Carl Nielsen i nyt lys

25-05-10

Der står Carl Nielsen på to store begivenheder som er lige på trapperne. Den 30. maj starter den 4. Internationale Carl Nielsen Fløjtekonkurrence - og Festival - i Odense, og den 5.- 12. juni sætter Athelas New Music Festival nyt lys på dansk musiks store ikon ved en række koncerter i Teater République i København.

 

Carl Nielsen Fløjtekonkurrence og Festival

I Odense Koncerthus dyster 42 unge fløjtenister fra 22 lande i Carl Nielsen Fløjtekonkurrencen. De har alle sammen indstuderet Carl Nielsens Fløjtekoncert, men kun fire af dem får lejlighed til at spille den i finalerunden. Og på Carl Nielsens 145-års fødselsdag den 9. juni kåres vinderen.

Kun en enkelt dansker konkurrerede sig til en plads i konkurrencen sammen med 173 andre ansøgere. Det var 20-årige Kenny Åberg Larsen som tidligere har vundet guldmedalje i Berlingske Tidendes Musikkonkurrence, 1. pris i Øresunds Solist Konkurrencen og 3. pris i DR2's Spil For Livet.

Carl Nielsen Artist
Der er musik i Koncerthuset fra morgen til aften, blandt andet 5 koncerter med årets Carl Nielsen Artist, den serbiske accordeonspiller og komponist Branko Djordjevic. Han glæder sig meget til at gøre koncertgængerne mere fortrolige med det instrument der i hans øjne er lidt overset.

Med stor virtuositet og indlevelse spiller han så forskellig musik som Bach, Paganini, Gubajdulina, Piazzolla, klezmer-og balkanmusik, og den 9. juni uropfører han sin egen accordeonkoncert sammen med Odense Symfoniorkester dirigeret af Simon Gaudenz.

Læs mere om Carl Nielsen Artist 2010

Læs også Optakts portræt af Branko Djordjevic og hør et par eksempler på hans musik

Kor-maraton
Den 6. juni hylder syv udvalgte KOR 72-kor Carl Nielsen som sangskriver. De optræder først hver for sig og forenes til sidst i ét, stort kor under ledelse af Alice Granum og med Anita Hyldgaard Samsing ved det store koncerthusorgel.

Læs mere her 

Athelas New Music Festival

Det danske ensemble Athelas Sinfonietta Copenhagen fejrer 20 års fødselsdag med en festival hvor rammerne for den klassiske musik udvides, og traditionen og arven fra Carl Nielsen ses i nyt lys. Det foregår på Teater République i København den 5.-12. juni.

Athelas har til lejligheden bedt en række amerikanske og danske kunstnere om at nyfortolke Carl Nielsens musik. Hans værker kommer nu i selskab med komponister som Brian Eno, Steve Reich, Terry Riley, Tan Dun, Per Nørgård, Karl Aage Rasmussen, David Lang, Suzanne Bocanegra, Jeppe Just Christensen, Pierre Jodlowski, Gustav Mahler, Arnold Schönberg, Ylva Lund, Michael Gordon og György Ligeti.

Man kan møde danske ensembler som Esbjerg Ensemble, DiamantEnsemblet, Alpha Trio, DRUEN, FIGURA og Den Danske Strygekvartet, og Athelas Sinfonietta har desuden inviteret berømte gæster fra Amerika: New Yorks mest ombejlede elektriske kammerorkester Bang on a Can All Stars, den elektroniske troubadour Annie Gosfield og den transatlantiske jazz-kvintet NYNDK JAZZ Collective. De spiller musik af Steve Reich, Brian Eno og Terry Riley.

Carls Pris
Athelas Sinfonietta har udskrvet en konkurrence om hvem der kan skrive den bedste 4-6 minutter lange komposition til konkurrencen Carls Pris efter følgende forskrift:

"Værket skal være komponeret for et eller flere instrumenter, som ophavsmanden ikke selv behersker professionelt. Ophavsmanden medbringer selv det eller de instrumenter, som værket foreskriver anvendt, og ophavsmanden opfører selv værket på et eller flere instrumenter i festivalens Café Carl i løbet af festivalen. Værket skal være for én musiker og der må ikke inddrages andre udøvere i realiseringen."

To deltagere i konkurrencen performer den 5. juni, og tre
deltagere præsenterer deres kompositioner den 12. juni. Umiddelbart efter sidste performance offentliggøres vinderen. 

En performance/installation af Suzanne Bocanegra forsøger at sammenvæve dansk bondekultur og ny installationskunst. I værket Rerememberer (all the threads) danner opskriften på at væve et enkelt, rustikt stykke stof udgangspunkt for lyde, handlinger, lyssætning og iscenesættelse.

Her deltager Frode Andersen på akkordeon, væveren Stine Skytte Østergaard, Ejnar Kanding og 50 violinister der aldrig har spillet violin før!

Læs mere om de 25 spændende koncerter på hjemmesiden

 

 

Bookmark and Share

 

nielsen.odensesymfoni.dk

athelas.dk

Carls Pris

Kor-maraton

Send en kommentar til denne artikel

Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.

 
*Navn:
 
*E-mail:
 
*Kommentaren gælder artiklen:
 
*Kommentarfelt: