Nyheder
Mand, musik og maskine
07-10-09. Vi tilbringer flere og flere timer foran computeren, vi stirrer ind i skærmen, vi ser på os selv og hinanden, eller vi ser et billede af os selv og hinanden i den virtuelle virkelighed. I en ny soloforestilling, Inter_Face, fabulerer slagtøjsspilleren, komponisten, performeren og webprogrammøren Thomas Sandberg over hvad der sker når mennesket møder teknikken.
Et dansk requiem
26-10-09. I begyndelsen af november kan man i fire danske kirker høre en luthersk dødsmesse i dansk gendigtning: ’Requiem – En sang om tab og tro’. Musikken er af organist og klokkenist ved Vor Frelsers Kirke, Lars Sømod, teksten af lyrikeren Ingrid Mejer Jensen som på komponistens opfordring har gendigtet de ni dødsmesseled.
Copenhagen International Organ Festival
Torsdag den 22. oktober åbner Copenhagen International Organ Festival for et overflødighedshorn af orgelkoncerter. I løbet af ugen bliver to nyrestaurerede orgler indviet; DR’s omdiskuterede orgel kommer i ilden ved en hel aftens solokoncert; der improviseres til stumfilmen The Phantom of the Opera med meget mere.
Ny mødeplads for tidlig musik
12-10-09. I aften er der premiere på et nyt initiativ under navnet EARLY MONDAY som skal styrke formidlingen af den tidlige musik i Danmark. EARLY MONDAY er en platform, et forum, et eksperimentarium, en legeplads for musikere og publikum - tilsat en uformel stemning med bar, tidsskrifter og cd’er i Literaturhaus på Nørrebro i København.
Danmark rundt på sang-jagt
14-10-09. 10 komponister tog på 10 rejser ud i det danske land for at møde danskerne og blive inspireret til en sang eller et stykke musik. Med sig havde de et kamerahold, og resultat af rejserne bliver samlet i en film der præsenteres på Spil Dansk-dagen den 29. oktober. Ideen kommer fra foreningen MusikrGodt.
Gramophone Award til The Copenhagen Ring
04-10-09. ”Det er helt fantastisk! Som en drøm, der går i opfyldelse.” Med disse ord modtog operachef Kasper Bech Holten fredag den prestigefyldte Gramophone Award for dvd-indspilningen af Wagners Ringen. Andre priser gik til Quatuor Ebène’s indspilning af Debussy, Ravel og Fauré-strygekvartetter (Årets udgivelse) og den snart 80-årige dirigent Nikolaus Harnoncourt (Lifetime Achievement award).
Klingende kunstværk på HEART
14-10-09. I disse måneder kan man opleve musikere fra Ensemble MidtVest midt mellem malerier, skulpturer og installationer på det nye museum i Herning, HEART. Museet viser en udstilling med den græsk-italienske billedkunstner Jannis Kounellis som til åbningen har skabt et nyt værk hvor hans eget visuelle sprog går op i en højere enhed med musik.











