Man skal dele sine gaver
Af Jens Cornelius Han er bare for meget, ham Mischa Maisky. For langt hår, for prangende designertøj, for stor en celloklang, for temperamentsfuld. Slap dog af, og opfør dig som den ældre klassiske musiker du er, tænker man. ”Jeg er ikke så god til at tage let på tingene”, siger Mischa Maisky selv. ”Sådan har det altid været. Det er min person, min natur. Man kan ikke ændre på den man er.” Glad og charmerende sidder han i alpebyen Verbier hvor han aftenen før har givet en af årets mange 60-års fødselsdagskoncerter. Hans smukke unge kone sidder ved siden af og ordner hans kalender. Hun minder ham om at hans søn fra første ægteskab skal nå et tog om lidt, og at Maisky har lovet at vinke. Det ændrer ikke ved at Mischa Maisky er til stede i nuet og tilfører dette møde med en tilfældig dansker det samme nærvær som 1.800 lyttere fik ved en koncert dagen før. Spiller fingrene til blods Venstre ringfinger blev spillet til blods på scenen i går hvor Mischa Maisky var solist i to en halv time – ca. fem gange så lang tid som en solist normalt optræder. Bliver han aldrig træt? ”Jo, jeg kan faktisk godt blive træt af at spille, især til sådan en festival hvor der er mange prøver og koncerter tæt på hinanden. Til min rigtige fødselsdag holdt vi koncerter tre dage i træk i Paris. Jeg uropførte en ny vidunderlig cellokoncert skrevet specielt til mig, og jeg spillede med mine børn og med Martha Argerich og Julian Rachlin. Jeg er ikke nødvendigvis tilhænger af meget lange koncerter. Nogle gange sker det bare på den måde.” Det syngende instrument En almindelig cello-solist har kun et par håndfulde cellokoncerter at vælge imellem. Den mangel på udfoldelsesmuligheder kan Mischa Maisky ikke leve med, så han udvider selv cellorepertoiret med nye arrangementer af gamle værker. ”Der er intet galt i at spille transskriptioner. Det er der nogle ”hellige” der synes, men hvis man gør det med smag og respekt for originalen, er det ikke anderledes end hvad komponister som Bach og Mozart selv gjorde. Jeg spiller tit sange på cello, for celloen er det instrument der kommer tættest på stemmen. Som cellist har man endda fordele i forhold til en sanger, for celloens register spænder fra sopran til baryton - og vi kan trække vejret mens vi spiller! Det gælder bare om at udvælge de rette sange. Jeg har indspillet sange af Schubert, Mendelssohn, Rakhmaninov og Tjajkovskij, og min cd med franske sange er faktisk en af mine egne favoritter.” Repatriering Maiskys genkendelige look er så jødisk som det fås, og det gør han ikke noget for at skjule. Hans jødiske baggrund prægede alle hans år i Sovjetunionen, ikke mindst da han i 1970 blev dømt til halvandet år i arbejdslejr. Det var umiddelbart før de sovjetiske jøder begyndte at få udrejsetilladelse, og Maisky måtte bøde for at hans søster var hoppet af. Anklagen mod ham lød på at have forsøgt at købe en båndoptager. Maiskys hensigt var at optage lektionerne med den forgudede lærer Rostropovitj, men styret troede han havde mere lumske planer end som så. Efterfølgende blev Maisky af en bekendt der var læge, indlagt på en psykiatrisk klinik med forfalsket diagnose, for ellers var han blevet tvangsudskrevet til hæren efter sin fængselsstraf. I 1972 slap Maisky endelig ud af Sovjetunionen og emigrerede til Israel. ”Nej, jeg blev repatrieret til Israel”, siger Maisky med eftertryk. ”Jeg emigrerede ikke - det er vigtigt! Jeg blev repatrieret. Jeg kom hjem efter 2000 år.” Den novemberdag regner han stadigvæk for sin fødselsdag nr. 2. Kosmopolit Hvor har du din base i dag? ”Det meste af min tid er jeg på farten verden rundt. Vi har ellers et dejligt hus i Bruxelles. Jeg har venner der spørger hvorfor i al verden jeg bor i Belgien. Men byen er centralt placeret i forhold til rejser, og man er tæt på centrum, på motorvejen og på naturen. Og ét sted skal man jo bo! Desuden har jeg opdaget at belgierne er det mindst chauvinistiske folk i verden. De undskylder nærmest deres egen nations eksistens, og det er faktisk rart. Jeg afskyer enhver form for nationalisme. Jeg er kosmopolit!” siger Maisky med fryd og hævner sig på det ord der gennem årtier blev brugt nedsættende om de sovjetiske jøder. ”Jeg er født i Letland, uddannet i Skt. Petersborg, jeg bor i Belgien og har israelsk pas, min kone er halvt italiensk og halvt tamilsk, min cello er italiensk, min bue fransk, min bil er japansk og mit ur naturligvis schweizisk.” Du må prøve at anskaffe dig noget dansk næste gang du kommer til København. Hvad med et stereoanlæg? ”Jamen - det har jeg jo!! Hvordan kunne jeg glemme det? Jeg har huset fuldt af Bang & Olufsen. Lad mig lige se… jeg har 12 højttalere, to stereoanlæg og tre fjernsyn. Jeg kan styre det i hele huset med fjernbetjening, og jeg hører også cd’er på badeværelset. Hvordan kunne jeg glemme det? Bang & Olufsen, det må jeg huske næste gang jeg fortæller at jeg er kosmopolit!” Jeg spiller for mennesker Maisky taler rastløst, men fyndigt. Et lille smil er på hans læbe hele tiden, og en høneagtig klukken bryder ud efter næsten hver sætning. I Maiskys øjne er verden så skør og skøn at der altid er noget at interessere sig for, altid noget at give til andre. ”Jeg tror at hvis man har et talent, så følger der forpligtelser med. Man må dele den gave man har fået, med så mange mennesker som muligt. Og publikum giver mig rigeligt tilbage. Jeg sammenligner det altid med en bil – batteriet bliver ladet op mens motoren arbejder!” ”Nogle musikere siger at de hader publikum, og at de kun spiller for Gud. Til dem siger jeg altid at så kan de nøjes med at spille derhjemme. Jeg spiller for mennesker. Og mennesker der kommer til en koncert, er som regel indstillet på at man vil åbne sit hjerte for dem. Den følelsesmæssige kommunikation fra hjerte til hjerte er for mig det højeste man kan opnå som musiker. Man bør elske og respektere komponistens værk og derefter bekymre sig mere om publikum end om sig selv. Hvad du end laver – spiller, skriver, serverer kaffe – så bliver resultatet bedst hvis man gør det med kærlighed.” -------------------------------------------------------------------------------- MISCHA MAISKY – Blå bog: Født 1948 i Riga, Letland (dengang Sovjetunionen). Fik sit gennembrud ved Tjajkovskij Konkurrencen i 1966 og blev derefter elev hos Mstislav Rostropovitj i Skt. Petersborg. Forlod Sovjetunionen i 1972. Har siden været bosat i Israel, Frankrig og i USA hvor han studerede hos Gregor Piatigorski. Bor nu i Belgien. Er gift for 2. gang og har tre børn. De to ældste er musikere. Spiller på en ædel Montagnana-cello fra 1720 og i tøj af den japanske designer Issey Miyake. Det løse japanske tøj har hjulpet ham ud af ubehaget ved at svede i kjole og hvidt. Maisky hæfter sig også ved at de tynde japanske silkerober ikke skal stryges, så derfor kan han have seks sæt koncerttøj i en lille kuffert. -------------------------------------------------------------------------------- MAISKY PÅ CD - et lille udvalg: Mischa Maisky har indspillet alle de kendte celloværker, de senere år især kammermusik. Han har indspillet Bachs seks Cellosuiter hele to gange – den nyeste indspilning var foranlediget af at han ikke kunne genkende sin første indspilning en dag han prøvelyttede nogle nye højttalere i en stereoforretning. Ekspedienten havde sat pladen på for at være venlig, men Maiskys eneste reaktion var at spørge hvilken cellist det var der spillede så dårligt. Favourite Cello Concertos – af Elgar, Dvorak, Haydn, Schumann & Tjajkovskij Philharmonia Orkestret, m.fl. Dirigent: Giuseppe Sinopoli. 477 542-2 (2 cd’er) Bach: Cellosuiter (indspilning nr. 2) 463 314-2 (3 cd’er) Après un réve – franske melodier 457 657-2 Live in Japan – Chopin, Debussy, Franck Martha Argerich, klaver 471 346-2 Brahms: Klaverkvartet nr. 1 Martha Argerich, klaver, Gidon Kremer, violin & Yuri Bashmet, bratsch 463 700-2 Alle udgivet af Deutsche Grammophon. Brugerkommentarer
|
|||||||||
Send en kommentar til denne artikel
Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.