligesom en italiensk piazza hvor alle møder alle," siger Björn Simensen.

Udmattet med stolt
Fra lænestolen på sit chefkontor har han udsigt over fjorden. Mågeskrig og menneskers snak på taget slipper ind gennem vinduerne, og den spinkle, gråhårede mand smiler stort mens han fortæller. Hans stemme er rusten og har været helt væk, siger han. En time efter den store åbningsgalla forsvandt den efter hektiske uger med arbejdsdage til langt over midnat. Siden har operachefen næsten dagligt givet interview til norske, britiske, danske, amerikanske, ja til alverdens journalister. Og hvis stemmen lyder træt, er det blot en indikator for hvordan Björn Simensen generelt har det. Han er udmattet. Men samtidig glad, stolt og lettet.

"Omverdenens opmærksomhed er én ting. Når jeg går ned ad Karl Johan (gågaden i Oslo, red.), bliver jeg stoppet for hver en meter. En af mine venner sagde at han aldrig havde oplevet noget lignende - end ikke med de popsangere han kender. Men noget andet er medarbejderne her i huset, deres humør er også et helt andet nu. De bliver inspirerede i det nye hus og af akustikken i den nye sal. Under en prøve sagde en af sangerne: Åh, javel ja, det er altså sådan det føles at synge. Pludselig skal han ikke længere kæmpe sig gennem en mur af orkesterklang. I den nye sal flyder sangerne ovenpå og føler at de bliver løftet af orkestret," siger Simensen der stopper
som operachef næste år.

Norsk mesterarkitektur
Den store sal i Oslos nye opera minder om hovedscenen i Operaen i København. Den er klassisk hesteskoformet med balkoner i tre etager. I Oslo er vægge og balkoner beklædt med eg der er ammoniakbehandlet så træet får mange forskellige bløde, brune nuancer. Stolene er betrukket med orange plys, og der plads til godt 1.300 tilskuere. For at komme ind i den store sal - eller i en af husets mindre - skal publikum gennem en prægtig foyer med lyse marmorgulve og noget der mest af alt minder om en træstamme, opbygget af lyse egetræsstave og med vandrette revner i. Stammen står midt i foyeren og fører ad trapper og ramper publikum op til balkonerne. Foyeren rummer også café, restaurant, forretning, billetsalg og såkaldt falske vægge som Olafur Eliasson har designet. Væggene står som hvidt og grønt lysende krystaller og skjuler toiletrummene der er mørke og minder om bjerggrotter.

Bygningen er skabt af det norske arkitektfirma Snøhætta som vandt opgaven ved en international konkurrence for ti år siden. Den har kostet 4,2 milliarder norske kroner, betalt af den norske stat, og indtil videre er der udelukkende dalet begejstrede anmeldelser ned over det hvide fjeld ved fjorden. "I am in love. She's Norwegian, full of fun, yet with surprising hidden depths," skrev f.eks. den udsendte journalist fra The Times ugen efter opera- og ballethusets åbning.

Kommende operachef
Oslo har fået moderne arkitektur der kan tage pusten fra de fleste. Det var da også en computeranimation af bygningen der i første omgang fik skotske Paul Curran til at søge stillingen som ny operachef efter Björn Simensen.

"Jeg har længe drømt om at blive operachef. En sen aften hvor jeg lige var landet med et fly, bladrede jeg i et musikmagasin og så jobannoncen fra Den Norske Opera og Ballet. Mest af alt så jeg billedet og tænkte bare wouv.
Efterfølgende fandt jeg ud af at operaensemblet skulle udvides og hele operaen udvikles af den nye chef. Det tiltrak mig også, og så søgte jeg stillingen," siger Paul Curran, der tiltræder i januar 2009, men allerede har fået et lille kontor med fjordudsigt i Oslo og allerhelst, faktisk, befinder sig på taget af operaen.

Man spørger bare
Curran er uddannet instruktør, og han er en lille, rund mand med store ambitioner. Den Norske Opera skal være verdensberømt, siger han. Solistensemble, kor, orkester, dirigenter og instruktører skal være i verdensklasse og skal tiltrække publikum fra hele verden. Men hvordan?

"Enten engagerer man alle de største internationale stjerner som kommer forbi og synger et par forestillinger og trækker publikum med sig. Ellers - og det er sådan jeg arbejder - bygger vi et kompagni op af fremragende norske og udenlandske sangere som kan holde standarden her i huset høj. De skal have et tilhørsforhold til huset - ligesom koret, scenearbejderne og kantinedamerne har det. Og sammen skal vi så stræbe efter det
allerbedste. Det enestående."

Paul Curran griner højt og klukkende inden han besvarer spørgsmålet om hvordan han vil få alle disse fremragende sangere til Oslo. Norge er ikke just berømt for operastjerner i stort antal. Sopranen Kirsten Flagstad var stjerne i første halvdel af 1900-tallet og står i øvrigt som statue uden for det nye operahus. Men i dag findes norske sangertalenter især uden for Norge, der er f.eks. Randi Stene og Tuva Semmingsen i Danmark.

"Hvordan jeg vil få de bedste sangere hertil? Jamen, ved at spørge dem selvfølgelig. Spørg, og du vil blive overrasket over hvor tit du får et ja! Jeg har arbejdet i Sydney, Italien, USA, mange mange steder og har mange kontakter. Hvis jeg tilbyder sangerne arbejde og samtidig viser dem et billede af huset, så siger de da at her vil de sandelig gerne være," siger Paul Curran og svarer næsten det samme på spørgsmålet om hvordan han vil få
alle de besøgende fra operahusets tag og i foyeren ind til selve operaforestillingerne.

"Jeg spørger dem. Inviterer dem indenfor for at se hvad der sker. Forklarer dem at opera ikke er elitært og snobbet. For det hader jeg. Fordelen er jo netop at så mange mennesker allerede er her. Når du går oppe på taget, har du huset under dine fødder og føler det dermed som dit. Vi vil også lave en café oppe på taget, og du kan gå ind i foyeren for at spise eller bruge toilettet. Du oplever umiddelbart huset som imødekommende, det er
nemt at komme i og totalt usnobbet. Allerede her er distancen så ikke så lang for at gå hen og købe en billet," mener den kommende operachef.