Ny konkurrence for Wagnersangere

6. januar 2010

Til november vil en ny international sangkonkurrence for unge sangere med Wagner-potentiale se dagens lys. Konkurrencen har fået navn efter en af de helt store inden for faget, den danske tenor Lauritz Melchior, og den er grundlagt af musikchef for Aalborg Symfoniorkester Poul Elming, der selv har sunget Wagner med stor succes.

Ambitionen er at The Lauritz Melchior International Singing Competition skal være den største i verden af sin art:

"Det helt indlysende mål er at hjælpe unge sangere med ambitioner inden for Wagners operaer til at få en mulighed for at konkurrere over for et internationalt dommerpanel på allerhøjeste kvalitetsniveau med deraf følgende karrieremuligheder", skriver arrangørerne i en pressemeddelelse. "Poul Elmings store netværk både i Danmark og på verdensplan inden for dette specielle område har muliggjort at samle de bedste kræfter fra ind- og udland som jurymedlemmer og som medlemmer af ærespræsidiet."

Poul Elming ønsker også med konkurrencen at skabe en større opmærksomhed om Wagners musik i den brede befolkning. Han har selv gennemgået udviklingen fra Wagnerhader til Wagnerelsker og har mange ideer til hvordan den opgave kan gribes an.

The Lauritz Melchior International Singing Competition arrangeres af Aalborg Symfoniorkester i nært samarbejde med Aalborg Kongres og Kultur Center og Aalborg Kommune. Konkurrencen afholdes første gang den 6. til den 13. november 2010. Det er tanken at den skal gentages hvert tredje år, og i 2013 vil den efter planen finde sted i den nye Musikkens Hus i Aalborg.

 

Præjuryen består af Poul Elming, Stig Fogh Andersen, Lisbeth Balslev og Susanna Eken.

I hovedjuryen sidder
Hans Gammeltoft-Hansen (formand), professor, cand.jur. og ombudsmand
Poul Elming, operasanger og musikchef for Aalborg Symfoniorkester
Siegfried Jerusalem, operasanger, professor og leder af Hochschule für Musik, Nürnberg
Elaine Padmore operachef for The Royal Opera Covent Garden, London
Andreas Schmidt , operasanger og professor på Hochschule für Musik "Carl Maria von Weber", Dresden
Birgitta Svendén, operasanger og operachef i Stockholm
Katharina Wagner, leder af Bayreuth Festspillene
Simone Young, dirigent og professor på Hamburg universitet og generalmusikdirektorin på Hamborgs Statsopera.


Se hjemmesiden fra 12.1: WWW.LMISC.DK.


 

Send en kommentar til denne artikel

Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.
 
*Navn:
 
*E-mail:
 
*Kommentaren gælder artiklen:
 
*Kommentarfelt: