|
En musikalsk kosmopolit gæsteunderviser på sin gamle musikskole i Hillerød.
Af Jens Cornelius
”Jeg kan godt huske hende. Hun kedede sig lidt når der var sammenspil, for hun var ret god!”
En
af lærerne på Hillerød Kommunale Musikskole har lige haft et gensyn med
27-årige Christine Christensen. Hun er en af de elever der for alvor
blev til noget ved musikken. For ni år siden rejste Christine alene til
New York, og i dag har hun en Master-grad fra Manhattan School of
Music. Hun er udvalgt blandt 2.000 cellister til at spille i det store
Verbier Festival Orkester der turnerer over hele verden. Metropolitan
Operaen ringer til hende når de mangler en cellist for en aften. Og
planen er at konkurrere sig ind i et af de store amerikanske orkestre -
helst et af de allerbedste. Ambitionerne fejler ikke noget. Hvis de gør
det, så klarer man sig ikke i New Yorks musikliv.
Gæstelærer
I
Hillerød kommer man nemt til at stå på venteliste hvis man vil være
elev i musikskolen. Børnenes lyst til at spille er meget større end de
kommunale budgetter kan rumme. Musikskolens populære cellolærer Tanja
er en af dem der har fået mange nye børn til at melde sig. Denne mandag
eftermiddag er der dog gæstelærer på. Den gamle elev Christine er på
besøg for at øve med 7-8 af de nuværende elever - Astrid, Louise,
Theis, Rasmus og de andre.
En workshop med en ukendt lærer fra
Amerika er en stor mundfuld for eleverne. De spiller med blussende
kinder og bakser med deres blufærdighed. ”Du har en rigtig god teknik,”
roser Christine en af drengene, ”du sidder afslappet og holder armen
godt.” Nogle skal have løsnet buehårene en anelse, andre får ændret
indstillingen af støttepinden - ”Din cello er lidt for lav. Du er jo en
stor dreng!”
Go crazy
En af de dygtigste
elever får hjælp til at åbne klangen op. ”Du må gerne gå crazy på
celloen!” siger Christine, ”buen skal bide i strengene.” For hvert
strøg kommer pigens klang 10 cm længere ud i rummet. ”Hørte du det? Det
gav en helt anden lyd,” siger Christine der ind i mellem løber tør for
danske ord. ”A ringing tone” hedder ikke ”en ringetone” på dansk
opdager hun så snart hun har sagt det. Men hvad hedder det så?
Christines fagsprog er indlært i New York.
Til slut kommer der en
kasse sodavand ind. Amerikanske Coca-Cola blandet med lokale Tuborg
Squash. Og dansk vand. Det er vist et tilfælde.
”Det er nogle
vildt søde børn. Fantastisk at så mange i Hillerød har lyst til at
spille cello!” siger Christine bagefter. Hun er hjemme to-tre gange om
året, men denne gang har besøget været anderledes. Hun har set Hillerød
i øjnene igen.
”Det føles trygt at have en rolig base her. Det er
noget jeg værdsætter, men det er svært at værdsætte hele tiden... Her
er simpelthen så stille. Da min kæreste fra USA var her for første
gang, var han virkelig rystet over at der ikke var nogen mennesker ude
på gaden klokken halv tolv om aftenen. Og da vi gik gennem
Frederiksborg Slot, hvor der ikke er gadelamper, fik han et chok da
tårnuret begyndte at slå i mørket!”
Vejen frem
Christine
var 12 år da hun stoppede på musikskolen og begyndte at få
privatundervisning hos celloprofessoren Asger Lund Christiansen i
København. Hun kom på konservatoriet efter 9. klasse, men ville videre
til nye udfordringer. Gik til prøvespil i Stockholm for at blive
optaget på et kursus i England, derefter til Madrid og til sidst New
York. For at være netop der hvor konkurrencen er allerhårdest.
Hun
har ikke tænkt sig at vende hjem. ”Jeg vil virkelig gerne til Atlanta
Symfoniorkester. Det er meget dynamisk, fyldt med unge, åbne musikere
der virkelig har passion. Og dirigenten er en rigtig drama queen! I USA
er indstillingen at det altid kan blive endnu bedre. Og jeg er ikke
gået igennem alt det jeg har gjort, for at stoppe min udvikling.”
|
|
