På den anden side af nåleøjet

Det er ikke let at nå frem til den musikalske toppost, dirigentpodiet. Og der ikke brug for mange i Danmark. Alligevel kastede Martin Toft sig ud i det. Hvad kan man andet når man født til at dirigere.

Af Malene Wichmann

Når Martin Nagashima Toft fortæller, er det med masser af gestik.
Håndfladerne er strakt ud og let buede, parate til ’goddag’, og armene kører i runde bevægelser fra albuen.

Det er dirigentbevægelser, de kan ikke slås fra, og Martin Nagashima Toft fortæller med en velartikuleret tenor-latter at hans kæreste indimellem klager over at han ikke kan fortælle om et musikværk uden at dirigere det – selvom de er på slentretur i gågaden.

Der er masser af dirigent i Martin Nagashima Toft, også nu hvor han fortæller løs i sin sofa. Alligevel var det først efter de indledende lektioner i dirigentklassen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i september 2005 at han endeligt besluttede sig for at det var dirigentkarrieren han ville forfølge. Da erkendelsen kom, var han til gengæld ikke i tvivl et øjeblik.

Seks timer varede seancen med den nytiltrådte professor Giancarlo Andretta. En dirigentprofessor han aldrig før havde hørt eller set.

”Bagefter pustede jeg ud og tænkte ’det her skal jeg bare’. Hold da op hvor er jeg heldig at jeg er her!’, fortæller Martin Nagashima Toft i dag.

Energi og nye oplevelser
Da først Martin Nagashima Toft var optaget i dirigentklassen, gik det stærkt. Før han kunne nå at få sine første timer, blev han hyret til sin professionelle debut: Som 23-årig dirigerede han den musikdramatiske forestilling Jeg er kun skindød med Hotel Pro Forma og DR Radiokammerkoret i både København og Berlin.

”Det gav et energi-boost da de ringede. Jeg nåede kun at tænke ’Hov, det går godt nok stærkt! Så var jeg i gang,” siger Martin Nagashima Toft.
I december 2008 havde han sin officielle dirigentdebut ved en koncert med Aarhus Symfoniorkester, og nu hvor han er nyuddannet dirigent, føler han stadig at han rider på en bølge af energi og førstegangsoplevelser.

”Alt der er sket siden jeg startede i dirigentklassen, har været et højdepunkt for mig på det pågældende tidspunkt,” smiler Martin Nagashima Toft: ”Den første praktik med landsdelsorkestrene, det første rigtige job, den første opgave som dirigentassistent på Operaen, de første prøver og koncerter med Kammerkoret Camerata som jeg har dirigeret fast siden 2006, de første koncerter med udenlandske symfoniorkestre ... Det hele har været førstegangsoplevelser. Det er først nu at det hele ikke føles nyt hele tiden. Og det er i sig selv noget nyt!”

Fandt sig selv som dirigent
Martin Nagashima Toft har altid vidst at han ville arbejde med klassisk musik. Samtidig med gymnasiet gik han på det konservatorieforberedende Musikalsk Grundkursus som tenor. Her fik han lyst til ’at lege med at dirigere’, og legen udviklede sig til dirigentkurser med dirigenten Frans Rasmussen som lærer. Efter et par års studier i musikvidenskab fik Martin Nagashima Toft arbejde som sanger i koret Ars Nova og blev projektmanager for ny-musik-ensemblet Athelas Sinfonietta Copenhagen. Dirigent-rollen gik i hi.

”Men så blev jeg sparket op af kontorstolen af Frans Rasmussen,” fortæller Martin Toft. ”Han ringede og sagde at jeg skulle søge ind i dirigentklassen. Jeg tænkte: ’Hvis manden siger at jeg skal til optagelsesprøve, så gør jeg det!’ Her var chancen for at få det afklaret én gang for alle.”

Den unge dirigent lægger ikke skjul på at årene i dirigentklassen har været afgørende år i hans liv. ”Samtidig med at jeg har lært det rent direktionstekniske; slagteknik, prøveteknik, musikalsk analyse og så videre, så har jeg også udviklet mig personligt,” siger han.

”Man bruger meget tid på at arbejde alene, studere musikken, finde ud af hvad man vil med den, og ja – på at forstå sig selv som person.”
Kun ved at være sig selv kan man opnå den troværdighed der er det allervigtigste for en dirigent, mener Martin Nagashima Toft.

”Dirigentrollens autoritet skal komme naturligt. Det er andre der skal give én den ære, og det kommer kun ved at man gør sit arbejde godt og troværdigt,” forklarer han.

Hver gang Martin Toft træder op på dirigentpodiet, er hans tilgang glæden ved at ’nu skal vi lave musik sammen!’ ”Der er to lag i det. At mærke og forstå følelserne i musikken, og at få det udtrykt gennem krop og energi,” siger han.

”At være dirigent handler om at give glæde og energi til andre og om at være fælles med orkestret eller koret om energien og glæden.”

Glæde, energi og timers musikanalyse
Ved siden af den glade og energifyldte Martin Nagashima Toft er der også den pertentlige og analytiske Martin Nagashima Toft. Når dirigenten står foran orkestret, skal håndbevægelserne sidde på rygmarven. ”Man kan sidde derhjemme og arbejde med sine hænder,” forklarer Martin Nagashima Toft, og i samme nu vågner hans højre hånd op fra sin plads på sofaens armlæn og bliver til en spændstig dirigenthånd.

”Der er meget at arbejde med: Hvor skarpt er håndleddet, hvor meget spænding er der i hånden? Hvordan skal det se ud for vise et spidst staccato?”

Foruden øvelser foran spejlet er der også mange timer med næsen i partiturerne i dirigentjobbet. ”Den grundige forberedelse er vigtig for at man kan give sig selv og levere energi til koncerterne,” forklarer Martin Nagashima Toft og fortæller at han for tiden bruger lange hjemmedage på at studere alle de værker han skal dirigere det næste år. I bunken ligger blandt andet Gustav Holsts Planeterne, en tyk rød ’Neue Ausgabe’ af Mozarts Tryllefløjten og alskens klaverudtog til operaer.

”Der er meget at se til for sådan en ’ung, talentfuld dirigent’”, siger Martin Nagashima Toft og citerer det mærkat han stadig som 27-årig får hæftet på sig de fleste steder han kommer frem.