Stjernestunder ved klaveret

02-08-12

Den 6. august fylder en af de helt store skikkelser i dansk musikliv, pianisten og organisten Elisabeth Westenholz, 70 år. De 66 af årene har hun spillet klaver til umådelig glæde både for sig selv og andre; hendes liv har simpelthen været fyldt af musikalske stjernestunder. De store oplevelser får man hvis man kan glemme sin egen person og være hundrede procent til stede som medium for musikken, mener fødselaren.

Foto: Anne Prytz Schaldemose

Af Marianne Ryde

Elisabeth Westenholz er et af de lykkelige mennesker der aldrig har været i tvivl om hvad hun skulle beskæftige sig med i sit liv. Begge forældrene spillede klaver, faderen sang også og spillede klarinet, og de stykker af Bach, Mozart og Schubert som hun hørte dem spille og synge, gjorde et stærkt indtryk på hende.

”Jeg blev fanget ind af musikken og ville selv spille. Allerede da jeg var fire år bad jeg min far lære mig et par små stykker på klaveret. Det var en menuet af Mozart og en Bourré af Bach,” husker hun som var det i går.

Det gik usædvanlig hurtigt med at lære dem, så Elisabeth blev sendt til klaverundervisning hos Harriet Østergaard-Andersen i Næstved hvor familien boede, og kort tid efter tog lærerinden hende med til sin egen lærer, Esther Vagning. De næste seks år fik Elisabeth timer hos dem begge, samtidig med at hun tog orgelundervisning. Skolearbejdet måtte selvfølgelig også passes, og så skulle hun gå til dans, for det var en del af opdragelsen.

Men intet kunne konkurrere med musikken. Den erindring der dukker op mens hun fortæller om danseundervisningen, er at hun og søsteren en dag de kom hjem fra dans, hørte Schumanns Traümerei i radioen i en optagelse med Gieseking som lige var død.

Elisabeth Westenholz kan blive helt rørt ved tanken om en bestemt akkordforbindelse hos Schubert - eller ved mindet om den første gang hun spillede med både en stryger og en blæser. Hun var 10 år, stykket var Mozarts Keglebanetrio, og musikerne var Elisabeths far på klarinet og præsten i Herlufsholm Kirke på bratsch.

”Det var en åbenbaring,” siger hun, og siden da har hun brændt for kammermusikken.

Direkte forbindelse til de store mestre
Endelig blev skolen færdig, og Elisabeth fik lov til at tage et ”sabbatår” hvor hun kunne intensivere sin øvning på klaver! Hun var i Wales fire måneder for at få undervisning hos en pianist i Cardiff og kom her til at spille med førsteviolinisten i byens strygekvartet.

Hjemme igen fortsatte den almene dannelse, og Elisabeth sled sig igennem tre gymnasieår, hvorefter hun tog et halvt år til Oxford.

”Ikke for at gå på universitetet, men for at få timer hos den da 90-årige pianist Leonie Gombrich fra Wien. Det var spændende, for hun havde været elev hos Theodor Leschetizky - som igen var elev af Czerny der var en af Beethovens elever! Og hun havde personligt kendt både Brahms, Mahler og Bruckner,” fortæller Elisabeth.

Orglet som bonus
Klaveret var nærmest en direkte forlængelse af Elisabeths person, en helt naturlig måde at udtrykke sig på. Men allerede i skoletiden blev hun som sagt også introduceret til orglet.

”Af en eller anden grund syntes far og mor at jeg skulle spille orgel, og det optog mig også utrolig meget. Det fascinerede mig at man kunne spille med fødderne og havde flere manualer. Tonerne kunne ikke forlænges med pedalen, men så havde man til gengæld de andre muligheder. Nu fik Bach en helt ny betydning for mig. Tænk om man kunne have været en flue på væggen når han opførte en af sine mange kantater i Leipzig. Den første orgelundervisning foregik i Sankt Mortens kirke hos organist Carl Johan Grum som i øvrigt pudsigt nok var sjette generations elev af J.S. Bach.”

Efter Oxford-opholdet mente Esther Vagning at Elisabeth godt kunne begynde at arbejde hen mod en klaverdebut. Men forældrene syntes at hun skulle tage en konservatorieuddannelse først, og her startede hun så med orgel som hovedfag hos professor Aksel Andersen, samtidig med at hun fortsatte klavertimerne hos Esther Vagning.

”Og det var et held,” fortæller hun, ”for på den måde kom jeg til at spille ved en af konservatoriets soiréer. Ved sådan en lejlighed spillede jeg Chopins store b-mol-sonate, og det gjorde jeg åbenbart så godt at konservatoriet valgte at sende mig på udvekslingsrejse til konservatorierne i Berlin og Paris for at vise flaget.

Elisabeth Westenholz’ konservatoriestudier endte da også et år før beregnet med diplomeksamen til højeste karakter i både orgel og klaver og derefter direkte adgang til solistklassen.

Hun fik som den første Victor Schiølers mindelegat og kom til at studere et halvt år hos Bruno Seidlhofer i Wien, og så blev det endelig tid til klaverdebut i april 1968 og orgeldebut året efter.

Organist ved Holmens Kirke
En af bagtankerne med at lade Elisabeth spille orgel var selvfølgelig at det kunne give hende et sikkert levebrød. Hun fik også straks efter konservatoriet job som organist i Garnisonskirke og året efter som 2. organist i Holmens. Det var jo et fornemt sted hvor der ofte var kongelige kirkegæster.

”Det hændte ikke så sjældent at kirketjeneren kom farende midt i motetindstuderingen med koret og sagde at kong Frederik var på vej. Så droppede vi den motet vi havde planlagt, og tog Palestrinas Sicut cervus i stedet, for det var hans yndlingsstykke,” fortæller Elisabeth der også ofte spillede for dronning Ingrid – hun sad som regel sad blandt de menige kirkegæster - og til kongelige begivenheder som prinsesse Margarethas begravelse i 1977.

I disse år fik hun også mulighed for et par studierejser; i 1970 hos pianisten Alfred Brendel, og i 1971 hos organisten Anton Heiller i Wien.

Musikkens smukke sprog
I 1988 sagde Elisabeth organistjobbet op, for nu havde hun fået for travlt med koncerter til at passe det ordentligt. Hun kan fortælle vidt og bredt om de mange dejlige musikalske oplevelser hun har haft.

”Jeg har været heldig at få alle de opgaver jeg kunne ønske mig, og det er jeg utrolig taknemmelig for,” opsummerer hun og fremhæver den første gang hun blev bedt om at spille til en torsdagskoncert i slutningen af 70’erne.

”Det var en orgelmesse af Janácek. Senere spillede jeg Villa-Lobos’ 5. klaverkoncert med Radiosymfoniorkestret – det tog jeg på mig! Men så i 88 blev jeg endelig bedt om at spille Mozarts c-mol-koncert med dirigenten Lamberto Gardelli.”

Elisabeth nynner temaet og bliver tydelig rørt.

”Det var pragtfuldt. Musikken når mig på en måde som intet andet. De klassiske mestre trækker tæppet væk under en, de skaber en kontakt med det guddommelige, det eviggyldige. De når derhen hvor ordene slipper op. Man må sandelig håbe at den musik bliver forseglet så den overlever en eventuel katastrofe. Den må tale til mennesker til alle tider.”

Elisabeth Westenholz har altid sat en ære i at gå 100 procent ind for alt hvad hun sagde ja til, også selv om det måske indebar at fremføre værker af nyere komponister som ikke sagde hende noget særligt.

”Bach, Beethoven, Mozart, ja alle de klassiske mestre, det er dem jeg allerhelst vil beskæftige mig med; men jeg spiller også gerne nyere musik en gang imellem, det skylder man faktisk.”

Nærvær
Hvor meget øver man egentlig når man er typen der kan spille stort set alt hvad der bliver sat foran en?

”Fem timer om dagen, mere kan man ikke kapere, det lærte Seidlhofer mig. Man kan blive nervøs af at øve for meget. Og man må også kunne holde ud at være væk fra klaveret. Man skal ikke planlægge alt og fastlægge sit spil i alle detaljer. Det kan give spændinger, og det går også ud over oplevelsen i koncertsalen hvor man skal kunne være spontan og lade øjeblikkets inspiration råde. Man må ikke mærke konstruktionsapparatet, hverken hos komponist eller musiker.”

”Man soll sich nicht konzentrieren, man soll konzentriert sein”, sagde pædagogen Georgy Sebok hvis undervisning Elisabeth Westenholz overværede på Freiburg-konservatoriet, og den sandhed har hun kunnet bruge hele sit professionelle liv.

”Jeg oplevede en gang i barndommen da jeg skulle spille koncert, at min pedalfod rystede lidt, men jeg har aldrig været hæmmet af nervøsitet,” siger hun. ”Hjemme forbereder man sig så godt man kan, men til koncerten er man til stede som medium, ikke som person. Det er en tilstand, ikke en viljesakt at spille koncert. Man må ikke tænke, men skal være spontan og lade rummet, situationen og selvfølgelig de medspillende råde over ens spil. Det er dér de store oplevelser ligger gemt.”

Hjertet banker for kammermusikken
Berlingskes anmelder Teresa Waskovska skrev efter en koncert med Elisabeth Westenholz og cellisten Ralph Kirschbaum:

”Elisabeth Westenholz er en stjerne i kraft af sin indre musikalitet (…) hun blev ét med cellisten på musikkens præmisser og uden at udviske sin egen personlighed. En kammermusiker af guld.”

Det mærkes i den at grad at netop kammermusikken står hendes hjerte nærmest, ja, hun går endda så vidt som til at definere solospil som ’kammermusik med sig selv’. Hun har spillet i et utal af sammenhænge og husker mange af koncerterne helt ned til det enkelte koncertprogram.

Flere af kollegerne mødes hun stadig med, for eksempel fløjtenisten Toke Lund Christiansen, Den Danske Blæserkvintet og Tutter Givskov der var en del af Københavns Strygekvartet i dens 37-årige levetid. Hun har selvfølgelig også spillet i internationale sammenhænge og haft koncertvirksomhed i udlandet.

Dybere ned i musikken
Elisabeth Westenholz har aldrig udelukkende været musiker, hun er også familiemenneske. Hun var gift med organist Preben Steen Petersen, til han døde i april i år. Sammen fik de to drenge, og da de var små, sørgede Elisabeth for at have færre koncerter. Nu er der kommet fem børnebørn til som også skal passes, og koncertlivet er af sig selv ved at trappe lidt ned.

”Det er helt naturligt at jeg ikke får så mange tilbud som før, og aviserne ikke skriver så meget om mig mere; nu er der jo nye generationer af unge som skal have chancen,” siger Elisabeth uden spor af bitterhed.

Og der er da også stadig opgaver at tage fat på, blandt andet under sommerens festivaler i Frederiksværk, på Fuglsang, på Bornholm og i flere musikforeninger hvor de vil fejre fødselsdagen. Klaveret bliver stadig rørt hver dag:

”Det er som om jeg finder nye dimensioner i musikken nu. Ting som jeg syntes var indlysende lette tidligere i mit liv, kan nu føles sværere. Jeg ser nye lag og sætter nok også barren højere,” siger Elisabeth Westenholz der ikke kunne drømme om at springe over hvor gærdet er lavest, ligegyldigt hvor og hvornår hun skal spille.

”Jeg vil altid levere det bedste jeg formår, og kan jeg skabe bare en enkelt stjernestund i hvert af koncertens stykker, er jeg glad.”

Fødseldsdagskoncerter
Den 5. august er der fødselsdagskoncert på Louisiana i samarbejde med Solistforeningen. Se omtale

Bornholms Musikfestival præsenterer Elisabeth Westenholz ved Bornholms Festivals Venners generalforsamling den 6. september. Elisabeth har spillet ved festivalens koncerter næsten hvert år siden 1973, og de kvitterer med denne fødselsdagskoncert.

Kammermusikalsk samarbejde
1975-80 spillede Elisabeth Westenholz i Trio pro Arte sammen med den ungarsk fødte violinist Milan Vitek og den danske cellist Pierre René Honnens.

1985-90 havde hun et triosamarbejde med den franske violinist Gerard Poulet og den tyske cellist Christoph Henkel.

Hun har optrådt med den engelske cellist Ralph Kirshbaum, med den danske fløjtenist Toke Lund Christiansen, klarinettisten Niels Thomsen, bratschisten Tim Frederiksen og med Den Danske Blæserkvintet.

Siden 1995 har hun ofte dannet trio med to unge musikere, violinisten Nikolaj Madojan fra Armenien og den danske cellist Kim Bak Dinitzen. Sammen med sidstnævnte har hun også et triosamarbejde med klarinettisten John Kruse.

Indspilninger
Hun har indspillet en lang række plader, bl.a. alle Beethovens klaverkoncerter med Collegium Musicum, flere af Mozarts klaverkoncerter, alle Carl Nielsens klaver- og orgelværker samt kammermusikværker af Haydn, Frederik Kuhlau, Brahms, Schumann og Fauré.

Legater og hædersbevisninger
Carl Nielsens Rejselegat, Gladsaxe Musikpris, Musikanmelderringens Kunstnerpris, Tagea Brandts Rejselegat og Højesteretssagfører C.L. Davids Fødselsdagslegat, Anne Marie og Carl Nielsens hæderspris.

Elisabeth Westenholz er æresmedlem af flere kammermusikforeninger og Ridder af Dannebrog.