Fugl Fønix i Venedig v/Claus Johansen
 Marts 2008 I 1791 blev der i Venedig bygget et operahus på en brandtomt. To gange siden er det brændt ned til grunden, senest i 1996. Nu er det atter genopstået, denne gang forsvarligt brandsikret. Af Claus Johansen Et par japanere sejler i gondol, ellers er Venedig helt fri for turister. Den firkantede Marcusplads er forbavsende tom, selv duerne holder sig væk. Det meste har man i fred, kirkerne er kolde og tomme. Her om vinteren får man endelig plads til at se de glødende malerier på de turistløse museer. Hotellerne går ned på halv pris, mange restauranter lukker indtil karnevallet, men der er skam også et par åbne, hvor man kan nyde sardiner, artiskokker, polenta, skaldyr, veneziansk lever, risotto og mild norditaliensk hvidvin til helt fornuftige vinterpriser. Vinterstille i Venedig Venedig i januar må være et af verdens fredeligste steder, og ind imellem føles det som et af de koldeste. Hele den grønne lagune er fyldt med iskoldt sumpvand. Fugten blæser ind under tøjet, vandet står lavt i kanalerne, men det er der, og køler alt ned, og disen pakker byen helt ind. Det er let nok at finde operahuset, man går bare ud af Marcuspladsen modsat kirken, og så er det lige ud hele vejen, som venezianerne altid siger, hen til tæppehandleren og til højre. Når man spørger om vej er svaret: "Sempre diritto" " - ligeud hele vejen", og det er løgn, men sådan har venezianerne sagt i mange hundrede år. Man skal omkring skarpe hjørner, over et par broer, forbi en barokkirke og ned ad en bred gågade, hvor et par sorte fyre sælger falske mærkevarer af læder. Kulden er frygtelig, så jeg varmer mig på hjørnet med en fernet branca og en espresso. Espressoen er bare en mundfuld, fernet brancaen fylder et tandglas. 12 kroner alt i alt. Klokken er 11, så det slår lidt hårdt. Det er Venedig i januar. Vi skal skarpt til højre henne ved tæppehandleren. De sagde det jo: "Ligeud hele vejen." Genopstået af asken Så er vi fremme, den lille plads åbner sig. Teaterbar på hjørnet, en dyr restaurant og en kirke, og lige overfor den ligger det nye teater. La Fenice. Nu fungerer teatret igen. Genopbygningen er helt færdig, og teatret ligner det, det er: En nybygget kopi af et operahus fra gamle dage. Hovedindgangen og ydermurene omkring den storslåede indgang er bevaret og i det store hele fra 1790-erne: Inspireret af klassikken med romerske søjler og trekantede frontoner over vinduerne. Nykalket og imponerende høj dominerer teaterfacaden igen den lille lukkede plads, som den har gjort det siden Mozarts tid. Jeg var her for 20 år siden, for 10 år siden og for syv år siden, sidste gang så jeg plankeværk omkring en brandtomt med sodede mure og gule kraner og tænkte, at dette var en umulig opgave, men nu kan jeg se, at jeg tog fejl. Fenice betyder Fønix, den fugl, som genopstår af asken. Det gamle teater blev nemlig bygget på en brandtomt i 1791. 45 år efter levede teatret op til navnet og brændte ned igen, men genopstod på et års tid. Fra 1837 blev det et symbol på veneziansk opera og selvstændighed indtil den frygtelige nat i januar 1996, hvor et par bygningshåndværkere lavede en lille sabotagebrand, der desværre løb løbsk for dem og nok en gang efterlod hele bygningen som ruin. Den store illusion Vi bygger langsommere end de gjorde i 1836, hvor det hele kunne genrejses på et år, men nu mange år og adskillige milliarder senere er teatret efter indvielsen i 2003 endelig færdigt, velfungerende og klar til nye operaeventyr. Vi skal ind gennem søjlehallen, og hen til højre. Jeg kender lokalerne, jeg var her mange gange, men det er jo ikke de gamle marmorsale, det ligner bare. Alt er blevet så lækkert, så friskkalket og nymalet, og marmoret er pudset så fint, hvidt og lyserødt. Men det var altså her gennem den høje dør, de gik ind: Mendelssohn og Spohr, Verdi, Tjajkovskij og Wagner, Rossini, og Callas og Stravinskij, det var deres arbejdsplads, og man får bløde knæ, og må hele tiden huske sig selv på, at det jo heller ikke passer mere. De gamle ydermure og et par af marmorsøjlerne er de gamle, men resten er nyt. Feniceteatret er en stor illusion, men den virker. Vi skal på en lille rundvisning og vores guide er en pæn ung mand i et meget dyrt jakkesæt. Vi er omkring 20 mennesker, de fleste er italienske pensionister, som ved det meste i forvejen og de nikker smilende til den lange historie om det gamle teater. Historien om komponisterne Paisiello og Cimarosa på det første Fenice, om Rossini, som slog igennem med sin Tancredi i 1813, med melodier, der blev popmusik for venezianerne. Han kom igen med Maometto II, som teatret satte op for et par år siden og han satte sit venezianske punktum med Semiramis. En politisk fortid Vi hører om de år, hvor teatret var mødested for de mange, der kæmpede for Italiens samling. Verdi skrev flere af sine bedste operaer til Feniceteatret Rigoletto og Traviata blandt flere andre. Evig ballade med censuren, politiske problemer, moralske problemer, problemer med den østrigske besættelsesmagt og med kirken. Fra Fenice gik forestillingerne ud over hele verden og mange af dem opføres stadig overalt. Det er ikke tilfældigt at en af det nye Fenices åbningsforestillinger i 2003 var La Traviata, som i øvrigt ved premieren i 1853 var teatrets hidtil største fiasko. Vi hører om Stravinskij, som komponerede Lastens Vej til Fenice, om Maria Callas, der sang her som ganske ung og siden vendte tilbage, og om voldsomme kampe, da den ny musik slog igennem efter krigen. Og endelig stopper ordstrømmen, for vi skal op ad trappen og ind i den nye teaterrum. Splinternyt gammelt Dette er sært: Her står vi midt i et moderne nybygget rum fra 1830-erne og fornemmelsen er jo uvant. Det er som det gamle rum, men i en opdateret version. Gulvene står klare i lyst træ. Logerne er nymalede med friskt bladguld og malerier i 1830-stil lavet omkring år 2000. Lamperne har gule silkeskærme og er elektriske og nok lidt for skarpe, men fornemmelsen af et rum fra dengang, er overvældende. Her er gips og træ og guld og tæpper og stole i 1830-erstil. Vores rundviser fortæller, at et af problemerne var at vælge, hvilket Feniceteater, man ville genskabe. Man kunne jo have lavet Mozartteatret fra 1791 eller Fenice 1836. Nu har man valgt noget, der ligger tæt på det teater, man mistede, dvs. at der også er medtaget diverse senere ombygninger og tilføjelser. Derfor er den imponerende kongeloge ikke kølig og klassisk, som dengang den blev bygget til Napoleons statsbesøg, men vildt overlæsset i noget, der nærmer sig klunkestil, for sådan endte den nemlig. Den svulmer af træskærerarbejde og krystalspejle og plys med klunker og udskårne stole som er sjovere at se på, end at sidde i. Her har siddet italienske konger, fascistiske spidser og før dem repræsentanter for den østrigske besættelsesmagt og adskillige franske statholdere: Igen må jeg minde mig selv om, at det har de jo faktisk ikke. De sad i en loge, der engang lå her, men som nu er væk og alligevel suser historien i vores ører. Fenice er et bedrag, men det er et kunstnerisk bedrag, og det virker meget forførende. Man kan i dag leje hele logen for et kæmpebeløb, så følger forværelset med, og det skulle være populært blandt meget rige mennesker. Brandsikret Vi hører om det uendelige arbejde med at rekonstruere hver eneste loge. Man havde oversigtsbilleder, men manglede detaljer og måtte til sidst gå til en slidt gammel spillefilm der foregår i 1840erne, hvor kameraet glider forbi adskillige loger under en forestilling. Nu er alt på plads: Landskabsbilleder, gipsudsmykninger, statuer, komponistportrætter, lysekroner og små lamper og spejle, så man dybt inde fra logen kan overskue hele teatret. På gulvet er der aircondition anbragt diskret og lydløst med luftkanaler under stolene. Brandsikringen er i top og bag træ og gipsdekorationerne er sikret materiale. Slukningsanlæg findes overalt og under forestillingen er teatret befolket af en hær af brandmænd. Baren må være en af verdens mest kulturelle dekoreret med genskabte kalkmalerier med motiver fra Dantes Guddommelige Komedie. Den og den tilstødende marmorsal er så store, at man afholder koncerter herinde. Tre etager oppe, under loftet kan de tilskuere der kun har billet til galleriet stå på en balkon og kigge herned på de fine. Mange af dem kommer sejlende til forestillingerne for teatrets egentlige hovedindgang er en lille anløbsbro, som nu også er genskabt. Alt begynder med karnevallet Her i januar er der ingen forestillinger. Måneden er reserveret til prøver på de store premierer, der her i byen altid finder sted omkring karnevallet. Så musik kan vi ikke høre, men plakaterne lover oplevelser af alle slags. Tilbage gennem labyrinten. Frysende forretningsfolk i jakkesæt er på vej til frokostpause, skolebørn med klare stemmer på vej hjem, alt kan mærkes og høres i en by, der er sluppet for bilismens forbandelser. Teatergyden er så smal, at man kan nå tværs over den med udstrakte arme. Nu er det frokosttid, det skulle ikke væres svært at find et sted. I Venedig finder man noget, når man leder efter noget andet. Det kommer ligesom af sig selv, bare man følger det gamle råd: "Ligeud hele vejen." Forårets forestillinger i La Fenice April: Rossini: Barberen i Sevilla Maj: Puccini: Tosca Juni: Britten: Døden i Venedig Billetter kan bestilles over nettet på La Fenices hjemmeside: www.teatrolafenice.it hvor man også kan læse meget mere om teatret |
Send en kommentar til denne artikel
Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.
RABATTILBUD
