Portræt af Joël González v/Nina Ørum

 

At komme fra en landsby i Mexico og slå sig ned som klassisk musiker midt i København er ikke ligetil. Men det er lykkedes for den 28-årige Joël González, kontrabassist og nyslået vinder af ”Ungdommens Sonningpris”. (Januar 2008)

Af Nina Ørum

Sveden drev af ham i lufthavnens ankomsthal. ”Og jeg stank nok rimelig dårligt,” siger Joël González med et grin da han tænker tilbage på vinterdagen i 2001 hvor han første gang landede i Kastrup Lufthavn. Han var iført tyk trøje, dynejakke og kraftige snowboots - for nordpå var det koldt, havde han hørt. Med sig havde han sin kontrabas og de noder han skulle bruge til optagelsesprøven på musikkonservatoriet i København.

Joël González var 21 år den gang og havde aldrig før været i Danmark. Faktisk havde han aldrig været uden for Mexicos grænser. Men opholdet i det kolde nord skulle vise sig at blive længere end som så. Til optagelsesprøven på konservatoriet fik han nemlig 13 og dermed adgang til en musikeruddannelse langt væk hjemmefra.
”Da jeg kom til Danmark, troede jeg at alle mennesker her i Vesteuropa vidste en hel masse om klassisk musik. Modsat i Mexico hvor kun få kender til det. Derfor gik jeg ind til optagelsesprøven med den indstilling at nu skal jeg nok liiige vise Jer hvad jeg som mexicaner kan ... Og så fik jeg 13. Rektor kom ud og sagde tillykke og sagde så tallet. Jeg anede ikke hvad det betød, men de andre forklarede mig at det var topkarakter,” siger Joël González.

En god pris
I dag er han for længst igennem konservatorieuddannelsen. Han er blevet fortrolig med både det danske karaktersystem, det kolde danske klima og vesteuropæernes ikke altid lige store kendskab til klassisk musik. Joël González har også lært at drikke te i Danmark og har derfor foreslået at vi mødes i Sing Tehus i det indre København. Og så er han blevet udråbt som en af landets bedste kontrabassister. Midt i november modtog han således ”Ungdommens Sonningpris” på 200.000 kroner - en pris han er lykkelig for.
”At få et dansk legat af den størrelse betyder at jeg føler mig endnu mere inkluderet af danskerne nu,” siger han og kigger lidt rundt på tehusets andre gæster.
Desuden var det en stor glæde for Joël González at fortælle sine mexicanske forældre om prisen. For de har mange gange tvivlet på hvorvidt deres søn overhovedet kunne overleve som musiker.

Basguitar
Joël González er født på Yucatán-halvøen i Mexico for 28 år siden. Hans farfar spillede trompet, guitar, mandolin m.m. når der var brug for en musiker i den lille landsby. Professionelle musikere var der imidlertid ingen af i familien González, og ingen hverken i landsbyen eller familien forestillede sig at man bare sådan kunne spille og så kalde det et arbejde.
Som barn klimprede Joël lidt på en spansk guitar der lå hjemme. Især de dybe strenge holdt han af, og i skolen begyndte han at spille elbas i forskellige rockbands. Da Joël González så ville med i skolens folkemusikorkester, gav læreren ham en kontrabas, og det faldt teenageren meget nemt at få lyd ud af det store instrument når han knipsede på strengene.
Et par år senere besøgte et strygeorkester byen, og Joël González kontaktede orkestret for at spørge om de mon kunne vise ham hvordan man brugte en bue på bassen. Musikerne svarede med et ”velkommen til”. De stod netop og manglede en kontrabassist.

”For mig var det åbningen til en stor verden. Jeg arbejdede med teknik i et par måneder, og så tog jeg med orkestret rundt i hele Mexico. For første gang oplevede jeg et klassisk musikmiljø i Mexico City, og jeg var til en jazzfestival hvor jeg hørte Michal Stadnicki spille. Og dér gik det op for mig... Han lavede musik på kontrabassen. Virkelig musik. Jeg var næsten ved at græde som jeg stod og lyttede til ham. Og så vidste jeg bare at jeg skulle være musiker. Men der var et problem,” siger Joël González.

Farvel til ingeniøruddannelsen
Med alvorlig mine puster han til den varme, indiske chai han lige har fået serveret. Så griner han og gentager ”et problem, et stort problem,” inden han drikker af teen. Gonzáles er en dygtig fortæller, både på sin kontrabas og siddende på café, og han nyder åbenlyst at bygge en spænding op.

Efter endnu en tår te afslører han problemet: Han havde allerede taget en bachelor i matematik og skulle til optagelsesprøve på en ingeniøruddannelse ugen efter han kom hjem fra festivalen. Forældrene krævede det. Men dagen efter optagelsesprøven meddelte Joël at han ikke var taget af sted til prøven. Nu måtte de enten have ham gående derhjemme og lave ingenting eller sende ham på musikkonservatoriet. Efter et par dage accepterede de med stor bekymring musikeruddannelsen. Joël González tog af sted til Xalapa og begyndte på konservatoriet der.

Snowboots og dynejakke
Et par år senere mødte han igen kontrabassisten Michal Stadnicki og spillede for ham. Stadnicki var begejstret og foreslog at den unge mexicaner kom til København hvor han underviste på konservatoriet. Joël González afslog. Han havde ikke råd, og han havde en kæreste i Xalapa. Men i 2001 modtog González to store legater i Mexico, og så var det at han anskaffede dynejakke, snowboots og et pas og satte sig i flyveren mod det kolde København og en skræmmende optagelsesprøve.
”Ja, og resten er historie. Er det ikke sådan, man siger? Altså, siden er jeg jo bare blevet uddannet her og spiller i orkester, og jeg har undervist som så mange andre gør det,” siger Joël González.
Hvilket nu ikke er helt korrekt. Kontrabassistens historie begyndte utraditionelt, og den fortsætter heller ikke helt almindeligt.

Efter Joël González’ første år på konservatoriet udløb den økonomiske støtte fra Mexico. Derfor var han nødt til at søge arbejde ved siden af sin uddannelse. DR Radiosymfoniorkestret annoncerede netop da efter to nye kontrabassister. Og vel vidende at orkestret er et af landets bedste, gik González til konkurrence og vandt den ene plads.

”Det var ret hårdt, faktisk, både at studere og spille i orkester samtidig. Især fordi jeg har en soloplads i orkestret, så jeg følte et pres og en forventning hele tiden. Samtidig kunne jeg ikke rigtig tale dansk, og jeg vidste ikke hvordan kulturen i orkestret - og i resten af Danmark - fungerede endnu. Og så det allersværeste ved at rejse væk... Jeg savnede min familie meget. Det gør jeg stadig. Og jeg savner den stemning, den spirit der er i Mexico. Folk er meget åbne og fysiske, de knuser dig når du møder dem på gaden. Desuden improviserer man meget. Det hele går ikke efter en kalender, man handler spontant,” fortæller Joël González og indrømmer at det første halve år på konservatoriet kom han ”rimelig tit” for sent til sin undervisning.

Han indrømmer imidlertid også at når han kommer til Mexico i dag, savner han den danske orden og den velorganiserede hverdag.

Den stolte mor
Da Joël González spillede sin diplomeksamen på konservatoriet, sad hans mor blandt publikum. For første gang nogensinde var hun udenlands. Og hun var stolt, dybt rørt og følte sig som i en drøm, fortæller sønnen.

Han selv var derimod urolig. Hvad skulle han nu? Ville han blive optaget i konservatoriets solistklasse? Var det nok bare at spille i orkester? For en sikkerheds skyld søgte han arbejde som musikskolelærer, blev ansat i Hørsholm Musikskole og blev i øvrigt også optaget i solistklassen. Igen var der lige rigeligt at se til.

”Men musikskole-jobbet var rigtig godt. Det var først her jeg rigtig lærte dansk. Børnene talte jo ikke andet, så mens jeg rettede på deres fingre, rettede de på min ordstilling og udtale”.
Sidste efterår afsluttede Joël González solistklassen med en fornem debutkoncert. Kort tid efter fik han besked om at han ville modtage 200.000 kroner fra Aennchen og Eigil Harbys Fond, den såkaldte ”Ungdommens Sonningpris”.

Hvad nu? Efter fem travle år i Danmark følte den mexicanske musiker sig for alvor anerkendt i sit nye land. Men han følte også et behov for at tage ud og indsamle nye indtryk og havde pludselig økonomisk mulighed for at gøre det. Lige nu har Joël González således et års orlov fra Radiosymfoniorkestret og har flyttet sin faste adresse til Berlin hvor han studerer hos musikere i Berlinerfilharmonien. Han har også planer om at opsøge lærere i Italien, Argentina og USA, og han forbereder forskellige koncertprogrammer som solobassist.
”Jeg står et vigtigt sted i mit liv. Både i Mexico og i Danmark har jeg fået så meget. Nu prøver jeg at rejse ud og få alt hvad der er muligt, så jeg kan give endnu mere tilbage. Det værste vil være hvis jeg på et tidspunkt står og synes at jeg burde have gjort noget som jeg ikke nåede. Hvis jeg føler at jeg burde kunne give mere end jeg gør. Og her tænker jeg både musikalsk og helt personligt. Altså, jeg vil jo gerne have familie og børn en gang”, siger Joël González.

Men hvor ligger din fremtid - i Danmark eller Mexico eller et helt andet sted?