|
Foto: Gorm Valentin
Danmarks
Radios kandidat, cellisten Toke Møldrup vandt i 2008 førsteprisen i den
internationale konkurrence "New Talent" arrangeret af The European
Broadcasting Union i Bratislava.
Af Claus Johansen
Han er energisk. Han læner sig
frem over bordet, han ser mig lige ind i øjnene, han taler klart og
tydeligt hen over larmen fra cappuccinomaskiner, raslende glas,
idiotisk baggrundsmusik og hvinende kvindestemmer på en café i det
inderste København en regnvåd vinterdag omkring kl. 15. Når han taler,
bruger han sine hænder, hans overkrop taler med, øjnene er rolige og
venlige, stemmen tydelig og lige tilpas i tempo. Her går spontanitet og
kontrol hånd i hånd. Når jeg siger noget, hører han efter og prøver at
forstå mig før han reagerer. Når han svarer, er det klart, hurtigt,
spontant og gennemtænkt i et hug. Den mand er vant til at lytte og
reagere på det han hører. Toke Møldrup er kammermusiker, regn med det.
Pris i Bratislava
Han
er lige kommet hjem fra Den Europæiske Radiounions talentkonkurrence i
Bratislava. Han kæmpede sig frem til finalen, endte med at spille
Dvoraks cellokoncert med orkester foran et entusiastisk publikum, et
kritisk dommerpanel og omkring 2 millioner europæiske radiolyttere. Ved
prisoverrækkelsen var det endnu ikke gået op for ham at han havde
vundet. Han troede at han skulle have tredjeprisen. Bifaldet var godt
nok stort, men han ventede alligevel at det ville vokse yderligere når
de to andre finalister skulle have deres priser. Men da det - som han
siger - 12 kg tunge, grimme men imponerende glastrofæ blev båret ind,
gik det op for ham at han havde vundet.
Toke ligner en ung
mand med gang i. Han kunne gå på universitetet DTU, CBS, arbejde som
pilot, jurist, arkitekt eller konstabel. Han er 27, bor i en billig
lejlighed på Østerbro, holder af at løbetræne, drømmer om tid til
maraton, har en kæreste som skal være sygeplejerske, og lever et næsten
normalt københavnerliv. Men han skiller sig alligevel ud, for han
spiller cello – i topklasse. Han var bare 15 da han blev optaget på Det
Jyske Musikkonservatorium, han fortsatte sine studier på konservatoriet
i København, og hans debut i 2005 vakte opsigt. Siden da har han gjort
sig yderst fordelagtigt bemærket, både som solist og som kammermusiker.
Fra elev til jævnbyrdig
Priserne er væltet
ned over ham, og nu har han vundet endnu en konkurrence og hjembragt
nok et besynderligt trofæ. Hvad kan man bruge det til? Lige nu er det
stadig lidt uklart. Priser skaber opmærksomhed, og der følger skam også
lidt penge med, men engagementerne kommer altså ikke væltende af den
grund. Så foreløbig er alt nogenlunde som det var: Han underviser på
konservatoriet hvor han selv gik, han spiller koncerter både her og i
udlandet, og han tager af og til timer hos erfarne cellister. I Zagreb
besøger han Valter Despalj som bl.a. kan noget med bueteknik.
Mulighederne er mange, men hvor vigtig er undervisning for en
færdiguddannet cellist? Toke tænker sig om og forklarer at det ikke
drejer sig så meget om undervisning som om udveksling af idéer og
inspiration. Lærerne er efterhånden holdt op med at give ordrer, nu er
de begyndt at stille spørgsmål: ”Hvorfor vælger du denne frasering?
”Hvad tempo kunne du tænke dig?” De behandler ham som en kollega.
Helst ikke noget fast
Cd’er?
Ja, det kunne da være spændende, men vi venter lige lidt.
Yndlingskoncerter? Jo da, de store cellokoncerter – der ligger en 5-6
lagret i hans hjerne som han nok ville kunne fyre af med få dages
varsel. Yndlingskoncerten? Lige for tiden Dvoraks superromantiske
cellokoncert, måske fordi den er så fuld af kammermusik.
Orkesterarbejde? Ja gerne, men helst ikke noget fast. Toke kan i år
opleves gennem tre forårsmåneder forrest i Sjællands Symfoniorkesters
cellogruppe. Sådan en kontrakt giver penge og mulighed for mere
undervisning og fordybelse, men han siger foreløbig nej tak til længere
orkesterjobs.
Før nytår var han i Brasilien for at spille ny
musik, snart følger kvartetkoncerter i Tyskland med Paizokvartetten
hvor han spiller kammermusik på internationalt niveau. De fire strygere
kender efterhånden hinanden ud og ind, og det kan høres. Til sommer kan
københavnerne også møde ham med cellosonater ved kammermusikfestivalen
på Charlottenborg.
Toke er langsomt på vej ind i den
eksklusive klub af danske strygere med internationalt ry. På vejen opad
vil han måske kunne udveksle erfaringer med sin unge kollega Andreas
Brantelid og den ældre Erling Bløndal Bengtsson, og en dag når han
måske helt op til violinfænomenet Nicolaj Znaider. Det er en lang vej,
og den kræver overmenneskelige kræfter. Talent er godt i den
forbindelse, undervisning og konstant øvning er endnu bedre. Man skal
have råstyrke, lidt held skader ikke, og så hører der oven i alt det
andet en del papirarbejde til en international karriere. Administration
er besværlig når man hellere vil spille, derfor har Toke fået sig en
agent. Så venter vi bare på at telefonen ringer. Indtil da: Mere
fordybelse.
Ikke tid til tv
Fjernsynet er
blevet forvist til loftet. Skal man se film, skal det være for alvor,
og de siger at man nu kan få Bunuels gamle film på dvd. Toke elsker den
slags, men der er bare ikke rigtig tid til at se dem. Der var også en
gammel drøm om at løbe maraton, det er ikke blevet til så meget, men
han løber også kortere afstande med stor fornøjelse. Der ligger en del
bøger som venter på at blive læst, men hvem har ro til at læse når
lommebogen er fuld af prøver og koncerter, og der skal sættes 4-5 timer
af til øvning hver dag. Det er faktisk lettest at slappe af på
turneerne. Det fredeligste sted i verden er et hotelværelse når man er
alene, og mobilen ellers lader være at ringe.
Herhjemme bor han
forholdsvis billigt og tjener faktisk ikke ret meget. I en periode var
han på støtten, men det gør han ikke mere. Alt det papir, og så skal
man sidde der og forklare hvad man laver til en person som alligevel
ikke fatter hvad det er man foretager sig.
Indtil for få år
siden forsøgte han at efterligne og kopiere berømte cellister som
Rostropovich eller Yo-Yo Ma. Nu er han i fuld gang med at blive sig
selv. Dengang drejede det sig om at give lærerne og dommerne det de
forventede og kunne acceptere, nu handler det om at finde sin egen
fortolkning. Men det udelukker jo ikke at man af og til får lyst til at
låne en god idé. Man hører en jævnt kedelig tysk kollega spille en
cellokoncert helt almindeligt, og pludselig er der ti takter som lykkes
for ham; hvorfor ikke kopiere sådan en detalje når den fungerer godt?
Tidligere kopierede han så meget som muligt, men det er han gået væk
fra. ”Meget er faldet på plads, jeg er kommet tættere på målet,” siger
han, og ingen af os behøver at bore i hvad målet egentlig er. ”Det
vigtigste lige nu er at være sig selv,” siger han. ”Man skal spille som
den man er.”
Hans entusiasme er ægte, og hans energi smitter.
Han er en af dem som ikke taler med mad i munden, men under vores
samtale, der mest er en monolog, har han næsten ubemærket spist en
temmelig stor italiensk sandwich og drukket både en enkelt og en
dobbelt cafe latte. Han er vant til at koordinere diskret og har let
ved at komme i kontakt. Hans virkemidler er kammermusikalske: Ikke det
mindste dominerende, men han får det som han vil have det - i al
venskabelighed.
|
|
