Brahms Festival i februar

26-01-12

Hvad der for nogle år siden startede som et initiativ fra to unge strygere i Den Danske Strygekvartet, bliver i år til en koncertrække i Copenhagen Phils regi. De spiller blandt andet alle Brahms’ fire symfonier og får besøg af Andreas Brantelid, Vadim Repin, Berliner Filharmonikernes tidligere ’huspianist’, Lars Vogt, og – for første gang i Skandinavien – pianisten Martin Helmchen.

Ideen om at spille alle fire Brahms’ symfonier kommer fra orkestrets 1. gæstedirigent, Cristian Mandeal som også leder alle festivalkoncerterne fra den 1. til 11. februar i Koncertsalen i Tivoli og Konservatoriets Koncertsal.

Fire stjernesolister
Den 1. februar er Martin Helmchen solist i Brahms’ 2. klaverkoncert. Martin Helmchen er er født i Berlin i 1982 og blev for få år siden opdaget af kollegaen Lars Vogt. Han har modtaget betydningsfulde priser som ECHO Klassik og Credit Suisse Young Artists Award og har fornylig haft debut med orkestre som Berliner Filharmonikerne, Wiener Filharmonikerne, London Philharmonic og City of Birmingham Symphony Orchestra.

Den 4. februar er Lars Vogt solist i Brahms klaverkoncert nr. 1. Lars Vogt er tidligere ‘huspianist’ hos Berliner Filharmonikerne og var i 2003 den første der blev tildelt orkestrets titel “Pianist in Residence”. Han fik sit internationale gennembrud som 20-årig i 1990 i den internationale pianistkonkurrence i Leeds. Siden har han været solist med verdens førende orkestre som bl.a. Berliner Filharmonikerne, Birmingham Symphony Orchestra, London Symphony Orchestra, Royal Concertgebouw, Orchestre de Paris, Wiener Filharmonikerne og New York Philharmonic.

Den 8. februar er Vadim Repin solist i Brahms violinkoncert. Repin spillede som bare 5-årig sin første koncert og vandt som 16-årig, som den yngste nogensinde, den mest prestigefyldte og krævende violinkonkurrence i verden, The Queen Elisabeth Competition. Siden da har Repin været solist med verdens største orkestre, bl.a. Berliner Filharmonikerne, New York Philharmonic, London Symphony Orchestra, Los Angeles Philharmonic og Royal Concert¬gebouw. I februar 2010 fik han Frankrigs mest prestigefyldte musikalske pris, Victoire d’Honneur, for sin livslange dedikation til musik, og i december 2010 blev han tildelt Chevalier de l’Ordre des Arts et Lettres.

Vadim Repin er også solist den 11. februar, hvor han sammen med det danske stortalent Andreas Brantelid spiller Brahms' dobbeltkoncert for violin, cello og orkester.

Andreas Brantelid er født i 1987 og er trods sin unge alder allerede godt på vej mod en international karriere som en af Skandinaviens førende cellister. Han er bl.a. medlem af Lincoln Centre Chamber Music Society i New York hvor han regelmæssigt giver koncerter, og fra 2008 til 2010 medvirkede han i BBCs New Generation Artists program.

Bookmark and Share

copenhagenphil.dk

Send en kommentar til denne artikel

Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.

 
*Navn:
 
*E-mail:
 
*Kommentaren gælder artiklen:
 
*Kommentarfelt: