Portræt af Fazil Say v/Jens Cornelius

Fazil Say tager sig mange friheder med de klassiske værker, men gør det først efter grundigt forarbejde.

Af Jens Cornelius

En mildt sagt afslappet superstjerne. Det er et stykke op ad formiddagen, og Fazil Say splatter ud i en plastikhavestol på sin hotelterrasse. Kæderyger smøger fra en krøllet pakke, askebægeret er ved at blive fyldt ved siden af et par halvtomme kaffekopper. Han har orange jeans på og en gammel t-shirt der meget vel kan være den han har sovet i. Fyr løs, siger han – taler vi tysk eller engelsk?

Multikunstner
Fazil Say er Tyrkiets største klassiskemusiker. En komplet musikkunstner der spiller alt mellem himmel og jord foruden selv at komponere. Hans teknik er knivskarp, og han udnytter den til at spille de klassiske værker på sin egen måde. Det giver nogle lyttere myrekryb, mens andre føler sig rusket op når Beethoven, Mozart og Bach får et bid og et drama der er Fazil Says eget.

Det kan være svært at sige noget nyt om de berømte værker, siger Fazil Say. Han vil ikke nøjes med at gentage andres udsagn, men vil på den anden side heller ikke påføre musikken noget der er den fremmed. ”Man skal spille musikken i komplet overensstemmelse med sit indre. Det skal være ens helt personlige opfattelse af musikken.”
Hvordan finder man frem til det?

”Jeg spiller værkerne igen og igen. Giver koncerter for mig selv når jeg øver. Jeg orkestrerer klaverværkerne inde i mit hoved – denne her stemme er en fl øjte, så et horn. Når jeg er parat til at optræde med værket, spiller jeg det ved 4-5 koncerter og tager så en pause fra det - måske et helt år hvor jeg slet ikke spiller det. Og så tager jeg værket op igen.”
Processen tager lang tid. Fazil Says usædvanlige fortolkninger er ikke hurtige, smarte idéer.

Fantasi og musik
Da Fazil Say var en lille dreng, var hans talent åbenlyst, og han blev sendt til spil hos en dygtig gammel pianist. Læreren fangede heldigvis straks at den 5-årige Fazil var en personlighed med uendelig fantasi. Klavertimerne blev indledt med at læreren spurgte: Hvad har du oplevet i dag? Hvis Fazil havde set en flok geder eller et stort skib i havnen, blev han bedt om at spille det på klaveret. På den måde blev improvisation en naturlig del af hans musikalske liv.

Jazzen
Derfra var der ikke lang vej til at komponere selv. Eller spille musik hvor improvisation er det bærende, f.eks. jazz. I dag skelner Fazil Say stadig ikke mellem de forskellige måder at udtrykke sig på.

”For et par uger siden spillede jeg ved Montreux Jazzfestivalen. Jeg gav en koncert på tre timer hvor jeg spillede mine egne numre sammen med en gruppe jazzmusikere. Som ekstranummer gav jeg en Beethovensonate! Og her ved Verbier Festivalen har jeg i aften tænkt mig at improvisere over Gershwins Summertime efter mit program med Bach og Mussorgskij. Jeg adskiller ikke de forskellige sider af mit musikliv.”

Say giver 120 koncerter om året. ”Det er ikke så mange,” synes han selv. ”Det ser måske ud af mere fordi jeg både spiller jazz, klassisk og komponerer. Selvfølgelig tager det mere tid end hvis jeg bare holdt mig til en karriere som klassisk pianist, men det er nu engang de ting jeg har lyst til.”

Kompositionerne
Hvordan finder du overhovedet tid til at komponere?
”Jeg er ikke nødt til at tage fri for at komponere musik. Jeg skriver hele tiden, også i de her dage hvor jeg optræder ved fl ere forskellige koncerter på festivalen. Jeg har altid nodepapir med når jeg er ude at rejse, og jeg sender det afsted til min forlægger i München når jeg har noget færdigt. Lige nu er jeg ved at skrive på en symfoni og en cellosonate og tre forskellige værker for klaver, inspireret af emner fra Anatoliens historie. Det er fem forskellige værker samtidigt - det har jeg ikke prøvet før! Jeg arbejder også på et par transskriptioner af Bachs orgelværker. Jeg vil lave to-tre transskriptioner til så der er til en hel cd.”

De tyrkiske rødder
Med sit udsyn og evige turnéliv ligner Fazil Say en moderne verdensborger. Man skal nu ikke stikke meget i ham før hans stærke tyrkiske rødder bliver tydelige. Mange af hans værker tager afsæt i tyrkisk poesi, historie, natur og ikke mindst folkemusikken.

”Jeg synes man er nødt til at stå ved sine rødder. Da jeg var otte år, kom Zubin Mehta til Ankara for at dirigere en koncert. Min far sagde at nu skulle vi til koncert med en indisk dirigent. Jeg forestillede mig at han ville ligne en fakir med turban. Men så kom han ind på scenen i smoking! Jeg var så skuffet. Hvad indisk var der ved ham? På samme måde synes jeg ikke en komponist fra Usbekistan skal skrive musik der kunne have været skrevet af en dansker. Man må stå ved sin oprindelse nu hvor verden er blevet så lille.

Jeg spiller tit sammen med tyrkiske folkemusikere. Det kan være svært, for det er ikke alle tyrkiske instrumenter der passer sammen med et klaver. Den tyrkiske fløjte Ney kan ikke stemmes sammen med et klaver, og dens tone kommer forsinket ligesom på et orgel. Man ved bare ikke hvor meget forsinket det er! Det kan være to eller fire sekunder … men jeg bruger alligevel en Ney i et værk jeg skrev til Mozart-året 2006. Det handler om mødet mellem øst og vest. Om sammenstødene, om hvad der kan lade sig gøre og hvad der ikke kan. Det kommer med på den næste cd med mine egne værker.”

Kunstnerisk frihed
Sidste år kom Say i politisk unåde i Tyrkiet fordi han sammen med en række andre kunstnere udtrykte kritik af regeringen. Den kunstneriske frihed – og mange andre former for frihed – i Tyrkiet er i fare, mener han. Han truede endda med at udvandre fra sit elskede fødeland. Endnu har han dog stadig base i Istanbul hvor også hans 8-årige datter bor.
”Tyrkiet er i politisk kaos og har været det i to-tre år. Vi har brugt 100 år på at gøre landet vestligt og sekulært, men nu udnytter den islamistiske regering sin magt til at gå den anden vej. Jeg er bange for at vi skal ende som Iran eller Saudi Arabien. Jeg er både overrasket og skuffet over at EU samarbejder med vores regering. Jeg forstår simpelthen ikke EU Kommissionen!”

Du er ellers udvalgt af EU til at være kulturambassadør?

”Ja, det er jeg, sammen med bl.a.

den catalanske barokmusiker Jordi Savall. Vi er blevet valgt fordi vi arbejder på tværs af kulturer, nationalitet og religion og viser hvilke mulig det giver. Vi optræder med koncerter og kommer med forslag til EU om hvad der kan gøres for at forbedre forholdene. Det synes jeg er meningsfuldt.

Alle musikere burde bare én gang om året give koncert for skolebørn eller andre der ikke kender til klassisk musik. Gennem tre år tog jeg hver måned en dag ud af kalenderen for at spille på skoler i Tyrkiet. Jeg var i byer hvor der aldrig havde været en klassisk musiker før. Jeg gav tre koncerter om dagen, og der kom vel 1.000 mennesker til hver koncert. Jeg fortalte om musikken og om Bach, og publikum stillede mange gode spørgsmål. Jeg må have spillet for 100.000 mennesker sammenlagt i de år. Det har måske ikke forandret tilhørernes liv, men jeg håber det i hvert fald har været en slags plus for dem.”