Koncerthusorgel renoveres

24-01-11. Marcussen-orglet i Odense Koncerthus er i øjeblikket ved at blive renoveret og gjort rent så det kan komme i topform til årets Carl Nielsen-konkurrence for unge organister som holdes i begyndelsen af juni.

Domingo 70 år og stadig på toppen

22-01-11. Tenoren, dirigenten og operachefen Plácido Domingo, fyldte 70 år den 21. januar. Det blev fejret med en galakoncert i fødselarens hjemby, Madrid, hvor 20 af verdens førende operasangere deltog.

Gramophone går online

19-01-11. Det klassiske musikmagasin Gramophone udkommer nu også som online udgave. Fordelen for læsere uden for England er dobbelt: Prisen er lavere, og bladet bliver tilgængeligt samme dag som det udkommer.

Aalborg Operafestival fejrer 10 år

17-01-11. Aalborg Operafestival holdes i år den 4. – 13. marts. Det er 10. gang. Operaen fejres i Aalborg med store klassiske forestillinger suppleret med balkonsang, walk-in-opera, børneopera, operamiddag og andre sangglade arrangementer.

Holmboe i Horsens søger klaverer

17-01-11. Festivalen Holmboe i Horsens efterlyser klaverer på vej til storskrald! De vil nemlig placere så mange klaverer som muligt i Horsens midtby i festivaldagene 11. til 13. marts så alle der har lyst, kan give et nummer.

Skabelsen version 2011

17-01-11. Haydns oratorium Skabelsen er i øjeblikket ved at blive skabt på ny, nu med rap, dans og rytmesektion foruden det klassiske symfoniorkester. Det er Sønderjyllands Symfoniorkester der står for projektet i samarbejde med Sønderborg Kommune og komponist og dirigent Christian Baltzer. Man kan følge med i forberedelserne på TV SYD hver tirsdag – udsendelserne ligger også på TV SYDs hjemmeside.

Fusionsversion af Dido og Aeneas

13-01-11. Den 14., 15. og 16. januar kan man i Aarhus opleve Purcells opera Dido og Aeneas i en stærkt moderniseret version med sangere og musikere fra de fusionerede konservatorier i Aalborg og Aarhus.

Ib Nørholm fylder 80

09-01-11. Den 24. januar fylder komponisten Ib Nørholm 80 år. Ib Nørholm har sat sit tydelige præg på den danske kunstmusikscene med sin enorme produktion inden for mange forskellige stilarter og ved sit pædagogiske virke som professor i komposition på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Fødselsdagen markeres med en lang række koncerter over hele landet.

Musik på hjernen

05-01-11. På hjemmesiden videnskab.dk har en læser spurgt om mennesker er født med en forkærlighed for en bestemt slags musik. Det kan hjerneforsker og musiker Peter Vuust ikke svare endegyldigt på, men han kan sige noget om hvilke personlighedstyper der foretrækker klassisk musik, og hvorfor vi bliver glade og tilfredse af at høre en musik som ligner noget vi har hørt før.

International klaverkonkurrence

28-01-11. Den 20.-26. marts skal 40 unge pianister fra hele verden dyste om hæder og priser i Bang & Olufsen PianoRAMA-Competition. Konkurrencen foregår i Aarhus og er arrangeret af Aarhus Symfoniorkester og Det Jyske Musikkonservatorium.

Send en kommentar til denne artikel

Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.

 
*Navn:
 
*E-mail:
 
*Kommentaren gælder artiklen:
 
*Kommentarfelt: