Politikere bakker om Det Jyske Ensemble
|
Politikere fra både Vestjylland og Christiansborg bakker op omkring det lukningstruede Jyske Ensemble.En delegation af tre borgmestre og to kulturchefer fra Morsø, Thisted, Skive og Viborg var den 17. december 2008 i København for at tale ensemblets sag hos Folketingets Kulturudvalg. Og deres oplæg gjorde indtryk, fortæller Venstres kulturordfører, Troels Christensen. Af Malene Wichmann”Borgmestrenes bekymring er berettiget. En lukning af Det Jyske Ensemble vil gå ud over yderområderne. Der er fare for at vores ambition om kultur i hele landet bliver skævvredet,” siger han. Troels Christensen har givet meldingerne videre til kulturminister Carina Christensen. Og dér ligger sagen nu, fortæller han. Det er musikfagfolkene i Kunstrådets Musikudvalg der står for at uddele de statslige midler til Det Jyske Ensemble, og fra 2011 har de valgt at indstille støtten. ”Det er et udtryk for en prioritering at bruge midlerne anderledes. Som musikudvalg er det vores opgave at fordele midlerne så vi får så meget kultur i hele landet for pengene som muligt,” lød det fra udvalgets formand, Giordano Bellincampi da beslutningen blev meldt ud i oktober 2008. Politikere bør ikke blande sig i Musikudvalgets faglige kriterier for at uddele støtte, mener Troels Christensen. Men det er politikerne der sætter rammerne for fagfolkene, og ifølge kulturordføreren bliver der arbejdet på at indføre en strammere struktur. En løsning kunne være at opstille geografiske kriterier der sikrer støtte til ensembler i hele Danmark, foreslår han. ”Det tidligere amtslige tilskud bliver nu delt ud af Kunstrådets Musikudvalg. Men vi arbejder på en løsning der fastholder pengene i det samme geografiske område som fik dem i amternes tid,” siger Troels Christensen. Det Jyske Ensemble er et af landets seks basisensembler. Ensemblerne er oprettet med formålet at sikre et musikliv med et højt kunstnerisk niveau i hele Danmark. Kunstrådets Musikudvalg besluttede i efteråret at indstille støtten til Det Jyske Ensemble, og tilskuddet, som udgør små fem millioner kr. årligt, vil derfor falde bort fra år 2011. Ud over støtten fra Kunstrådet er de lokale kommuner også med til at drive ensemblet.
|
Send en kommentar til denne artikel
Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.


