Portræt af pianisten Maria Yudina v/Jens Cornelius

 

Pianisten Maria Yudina (1899-1970) var en af Sovjetunionens største musikpersonlig- heder. Hun er en legende i Rusland, men i Vesten er hun stort set ukendt. Det vil en ny cd-boks med hendes indspilninger rokke ved.

Af Jens Cornelius
 
En nonne i gummisko. En frygtløs oprører ved klaveret. Maria Yudina levede livet ud og satte det på spil med sin opførsel, men der skete hende aldrig noget alvorligt. Hun var hævet så højt over normalen at hun var urørlig - selv når hun fornærmede Stalin direkte. Det gjorde hende til en legende i levende live. Yudina betyder jødinde, og Maria Yudina var født i en respekteret jødisk lægefamilie. Som barn blev hun dybt optaget af religiøs og filosofisk litteratur, og da hun var 20 år, konverterede hun til den russisk-ortodokse tro. Siden gik hun altid med krucifiks og i sorte kjoler. Hun lignede en nonne, ikke en scene- kunstner. På ungdomsbilleder har hun en dragende og mystisk aura. Senere blev hun svær og bister at se på. ”Når hun sad ved klaveret, svarede hun til min forestilling om Johann Sebastian Bach uden paryk,” sagde den amerikanske dirigent Robert Craft der mødte hende i Moskva i 1962. ”Set forfra på gaden med stok og en håndtaske der bugnede af digtsamlinger, kattemad og honning- krukker, mindede hun om en distræt professor i filosofi.” Bortset fra at hun kunne finde på at trække en revolver op af tasken og række den til de nærmeste med ordene: ”Hold lige den her for mig, men pas på, den er ladt.”

Tilløbsstykker
Hendes koncerter var tilløbsstykker, for Yudina var kult. Hun gjorde alt det man ikke måtte i Sovjetunionen. Hun forsvarede sin studiekammerat Sjostakovitj når han blev beskyldt for at forråde det sovjetiske folk. Hun spillede tolvtonemusik og vestlig avantgarde som ingen sovjetborgere måtte udsættes for. Og hun brændte for Stravinskij der havde forladt Rusland før revolutionen, og var persona non grata i Sovjetunionen. Ikke alene var musikken ved Yudinas koncerter ofte ukendt og dissonerende. Hun spillede den også meget kraftigt. ”Hun kunne få klaveret til at lyde som en trompet,” skrev pianisten Svjatoslav Richter, ”og efter hendes koncerter havde jeg altid hovedpine. Når hun gik på scenen, så det ud som om hun stred sig frem gennem regnvejr, og hun slog korsets tegn for sig inden hun begyndte at spille. Jeg fandt det overdrevent teatralsk.”

Alt er religion
Yudina lagde ikke fingrene imellem, og derfor blev hun flere gange bortvist fra sine undervisningsstillinger. Hun mente at al musik havde noget med religion at gøre, og det prædikede hun konstant for sine elever. Når myndig- hederne havde fået nok, blev hun forflyttet - fra Skt. Petersborg til Tbilisi i Georgien, så til Konservatoriet i Moskva og til sidst til Gnesin Instituttet. Helt som forventet fik hun derfor heller ikke lov til at spille udenlands, bortset fra nogle få koncerter inden for Østblokken. Hun satte aldrig sine ben i Vesteuropa, men det lykkedes alligevel for hende at korrespondere med vestlige avantgardekomponister, endda de unge kometer Karlheinz Stockhausen og Pierre Boulez der stod for 1950’ernes vildeste musik.

Urørlig, selv af Stalin
En bestemt hændelse slog fast at Maria Yudina var den modigste kvinde i sovjetisk musik. Det var kendt at Stalin lyttede meget til radio. En dag i 1943 ringede han til den sovjetiske Radiokomité og spurgte om de havde en plade med Mozarts Klaverkoncert nr. 23 som man havde kunnet høre i radioen dagen før. ”Spillet af Yudina,” bemærkede han. Det havde man naturligvis, fortalte man. Men der fandtes faktisk ikke nogen plade med Yudina der spillede Mozart. Det havde været en direkte udsendelse. Det turde man bare ikke sige til Stalin. Diktatoren bad om at få sendt pladen med Yudina ud til sit sommerhus. I radioen gik man i panik. Yudina og orkestret blev tilkaldt igen for at lave en pladeoptagelse samme nat. Det lykkedes først i tredje forsøg, for både dirigenten og hans afløser var så nervøse at de måtte sendes hjem. Den tredje dirigent var nogenlunde i stand til at gennem- føre. Yudina var derimod helt upåvirket af den spændte situation, og ud på morgenen blev pladen færdig og sendt ud til Stalin. Kort tid efter modtog Yudina en kuvert med 20.000 rubler med besked om at gaven var fra Stalin personligt. Hendes reaktion var et selvmorderisk takkebrev: ”Jeg takker Dem for Deres betænksomhed som har rørt mit hjerte dybt. Jeg vil fortsat bede Dem dag og nat så længe jeg lever. Husk på at hvis De angrer, så vil Herren tilgive Dem Deres svære synder mod vort folk og land. Endnu en gang tak for gaven. Pengene har jeg givet til istandsættelse af den kirke jeg tilhører.” Yudina skete der ikke noget med. Selv Stalin turde ikke røre hende. Og man påstår at Mozart-pladen lå på grammofonen da Stalin blev fundet død ti år senere.

Ustoppelig
Med tiden udviklede Yudina sig fra et pianistisk vidunder til politisk dissident. Hendes spil blev mere og mere smældende, og det passede godt til hendes efterhånden groteske udseende. ”I sine sidste år var hun en forrykt figur”, husker Svjatoslav Richter. ”Hun gik altid i den samme sorte kjole og gummisko, og hun begyndte at læse forbudte bøger af Boris Pasternak højt ved sine koncerter. Hun fik fem års forbud mod at læse højt, men hun kunne simpelthen ikke lade være - selv om hendes optræden blev endnu værre af at hun ikke havde flere tænder tilbage i munden.”



YUDINA PÅ CD - OG PÅ NETTET
Det har altid været svært at finde plader med Maria Yudina uden for Rusland. Brilliant Classics har netop udgivet det hidtil mest tilgængelige udvalg af hendes optagelser. Den boks bliver formodentlig Yudinas endelige gennembrud i Vesten. Indspilningerne er lavet i Sovje- tunionen i 1950’erne og 1960’erne, og i betragtning af alderen er lydkvaliteten god og giver et meget direkte indtryk af Yudinas spil. Brilliant Classics 8909 (8 cd’er), salgspris i Danmark ca. 200 kr.

Nogle af Yudinas optagelser kan man lytte til på hjemmesiden www.mariayudina.com der også rummer en samling fotografier. Andre optagelser findes på den fyldige russiske hjemmeside www.mariayudina.ru. Den berømte plade med Mozarts Klaverkoncert nr. 23 kan høres på www.youtube.com (ingen levende billeder) – skriv ”Maria Yudina” i søgefeltet. 
 

Send en kommentar til denne artikel

Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.
 
*Navn:
 
*E-mail:
 
*Kommentaren gælder artiklen:
 
*Kommentarfelt: