Delius-portræt optaget i Aarhus
|
08-02-12 I anledning af 150-året for den engelske komponist Frederick Delius’ fødsel laver BBC en portrætfilm om ham, og Aarhus Symfoniorkester leverer musikken. Delius havde forbindelse til Danmark og skrev musik inspireret af bl.a. H.C. Andersen, Holger Drachmann og Helge Rode. Aarhus Symfoniorkester har med dirigenten Bo Holten indspillet både denne musik og andre Delius-værker, og det er disse meget roste indspilninger der nu fører til orkestrets medvirken til portrætfilmen. Musikken blev optaget i Musikhusets symfoniske sal den 23. januar. Til produktionen er der udvalgt forskellige kortere værker af Delius, og orkestrets samlede spilletid i filmen kommer til at udgøre ca. 16 minutter. Solister på optagelserne er sopranen Christina Christensen og bassen Simon Duus, to af Det Jyske Musikkonservatoriums lovende unge sangere. Disse sangere medvirker dog ikke på de cd’er der senere udkommer på pladeselskabet Danacord. Ligesom på cd-indspilningerne var det Bo Holten der dirigerede. I spidsen for optagelserne står den pris-vindende producent og forfatter (bl.a. til to bøger om Britten) John Bridcut. Han har senest i 2011 lavet en film om Rostropovich, og Bridcuts prisbelønnede film ”Brittens Children” fra 2004 er anset for banebrydende inden for genren. Britten-filmen får re-premiere på channel Four i 2012, og hans portrætprogram af Elgar er blevet vist på BBC Four sidste år. Filmen med Aarhus Symfoniorkester bliver vist på BBC Channel four i løbet af 2012. Læs mere på Aarhus Symfoniorkesters hjemmeside
|
|
Send en kommentar til denne artikel
Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.





