Portræt af Angelika Kirchschlager v/Jens Cornelius

Jens Cornelius tegner et portræt af den østrigske superstjerne, sopranen Angelika Kirchschlager som han mødte over en café au lait ved Verbier-festivalen 2008 i Schweiz.

Af Jens Cornelius

Hun er født i Salzburg og bosat i Wien. Det er Mozarts to byer - og hjemegn for Schubert, Brahms, Mahler, Bruckner, Korngold, Zemlinsky, Schönberg og Johann Strauss. I dag huser byerne nogle af verdens vigtigste musikfestivaler, de bedste orkestre, konservatorier og koncertsale. Her findes ånden fra 250 års musikalsk fortid. Ikke noget dårligt sted at leve et musikerliv.

”Nemlig! Det er et godt sted at være musiker,” siger den østrigske mezzosopran Angelika Kirchschlager. ”Jeg kan mærke at jeg går i de samme gader som Schubert gjorde. Jeg synes bestemt at jeg er tæt på ham her - tættere end hvis jeg boede i Ruhr-distriktet!”

Stemme og sprog
Angelika Kirchschlager sidder over en café au lait på en restaurant i Verbier, den schweiziske festivalby hvor hun denne gang er blevet bedt om at give masterclass og vejlede et hold unge sangere der arbejder med Mozarts opera Cosi fan tutte. En liedkoncert bliver det også til, og for de forbipasserende er det den rene musik bare at høre Angelika Kirchschlager tale. Noget af det mest slående ved hende er hvor tydeligt hun udtrykker ordenes enkelte lyde. Hendes karakteristiske varme stemme og levende vibrato klinger vidunderligt, men kommer aldrig i vejen for ordene. Tværtimod går stemmen i ét med sproget. Og det gælder ikke kun når hun synger på modersmålet tysk.

”Sproget er meget vigtigt. Det er nødvendigt at kende sproget for at forstå den måde komponisten har sat ordene i musik. Mozart og Schubert er fantastiske til at sætte ord i toner, og af respekt for både sproget og komponisten er man nødt til at synge så ordene kan forstås. Synger jeg på fransk i Frankrig, skal det være fuldstændig perfekt, simpelthen helt perfekt. Men det skal det selvfølgelig også være hvis jeg synger franske sange i Portugal.”

Hvordan opnår du den perfektion?

”Jeg prøver at synge så enkelt som muligt. Ikke at stå i vejen for budskabet. Det minder om homøopatisk medicin – jo mindre dosering, desto bedre virker det! Det lærte jeg af min gamle sanglærer, barytonen Walter Berry. Han var et geni med et stort hjerte og en stor forstand. En sanger af den gamle skole.

I det hele taget var gamle sangere bedre til at gøre ordene tydelige end man er i dag. De sang på en helt enkel måde, og selv på meget gamle indspilninger fra begyndelsen af 1900-tallet kan hvert et ord forstås. Jeg er sikker på at Schubert og hans venner har sunget Schuberts sange helt enkelt, som var det folkesange.”

Ingen billige tricks
Man kan mene at der ikke er meget nutid over Angelika Kirchschlager der går rundt i Schuberts fodspor og i øvrigt holder sig til et ret konservativt repertoire. Men sådan er nu engang hendes kompromisløse holdning til klassisk musik. Vi får hende aldrig at se til poppede stadionkoncerter.

”Det nytter ikke at forsøge sig med billige tricks,” siger hun roligt. ”Man kan ikke sælge klassisk musik som var det popmusik, og man skal ikke bilde folk ind at musik er klassisk hvis den ikke er det. Det nytter ikke at sænke snoren for den klassiske musik – vi må prøve at løfte publikum op i stedet. Klassisk musik er anderledes, og det har den altid været.”

Egentlig ville Angelika Kirchschlager slet ikke være sangerinde, men pianist. Hun var bare altid så anspændt når hun skulle optræde, så hun skiftede fra klaver til sang. Sangundervisning havde hun aldrig fået før, men talentet var soleklart. Hendes professionelle karriere startede på Wiener Statsoperaen hvor hun lærte det grundlæggende arbejde uden smutveje. Hun er stadigvæk ikke vild med fart og tempo. Det synes hun er i modstrid med musikkens væsen.

”Der er så meget i vores liv der er blevet nemt. Alt går så hurtigt samtidig med at mennesker hungrer efter fred og ro. Hvis man vil lytte til Mozart, behøver man tid og koncentration. Hans musik er som havet: Man kan flyde ovenpå, ligge på en luftmadras og bare glide med. Næste trin er at tage dykkerbriller og snorkel på og se hvad der gemmer sig af liv under overfladen. Men hos Mozart kan man også dykke helt ned i mørket, dér hvor fiskene ikke er farvestrålende, men hvor alt er sort. Det tager tid at nå dertil. Og man kan nok ikke regne med at alle mennesker vil være i stand til det.”

Elitært
Angelika Kirchschlager ved udmærket at lieder - klassiske sange med klaverakkompagnement - ikke er det nemmeste for publikum.

”Lieder er krævende at lytte til. Det kræver forudsætninger af lytterne og bliver aldrig nemt. Hvis man ikke kan forstå et digt, er det umuligt at følge hvad en komponist gør ved det i en lied. Klassisk musik har altid været elitær. Men jeg er nu ikke bekymret for dens fremtid. Der er trods alt mange flere muligheder for at komme til at møde musikken end for 50 år siden. Og se hvordan publikum strømmer til festivaler som denne her...” Hun peger ud på hovedgadens solbrændte feriegæster der nyder kombinationen af afslapning om dagen og musikalsk koncentration om aftenen.