|
17-05-10
Både dommere og publikum var vilde med den danske blokfløjtespiller Pernille Petersen da hun spillede ved den internationale Mieke Van Weddingen-konkurrence for unge blokfløjtespillere i Belgien den 9. maj.
Pernille Petersen vandt konkurrencen med et 15 minutter langt program som viste to meget forskellige facetter af blokfløjtespillet.
Første nummer var "Vertical Song" af den japanske komponist Toshio Hosokawa. Dernæst spillede Pernille Petersen en sonate af Pietro Castrucci som oprindelig er skrevet for violin, og som hun selv har transskriberet blokfløjte.
Det var et enigt dommerpanel med Bart Spanhove i spidsen der udråbte Pernille Petersen som vinder. Prisen blev motiveret med den store tekniske kunnen kombineret med en udtalt musikalitet og spilleglæde.
Præmien var en altblokfløjte til en værdi af godt 10.000 kr. og en koncert i august 2010.
Ud over den officielle konkurrence havde publikum også mulighed for at stemme på deres favorit. Og på trods af at der var flere lokale deltagere, var det Pernille Petersen der løb med publikumsprisen.
Mieke Van Weddingen blokfløjtekonkurrence blev afviklet for første gang i år og trak i klassen for præ-professionelle til og med 31 år deltagere fra Japan, Spanien, Portugal, Belgien og Danmark.
Ud over denne klasse, hvor Pernille Petersen deltog, var der konkurrencer i tre kategorier for yngre deltagere.
|