Sensommer i Tivolis koncertsal

09-07-10

Tivoli - traditionsrig underholdning, sug i maven, softice, meterlakrids, plæneakrobatik, langsomme veteranbiler, endnu langsommere motorbåde, Pjerrot og Tivoli-Garden med meget mere. Fred, fest og forudsigelighed, men også overraskelser. Tivoli rummer det hele og tiltrækker både de yngre, de ældre, forældrene og deres børn, og der er noget for enhver i Koncertsalen.

Nogle gange kan en oplevelse i Koncertsalen ligefrem være grænseoverskridende. For nogle år siden tog en 16-årig dreng som er meget glad for den særlige udgave af heavy metal-genren med det altsigende navn "industrial", med sine forældre ind i Tivolis Koncertsal for at høre et italiensk barokensemble og en karismatisk soloviolinist.

Er han drevet af dybtfølt interesse for det finkulturelle? Eller tager han med for at glæde sine forældre? Vi ved det ikke. Men efter koncerten siger samme unge mand eftertænksomt: "Det var en af de bedste heavy metal-oplevelser jeg har haft."

Koncertsalen har givet en grænseoverskridende oplevelse. Igen. Og måske sker det med sensommerens koncertsæson. Her er et par nedslag i programmet:

Schubert med Trio Ondine
Den 2. august spiller den unge fremadstormende "Trio Ondine" Schuberts trioer i B-dur og Es-dur. Schubert var selv ung og fremadstormende, men i modsætning til musikerne her ikke særligt langtidsholdbar - han blev kun 31 - men musikken... Utroligt hvad han nåede med et liv der først og fremmest blev tilbragt på Wiens små værtshuse.

Ungdom, energi og gåpåmod - helt stille kommer det ikke til at gå af den 2. august.

Beethoven med András Schiff
I tilsyneladende stærk kontrast til de unge triokunstnere har vi den fuldstændig underspillede ungarske András Schiff. Siden han vandt den store Tjaikovski-klaverkonkurrence i 1974, har Schiff være et af de absolutte topnavne inden for den vanskelige klaverkunst.

Samtidig har han været en flittig gæst i Danmark hvor han har knyttet flere kontakter og givet mange koncerter, både i Københavnsområdet og i forskellige musikforeninger i provinsen.

I 1997 blev András Schiff tildelt Sonnings Musikpris. Den danske pianist Amalie Malling overrakte prisen og sagde blandt andet hvor bevæget hun var da hun første gang hørte ham spille: "Jeg havde en stærk følelse af en stor pianistisk begavelse, fuld af nysgerrighed og opdagelseslyst".

Og András Schiff var tilsvarende bevæget over at modtage prisen: "Danmark har altid haft en helt særlig plads i mit hjerte, lige fra begyndelsen for 25 år siden. Jeg håber at vende tilbage til Deres dejlige land mange gange endnu, af venskab og for - på min lille måde - at bidrage til det danske kulturliv," skrev han i et takkebrev til Musikfondens formand som man kan læse i Steen Frederiksens bog Pris på Musikken. Læs mere om den her.

András Schiff spænder vidt i sit repertoire, lige fra Bach, over Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert, Schumann, Chopin, Béla Bartók, Debussy og Ravel. Hyperfølsom, kompromisløs og dybt original. Schiff er først og fremmest pianist, men siden 1990'erne har han også slået sig på at dirigere, ofte fra klaveret.

Som pianist indspillede han for ca. 10 år siden alle Beethovens klaversonater, naturligvis i kronologisk rækkefølge. Det gør han ikke i Tivoli, men ud over værker af Schumann kommer vi til at høre bl.a. Beethovens Måneskinssonate som han mener de fleste spiller skrupforkert i vore dage. Hvad han mener, bliver afsløret den 4. august - "sempre pedale"...

Mexicansk karisma med Villazòn
Fire dage senere kommer den mexicanske gøgler med det udtryksfulde gummiansigt og den uhyrligt charmerende og til tider sarte stemme: megastjernen Rolando Villazón.

Villazon er en af de i virkeligheden ikke så mange tenorer der har let adgang til det høje c - og han er endda jublende glad hver gang han har mulighed for at synge et. Læs mere om tenorerne og det høje c i Jens Cornelius' artikel. Og oplev selv hvad karisma kan være i Tivoli den 8. august.

Festlig fødselsdagsmusik
Den 12. august holder Tivoli-Garden 166 års fødselsdagsfest med musik af blandt andre Gustav Holst og H.C. Lumbye. Gardens nye dirigent, Nikolaj Vestmar Henriques, som tidligere spillede fagot i orkestret, svinger taktstokken.

Tivoligarden er ifølge tidligere Tivoli-Garder Christian Bay, som nu er tubaist i Den Kongelige Livgardes Musikkorps, en fantastisk skole hvor man får god undervisning, spiller meget og bliver glad for at marchere.

"Det er selvfølgelig også sjovt at være i Tivoli hver dag, men til sidst bliver man altså træt af rutchebanen!" siger han.

Mange går videre i deres musikalske karriere til Livgardens Musikkorps og falder til ro der. Læs mere om Livgardens Musikkorps i artiklen 'Musik til Konge og folk'.

Læs mere på tivoli.dk
Se hele august-programmet i Tivolis Koncertsal her.

 

Bookmark and Share

 

www.tivoli.dk

 

Trio Ondine 2. august

 

András Schiff 4. august

 

Modtag nyhedsbrev og få rabat på koncertbilletter til András Schiff

 

Villazón og det høje C

 

Tivoligarden og Livgarden

Send en kommentar til denne artikel

Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.
 
*Navn:
 
*E-mail:
 
*Kommentaren gælder artiklen:
 
*Kommentarfelt: