Nyheder
Den Danske Strygekvartet i New York
Musikken og hjernen
02-02-12. Finske forskere har optaget testpersoners hjerner mens de lyttede til moderne tangomusik, og vist hvordan rytme, tone og klang aktiverer forskellige følelsesmæssige, motoriske og kreative områder i hjernen. Se video af hjernens aktivitet under lytningen.
Levende Musik i Skolen
02-02-12. Organisationen Levende Musik i Skolen der hvert år sender omkring 100 musikere og musikgrupper på turne til skoler i Danmark, søger to personer til deres fagudvalg fra 1. maj og tre år frem.
Ensembledebut med mere
31-01-12. I februar debuterer fem unge musikere fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistklasse, de tre af dem endda på samme aften. Trio Gimela står nemlig for den første ensemble-debutkoncert i konservatoriets historie, og de kan høres den 22. februar. Derudover debuterer violinisten Elna Carr den 15., og den 29. er pianisten Neel Bramsnæs Teilmann på scenen.
Gramophone Hall of Fame
30-01-12. Om godt et år fylder det engelske tidsskrift Gramophone 90 år, og for at fejre det har de besluttet at opbygge et æresgalleri af de mænd og kvinder der har betydet mest for musikindustrien. I år er der plads til 50 musikere og teknikere/producere, og alle interesserede kan være med til at bestemme hvem der skal med på listen.
Brahms Festival i februar
26-01-12. Hvad der for nogle år siden startede som et initiativ fra to unge strygere i Den Danske Strygekvartet, bliver i år til en koncertrække i Copenhagen Phils regi. De spiller blandt andet alle Brahms’ fire symfonier og får besøg af Andreas Brantelid, Vadim Repin, Berliner Filharmonikernes tidligere ’huspianist’, Lars Vogt, og – for første gang i Skandinavien – pianisten Martin Helmchen.
Sangens Team Danmark
25-01-12. Lederen af Den Jyske Sangskole, Mads Bille, kæmper en utrættelig kamp for sangen i Danmark. Det seneste våben er syv nye kraftcentre for sang som skal være for sangen hvad Team Danmark er for sporten. Målet er at styrke fødekæden på sangområdet ved at udpege syv danske børnekor som talentmiljøer og opdyrke nye partnerskaber mellem kor, kommuner, folkeskoler, musikskoler og erhvervsliv.
P2 Koncerten
16-01-12. Har du ledt forgæves efter oversigten over månedens P2 koncerter? Der var desværre sket en fejl så vi ikke havde modtaget januar-oversigten. Men nu er den på plads under Anbefalinger. Husk i øvrigt at koncerterne i mange tilfælde kan genhøres eller downloades fra DR's hjemmeside, ligesom musikken ofte kan ofte bestilles på dvd eller cd via Bibliotek.dk til dit lokale bibliotek. Endelig kan mange værker og musiknavne fra oversigten høres (streames), downloades eller lånes på BibZoom.dk.
Grænsestrid
16-01-12. Der er gang i debatten om fordelingen af midler til det danske musikliv. Kulturminister Uffe Elbæk har lagt op til en musikhandlingsplan som skal styrke ”det rytmiske” område, eventuelt med midler fra ”det klassiske”. Og det i en tid hvor udviklingen går imod en udviskning af grænserne mellem de to traditionelle ”kasser”.
Koncerthuset på top 10
12-01-12. I januarnummeret kårer Gramophone de ti bedste koncertsale, som er indviet i det nye årtusinde. Fire af dem er nordiske – og den ene er Koncerthuset i København.
Nikolaj i Ibens kolonihavehus
07-01-12. Nikolaj Koppel interviewet af Iben Maria Zeuthen til jyskebank.tv
Eksperimenterende debutkoncerter
28-12-11. I januar kan man gratis overvære to ikke helt almindelige debutkoncerter. Kristian Skårhøj vil den 8. januar improvisere sammen med 12 professionelle sangere, og komponisten Lasse Schwanenflügel Piasecki viser den 15. januar en kammeropera, en kvartet for rørbladsinstrumenter og et stykke for glasharpe komponeret specielt til denne anledning.
Priser til to unge talenter
11-12-11. Ved en koncert i Musikhuset Aarhus den 10. december blev to unge musikere begavet med hver 250.000 kr. fra Eigil og Aennchen Harbys Fond. Modtagerne er akkordeonspiller Bjarke Mogensen og pianist Jakob Alsgaard Bahr.
Danske Grammy-nomineringer
01-12-11. Ars Nova Copenhagen dirigeret af Paul Hillier er for anden gang nomineret til den fornemme amerikanske Grammy Award, denne gang i kategorien "Best Choral Performance" for cd'en The Natural World of Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Ligeledes for anden gang er Lars Hannibal og Michala Petris pladeselskab Our recordings på listen, nu med Chinese Recorder Concertos spillet af Copenhagen Phil og Michala Petri..
Sydbank-pris til fagottist
28-11-11. Endnu en modtager af Sydbanks Musikpris er fundet. Denne gang gik de 50.000 kr. til Eric Beselin der er solofagottist i Aarhus Symfoniorkester.
FIGURA vinder europæisk pris
23-11-11. FIGURA Ensembles musikformidlingsprojekt ”Små komponister” har vundet Young EARopean Award. Blandt 250 projekter fra mange europæiske lande kom FIGURA i finalen og vandt 8000 euro som nu skal bruges til at videreudvikle projektet der opmuntrer og inspirerer unge mennesker til selv at skabe musik.
Debut på cello
17-11-11. Cellisten Samira Dayyani debuterer onsdag 30. november kl. 19.30 i Konservatoriets Koncertsal. Koncerten byder på værker af bl.a. Bloch, Schubert, Prokofiev og Tjajkovskij.
Opera på iPhonen
14-11-11. Det kniber med penge til kulturen, også i England. Royal Opera House forsøger sig nu i spilbranchen med en app til iPhone og lignende platforme. I spillet The Show Must Go On skal man sætte Figaros Bryllup, Carmen, Svanesøen eller Nøddeknækkeren op på baggrund af live indspilninger fra Royal Opera og Royal Ballet.
Engelsk festival med dansk fokus
12-11-11. Den engelske Huddersfield Contemporary Music Festival 2011, der finder sted den 18.-27. november har i år et stærkt islæt af dansk musik og danske kunstnere. Bent Sørensen er årets festivalkomponist, han og 10 andre danske komponister bliver præsenteret, og flere danske ensembler deltager.
Hædersgave til musikanmelder
07-11-11. Han har anmeldt og skrevet om musik i Jyllands-Posten de sidste 50 år. Og for sin banebrydende indsats blev John Christiansen den 3. november hædret med 25.000 kr. Gaven kom fra Aarhus Symfoniorkesters Venneforening, Aarhus Symfoniorkesters Fond, den Jyske Operas Venner og Morgenavisen Jyllands-Postens Fond.
Orgeldebut i Helligaandskirken
01-11-11 Organisten Ruben Munk debuterer fra DKDM’s solistklasse onsdag den 2. november 2011 kl. 19.30 i Helligaandskirken. Programmet byder bl.a. på orgelværker af Bach, Liszt, Vierne, Duruflé og Benjamin de Murashkin samt Händels orgelkoncert i F-dur ”Gøgen og nattergalen”-
Den uudslukkelige Nielsen
31-10-11. Interessen for Carl Nielsen og hans musik er stigende. Musikken spilles og indspilles både inden for og uden for Danmark, den sættes i nyt lys af nulevende komponister, og forskere finder stadig nye vinkler på den. Den 4.-5. november bliver nogle af disse vinkler præsenteret ved et symposium på Det Kongelige Bibliotek. Der er gratis adgang til alle foredrag, og begge dage slutter med det som det hele handler om, nemlig musikken - sunget af universitetskoret MUKO og spillet af studerende ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Festival hylder 300-års jubilar
30-10-11 Årets renaissancemusikfestival i København mindes den tyske komponist Christian Geist som døde i København for 300 år siden. Samtidig sættes Geists musik i perspektiv af andre tyske og danske komponister med bånd til Italien og forbindelser til Danmark og det danske hof.
Nye radiovaner
30-10-11. Den 1. november fusionerer P1 og P2 på P1s FM-frekvens. Vil man høre klassisk musik om dagen, skal man herefter gøre det på en DAB- eller internetradio. Om aftenen og natten kan man stadig høre klassisk på FM, men man kan også vælge at blive på den digitale P2 KLASSISK døgnet rundt. Beat og Jazz får egne digitale kanaler, og dermed bliver der 20 timer mere klassisk musik om ugen, lover DR. Hvis man anskaffer sig en internet-radio, får man samtidig mulighed for at få klassiske udsendelser fra hele verden ind i sin stue.
Messias – hvorfor og hvordan?
25-10-11. Hvorfor hører vi Händels Messias igen og igen? Eller hvorfor gider vi netop ikke Halleluja-koret endnu en gang? Kunne man finde nye måder at præsentere det kendte værk på, måske invitere dansere med på scenen, måske helt droppe scenen og lade det hele foregå mellem publikum? Kort sagt, hvordan vil du have din Messias? Akademisk Kor inviterer publikum til at deltage i en åben prøve og komme deres ideer til Händels Messias søndag den 30. oktober på Skolen ved Nordens Plads, Frederiksberg. Der er gratis adgang, og det er ikke nødvendigt at melde sig til.
E-bogs-koncert på Spil Dansk Dagen
24-10-11. Torsdag den 27. oktober er Spil Dansk Dag med næsten 1200 arrangementer over hele landet og dansk musik i radioen. Et nyt eksperiment i år er en e-bog-koncert hvor forfattere, musikere, kunstnere og IT-studerende udfordrer vanetænkningen om hvad en bog er. Musikken kan komme til at spille en vigtig rolle i e-bøgerne, og på Spil Dansk Dagen kan man høre hvordan.
Klaverfestival i Aarhus
22-10-11. I løbet af syv koncerter i Musikhuset Aarhus præsenterer lærere og studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium og det russiske Tchaikovsky-konservatorium klavermusik fra Rusland, Frankrig, Ungarn, Spanien, Norge, Polen og Danmark. Festivalen "Opus 11" fra 24. til 29. oktober fokuserer på samarbejdet mellem klaverprofessorerne Anne Øland og Irina Osipova som begge underviser om dagen og står for koncerter om aftenen.
Spotify nu i Danmark
15-10-11. Det har været længe undervejs, men endelig er den gratis musiktjeneste Spotify nået til Danmark efter at KODA er blevet enig med det svenske firma. Spotify er en enorm samling af musik – også klassisk – der ligger klar til streaming, det vil sige til at blive afspillet via en computer eller smartphone. Man kan få gratis adgang til hele herligheden, men kun hvis man har en Facebook-profil.
Komponistpris til Birgitte Alsted
13-10-11. Kun 1 ud af 10 komponister der søger legater hos Statens Kunstfond, er kvinde. Derfor etablerede fonden sidste år en pris som er øremærket til kvindelige komponister, og i år går prisen på 75.000 kr. til Birgitte Alsted for værket 'Agnetes latter'. Det er skabt til Suste Bonnéns skulpturgruppe 'Agnete og havmanden' der er placeret på bunden af Slotsholmskanalen ved Højbro Plads i København.
Kulturnat
11-10-11. København, Esbjerg og Aarhus holder Kulturnat fredag den 14. oktober. Prøv at dirigere et symfoniorkester, se det tidligere radiohus indefra, kom til opera i baggården, hør verdens sværeste stykke musik, få nye bud på gamle danske sange og hør tidevandet omsat til klokkespil. Sådan lyder nogle af de mange tilbud.
Sydbanks Musikpris til de erfarne
09-10-11. Odense Symfoniorkester valgte i år violinisten Bjarne Hansen der har spillet i orkestret siden 1974, og nu er i gang med sin sidste sæson, som modtager af Sydbanks Musikpris. Og i Sjællands Symfoniorkester/Copenhagen Phil blev det bratschisten Ninnie Maria Isaksson, som har været en del af orkestret i 32 år, der indkasserede hæder og 50.000 kr.
Månedens debutkoncerter
05-10-11. I oktober debuterer Mathias Hammer på klaver i Aarhus, Stine Elbæk Rysgaard med sang i Aarhus og København og Ying-Hsueh Chen på slagtøj i København.
Wundergrund - festivalen hvor alt kan ske
04-10-11. I november er der udfordringer for øregangene forskellige steder i København og omegn når SNYK inviterer til årets Wundergrund festival. Under overskriften Voices, Noises & Choices bydes der på musik som udforsker grænserne mellem ny klassisk, elektronisk og rytmisk musik. I år er der særligt fokus på den ekstreme vokalkunst, støj og kompromisløse, kunstneriske valg. Wundergrund kickstarter den 21. oktober med radikale stemmer i Marmorkirken og slutter den 13. december på Kulturværftet i Helsingør.
P2 priser
03-10-11. Den sidste dag i september delte P2 priser ud til danske musikere og cd-udgivelser. Kunstnerprisen gik til barytonen Bo Skovhus der dog har stemmeproblemer i disse uger og derfor først modtager prisen ved en koncert i Mogens Dahl Koncertsal den 30. november. Den unge sopran Dénise Beck der debuterede i foråret, fik årets talentpris, og lytterne havde derudover stemt for klaverkoncerter af 2 x Schumann, orkester- og kormusik af Langgaard, klavermusik af Svend Erik Tarp og kormusik af Pelle Gudmundsen-Holmgreen.





