Genbrugsmusik er en hyldest til originalen

 

Disc jockey Turkman Souljah remixer klassisk musik.

 

Af Cecilie Fabricius Ifversen

 

”Klassisk musik skal ikke gå hen og blive for forfinet. Jeg tror, det er meget usundt for musikken,” siger Lewand Shakur Othman – som dj også kendt som Turkman Souljah.

Stående i musikstudiet, et lille kælderrum domineret af computer, højttalere, pladespillere og mixer, fornemmer man tydeligt en glødende interesse for musik og en sjælden nysgerrighed.

 

Danmarksmester i mix
Den 23-årige irakisk fødte dj er trods sin unge alder allerede et kendt navn i hiphop-kredse. Ud over travl turnevirksomhed med bandet Outlandish kan han bryste sig af at være producer, klassisk pianist og ikke mindre end tre gange danmarksmester i mix.

Lewand forklarer, at den klassiske musik i dag efter hans mening er alt for regelbunden og fokuseret på, hvordan man oprindelig spillede musikken. I stedet skal legen og improvisationen bringes tilbage til den klassiske musik. Den skal simpelthen gøres levende.

 

Hyldest til mesteren
Inden for dj-kulturen er det et kendt fænomen, at man bruger ældre indspilninger af musik i nye sammenhænge. Med dyb respekt for musikken og som en hyldest til ophavsmanden støves gamle numre af og opnår ny glans.

Når man mixer, forholder man sig ofte meget frit til udgangspunktet, idet man skaber noget nyt. ”Det vil sige, lidt ligesom når Glenn Gould vælger at spille Bach - ikke som folk kender Bach, men på sin egen måde - gennem sit eget filter,” forklarer Lewand og uddyber: ”Det er det samme, vi gør. Vi tager to forskellige plader og får noget helt nyt ud af det”. Lewand mener, at man som dj kan være med til at bygge bro mellem den klassiske musik og et yngre publikum. ”Mange unge ville måske aldrig have hørt Bach, Schubert eller Mozart, hvis der ikke havde været nogen, der havde mixet og omarrangeret det,” forklarer han.

Bach og beats
Lewands fascination af klassisk musik opstod, da han tilfældigt stødte på en bunke plader med musik af klassiske komponister. ”Jeg blev fanget af, at man kunne udtrykke så mange følelser og sige så meget med klassisk musik.” Stemmen bliver ivrigere, efterhånden som han forklarer, hvordan inspirationen fra den klassiske musik går tydeligt igen i hans egen musik. Her lader han ofte klassiske strygere og klaver klinge i fantasifuld kombination med hiphop beats og den aggressive engelsk musikstil grime.

 

Remix af Nørgård
Blandingen af Lewands klassisk inspirerede lyd og enorme virtuositet udi mix og scratch har også skabt kontakt til det klassiske miljø. Blandt andet hyrede musikforlaget Wilhelm Hansen ham til at remixe et værk af den danske komponist Per Nørgård.

Men hvor meget Per Nørgård var der i Lewands version? ”Det hele var Per Nørgård,” svarer han prompte. ”Man skal kunne høre, at det er et gammelt nummer, man har remixet”. Han indrømmer dog, at det var svært at gengive essensen af Per Nørgårds værk, fordi det var så abstrakt. ”Men tonerne og harmonierne var inspireret af ham,” slutter han.

 
 

Send en kommentar til denne artikel

Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.
 
*Navn:
 
*E-mail:
 
*Kommentaren gælder artiklen:
 
*Kommentarfelt: