Mathias Hedegaard

Mathias Hedegaard er søn af en kongelig tenor og sønnesøn af en violinist. Han svor, at han aldrig skulle så meget som røre ved klassisk musik. Som 29-årig er han imidlertid i dag et af de største unge tenortalenter i Skandinavien.

Af Nina Ørum

Mathias Hedegaard tøver længe, inden han svarer. Spørgsmålet – hvordan har du det, når du synger – synes ellers så enkelt. Men hvis sangen har været i dit liv og i din krop lige så længe, som dine hjerteslag og din vejrtrækning har, så kan det være svært sådan lige at formulere sig om dét at synge. En dyb vejrtrækning, og så sætter Mathias Hedegaard sig helt frem på sædet i lænestolen.

”Uh ha, den er godt nok svær. Som regel har jeg det jo godt, når jeg synger. Men følelsen er meget forskellig. Når jeg øver mig, er jeg inde i en meget bevidst koncentration, hvor jeg analyserer og eksperimenterer, og hvor hjernen i den grad er slået til. Når jeg så har publikum på, drejer det sig om at slå hjernen fra. Jeg tænker, at jeg går ind i et rum, hvor jeg er modtagelig for al inspiration. Og når det er bedst, så er det superfedt, fordi jeg slipper al dagligdag og virkelig får et kick ud af det,” siger den 29-årige tenor og ser helt lettet ud.

Boblen
Han havde et svar. Afslappet læner han sig igen tilbage i den blå stol og lader sine hænder tegne en cirkel i luften foran sig.

”Faktisk forestiller jeg mig sådan en stor boble, som jeg træder ind i. Jeg har arbejdet meget med en kropslærer for at finde frem til en tilstand og en koncentration, der fungerer for mig ved koncerter. Nu laver jeg helt konkret nogle vejrtrækningsøvelser, lige inden jeg går ind foran et publikum, og kan så visualisere, at boblen er omkring mig. Den er gennemsigtig, så jeg føler en fin kontakt med publikum, men samtidig gør boblen mig tryg, fordi den er mit eget rum.

Førhen havde jeg en del nerver, og det er møg irriterende, når den slags går ind og ødelægger ens præstation. For mig er det ekstremt vigtigt at føle mig tryg.”

Musical eller ej
Selve sang- og musikverdenen er 29-årige Mathias Hedegaard grundlæggende tryg ved. Som barn af tenoren Ole Hedegaard og barnebarn af violinisten Knud Aage Larsen har der altid været musik omkring ham. Og musik inden i ham.

”Jeg har ingen første erindring om musik, for den var der bare. Da jeg var baby, stod min far vel hjemme og varmede op. Jeg var to et halvt, da jeg så min første operaforestilling – har jeg fået fortalt – og jeg husker selv, at jeg senere så jeg Tryllefløjten og gik og skrålede Nattens Dronnings arie, fordi jeg var vildt optaget af de høje toner. Men det er alle børn vel,” siger Mathias Hedegaard.

Tilsyneladende er sangen så grundlæggende et vilkår for ham, at han end ikke tænker tanken, at langt fra alle børn kender nattens Dronnings arie. Men selv om Hedegaard i dén grad er vokset op i sangens univers, lå det ham meget fjernt selv at blive operasanger. I folkeskolen drømte han om at blive kok eller tjener, og som gymnasieelev på sangskolen Sankt Annæ var han først med i et popband og faldt så for musicalen.

Som nyudklækket student var Mathias Hedegaard på sommerkursus hos den britiske sangpædagog Ian Adam, der var kendt som en troldmand i forhold til at udvikle musicalstemmer. Da Adam hørte den unge Hedegaard, sagde han: ”Sikken stemme, du skal da være klassisk sanger.”

”Det var virkelig chokerende for mig. Tanken om at blive operasanger var fuldstændig fremmed, og jeg havde slet ikke lyst til at følge i min fars fodspor på den måde.”

Efter mange overvejelser begyndte Mathias Hedegaard alligevel at tage sangtimer hos sin far. ”Og han blev meget glad, må jeg sige. Til at begynde med fungerede timerne også fint. Men da vi året efter besluttede, at jeg skulle søge ind på konservatoriet, blev det problematisk. Vi var begge to nervøse for, om jeg var dygtig nok, og når man så står som far og søn, er der jo ikke noget filter på, når man taler sammen. Det blev alt for personligt for os, og siden jeg blev optaget på konservatoriet, har jeg ikke taget timer hos ham.”

Omgivet af toner
Mathias Hedegaard afsluttede konservatorieuddannelsen i 2004 og fortsatte på Operaakademiet, hvor han blev færdig sidste sommer. I dag lever han som freelancesanger. Travl freelancesanger, vel at mærke. Tenoren medvirker på adskillige plader, han synger massevis af koncerter og har haft operaroller både herhjemme og internationalt. Når han tænker tilbage på sin vej ind i sangerverdenen, står familien som en vigtig følgesvend fra start til slut. På godt og på ondt, som han siger.

”Det gode er, at jeg har fået musikken ind med blodet. Jeg har simpelthen er fysisk forståelse af klassisk musik, som mange jævnaldrende må kæmpe for at få. Det er en stor gave. Mindre godt er det, at jeg meget tidligt blev bevidst om, hvad der kræves for at være god nok. Jeg blev alt for fokuseret på mine egne mangler og tvivlede konstant. Måske kommer man nemmere igennem, hvis man er blåøjet og bare tænker, ’jamen, jeg er jo skidegod.”

Hvilken betydning har din familie i dag?

”Min far og jeg laver koncerter sammen. Nogle gange har vi også min farfar med på violin, og det er meget specielt for os alle tre. Det bliver ret privat for os og følelsesmæssigt meget stærkt. Til min diplomeksamen på konservatoriet lavede min farfar og jeg noget Vaughan Williams sammen. Jeg kunne slet ikke kigge på ham, for så ville jeg bryde helt sammen, og jeg kunne også fornemme, at han var på grådens rand. Men det var vildt smukt,” siger Mathias Hedegaard og tier lidt. Så griner han...

”Både min farfar og far er udpræget følelsesmennesker, de har virkelig let til tårer. Jeg er nok den mest stabile af os tre, så jeg må holde lidt sammen på tøjlerne.”

Fodfæstet
Mathias Hedegaard fortæller, at han også bruger sin far som rådgiver i dag. Hver gang han skal tage stilling til roller, pladekontrakter eller koncertengagementer.

Hvad er den største udfordring ved at være ung tenor?

”Netop dét. At finde sit eget fodfæste. Både agenter, operachefer og anmeldere har deres mening om, hvad jeg skal gøre lige nu. Men som udgangspunkt tror jeg kun, at det er mig selv, der kan vurdere det – min stemmer jo sin egen. Det har hele

tiden været mit problem med den klassiske musikverden, at den i høj grad følger nogle mønstre, som har været ens i århundreder. En tenor synger dét repertoire, når han er fra 25 til 30, og så synger han dét fra 30 til 35. Jeg følte – og føler – det virkelig som en spændetrøje.”

Men hvordan finder du så fodfæstet?

”Indtil nu har jeg været meget privilegeret, fordi jeg hele tiden får tilbudt forskelligt og kan overveje fra gang til gang, om det nu er noget. Men det er klart, den dag jeg står og ikke har noget at lave, så kan jeg ikke tillade mig at sige, nej det føler jeg altså ikke for lige nu. Jeg vil bare helst udskyde at tænke på, hvad jeg så skal gøre.”

Freelancesanger
Hvad drømmer du om som sanger?

”At udvikle min stemme mest muligt. Og så vil jeg helst leve som nu, hvor jeg vurderer hvert enkelt engagement, inden jeg siger ja. Jeg drømmer altså ikke om en fast stilling ved en opera. For så vil jeg være nødt til at lave ting, jeg måske ikke har det godt med at lave. Det hænger også sammen med min tekniske formåen lige nu – jeg er ikke tryg nok til at stole på, at jeg bare kan klare enhver rolle. Desuden elsker jeg at synge Bach, og han har ikke skrevet opera. Jeg kan slet ikke leve uden Bach, og det ville begrænses meget, hvis jeg fik en fast stilling,” siger Mathias Hedegaard.

Og så tilføjer han ganske stille noget om, at han jo stadig er ung, og måske bliver han også klogere med tiden, og det med at drømme om fremtiden er i det hele taget slet ikke noget for ham. Han siger det så stille, som talte han udelukkende til sig selv. Så kigger han op.

”Jeg er bedst til at forholde mig til konkrete facts. Mit liv er sådan og sådan nu, og så er det dét, jeg forholder mig til. Jeg går ikke og tænker, at det kunne være fedt at synge på The Met i New York, for det er så langt ude lige nu. Jeg vil hellere nyde de fede ting, jeg er i gang med. Drømmene brister alligevel for så mange, og i den her branchen drejer det sig også om at have en god portion held. Der er et utal af dygtige tenorer. Tit er det omstændighederne, der er afgørende – om du er det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, så de rigtige mennesker hører dig.”

De nødvendige pauser
Hvis det er sådan, det hele hænger sammen, må man bare konstatere, at Mathias Hedegaard ér en usandsynlig heldig, ung mand. Der er kø efter ham i øjeblikket. Spørger man anmelderne, skyldes det imidlertid ikke held: De skriver bl.a. ”Hedegaard gør indtryk med ekspressiv iver og en ualmindeligt smuk tenor...” og ”Mage til lækker, lys, lyrisk tenor skal man lede længe efter...”.

Den 29-årig tenor kunne således synge og synge de næste mange måneder, hvis han havde lyst. Men man skal huske, at holde fri, siger han. ”Jeg har ikke gjort det længe, men efter nytår skal jeg ud at rejse en måneds tid. Det er sådan, jeg bedst holder fri.”

Synger du så slet ikke?

”Nej, jeg kan meget let slå den side fra,” siger Mathias Hedegaard og griner højt. ”Og det er vildt fedt ikke at være fokuseret på sin stemme. Dagligdagen er jo fyldt med tanker om, at nu er du nok ved at blive forkølet. Du bliver forfærdelig selvcentreret og fintfølende overfor din krops signaler. Tænk, at gå en hel uge og tale om den her forkølelse, der er på vej. Og måske kommer forkølelsen aldrig, fordi du får den slået ned med alle mulige besynderlige urteprodukter. Det er meget svært at slappe af i forhold til hele sygdomselementet. Og stakkels mine omgivelser, tænker jeg også tit. For mig – og mine omgivelser – er det helt nødvendigt med pauser fra sangen.”