Dirigent bag dirigenten

04-09-11

Jesper Nordin har siden 2003 været assisterende dirigent på Det Kongelige Teater og deltaget i mere end 25 operaproduktioner. På sin blog har Jesper af og til delt ud af sine erfaringer med den lidt specielle rolle, og her fortæller han om at stå ved siden af ”de store” dirigenter og tænke sit, for til sidst at vælge at gå sin egen vej.

Af Jesper Nordin

Min historie som assisterende dirigent på det Kgl. Teater startede med en praktikordning mellem Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Det Kgl. Teater iværksat af min daværende lærer Frans Rasmussen. Ordningen var enkel og fantastisk: En dirigentstuderende blev (ulønnet) tilknyttet en operaproduktion og havde ingen andre forpligtelser end blot at være til stede så meget som muligt under forløbet og suge til sig. Mit praktikforløb var på Bent Sørensens opera 'Under Himlen' som Michael Schønwandt dirigerede. Der viste sig dog hurtigt at være brug for yderligere en scenedirigent til forestillingerne og jeg fik tjansen og dermed min første betalte opgave på teatret.

Kort tid efter manglede der så en assisterende dirigent på Rossinis 'Askepot' (som min næste lærer Giancarlo Andretta dirigerede) og jeg blev igen spurgt. Det var intimiderende at stille sig på dirigentpodiet i orkestergraven på Gamle Scene og kigge op på alle de rutinerede og fantastisk dygtige sangere, som jeg, en ret uerfaren dirigent, pludselig skulle lede igennem en prøve på 'Askepot'. Flere af dem kom med velmenende råd undervejs, og i løbet af den måneds tid jeg var på Askepot, lærte jeg nogle meget grundlæggende ting om at dirigere.

I mesterlære hos Schønwandt
Ikke længe efter 'Askepot' fik jeg så tilbudt en endnu større opgave; at være assisterende dirigent på hele Wagners 'Nibelungens Ring', som Schønwandt også dirigerede. Omkring halvdelen af de operaer jeg har været assistent på, har faktisk været Michaels produktioner. Han har en forbilledlig omgang med sangere, instruktører, forestillingsledere etc. og af ham har jeg lært utrolig meget om både den fysiske og psykologiske proces forbundet med en operaproduktion. I løbet af de hundredvis af timer vi har tilbragt i fortrolighed omkring dirigentpodiet, har Michael givet mig utallige råd og tips, og den slags mesterlære har været en enorm hjælp. Med årene har jeg indset, at vi grundlæggende er meget forskellige rent musikalsk, men det er en helt anden historie.

Som assistent arbejder man hårdt for en produktion, tager ofte det seje træk og står så i sidste ende langt uden for rampelyset – side om side med operaverdenens andre ubesungne helte: Instruktørassistenter, forestillingsledere, sufflører etc. Ofte ankommer den 'rigtige' dirigent til en uges musikalske prøver i starten af forløbet for derefter at forsvinde igen indtil der er orkesterprøver et par uger senere.

De mange prøver med klaver er så i mellemtiden overladt til assistenten, som skal forsøge at opretholde og arbejde med den form der er blevet etableret til de indledende musikalske prøver. For den assisterende dirigent er denne første uge derfor altafgørende, og man fornemmer øjeblikkeligt om der er noget at arbejde videre med, eller om det meste bliver overladt til tilfældigheder. En dirigent der starter et 2 måneders prøveforløb med at nøjes med en enkelt forhastet gennemspilning, og ikke med det samme 'sætter sig' på værket, gør alle involverede en bjørnetjeneste.

Den vigtige forberedelse
Den mest pligtopfyldende, velforberedte og samtidig mest kontrollerende dirigent jeg har assisteret, var også min lærer i mine sidste år på Musikkonservatoriet; Giancarlo Andretta. Fra ham lærte jeg vigtigheden af at være velforberedt ned til den mindste detalje. Hans omhyggeligt tilberedte nodemateriale, kalligrafiske prøvetids-”opskrifter”, urokkelige tempi og tilbagevendende stærkt lærerige (og til tider også belærende) prædiker, gjorde ham til en utrolig nem dirigent at være assistent for. Samtidig blev han også et vigtigt billede på, at der i sidste ende er andre egenskaber end de rent tekniske der spiller en stor rolle. Ellers var det jo ingen kunst at blive en rigtigt stor dirigent, vel?

De største
Mine største musikalske oplevelser har således været som assistent for Jiri Kout på 'Tristan og Isolde', og Friedemann Layer på 'Ariadne auf Naxos'. Begge demonstrerede de mange af de kvaliteter jeg sætter størst pris på hos en sand mesterdirigent; ro og overblik, præcision (i budskab og udførelse) og uselviskhed. Begge havde de en fysisk underspillet måde at dirigere på, med kontrollerede, små, seje armbevægelser. Begge stod de ydmyge og åndfulde foran musikken, tilsidesatte egne interesser til fordel for musikkens. Af disse to 'maestri' lærte jeg, at der er ræson i at lade musikken tale og aldrig tro at man selv er mere interessant end komponisten eller partituret.

- Giv musikken et sprog, og den vil fortælle dig hvad den er.

Jiri Kout har ry for at være ekstremt temperamentsfuld. Vi slap vist billigt i København, men en dag måtte han i frustration over en ukoncentreret musiker dog bide sin pind midt over under en B.O. (orkesterprøve på scenen) på Tristan. Hans krogede fingre og brændende øjne gjorde 'Tristan' til en intens, glohed sirup, hvilket i øvrigt stod i stærk kontrast til den unge tyske kollega som overtog forestillingen den efterfølgende sæson, og hvis forhastede, kantede, ufraserede Tristan jeg næsten ikke kunne holde ud at høre på.

Som ansvarlig for scenemusikken i Tristan var jeg dog selvsagt indforskrevet og fik således aften efter aften bekræftet min forsmag for Kout's version. Hvorfor dog dirigere et værk som Tristan, hvis ikke man kan formidle en kontakt til det sjælelige i musikken og til den alt-opløselige dødserotik som er så centralt et tema? Jeg tvivler ærligt talt på at der lå nogen form for musikalske overvejelser bag dét valg.

I hele prøveforløbet til Tristan havde Kout én tilbagevendende mission: legato. Igen og igen afbrød han en sanger med blot det ene ord: "legato", og med en blidt optrukket håndbevægelse forsøgte han så at få et par af Operaens sangere, som måske normalt synger mere marcato, til at bløde op. Altså. Ikke. Synge. Sådan. Her.

Det lyder måske simpelt nok, men det kan være svært at rokke ved noget så grundlæggende som en sangers vante stil.

Jeg ser ham tit for mig, skrøbeligt hensunket over klaveret som Rodin's 'Tænkeren', hviskende ”no, no, legato, legato...”

Respekt for orkestret
Friedemann Layer havde tilsyneladende ikke den samme sårbarhed. Han havde en kølig overflade og en god portion Wiener-arrogance, men ofte blødte han op i et lumsk smil eller et enkelt hævet øjenbryn. Når han arbejdede, var det altid i rolige tempi med klare linjer og faste blikke. Der var intet hysteri, ingen pressede tempi, ingen råben og skrigen og samtidig ingen undskylden eller gradbøjen. Layer vidste hvad der skulle ske, og han styrede sin opera mesterligt. Til gengæld var det stensikkert, at trådte jeg ind i prøvesalen, fandt han lynhurtigt en undskyldning for at gå. Han havde egentlig ikke et stort behov for selv at prøve meget, og overlod gerne prøvesalen til mig, også når han egentlig ikke havde noget 'bedre' at tage sig til.

Han kom med en overraskende tilståelse undervejs i sit kombinerede Ariadne auf Naxos/Tannhäuser forløb. Af en af musikerne fik han ros for sin omgængelige facon og respektfulde måde at arbejde med orkesteret på og svarede blot med indforstået mine: "I wasn't always like that." Han bekendte derefter, at da han var en yngre dirigent, havde han haft utallige kontroverser med flere orkestre og måtte altså indse at det hverken havde været befordrende for musikken eller ham selv, og derfor efterhånden udvikle en anden arbejdsform.

De mindste
Som kontrast til Andretta, Kout og Layer står de mindre ånder; de selvoptagede, opblæste, dovne og decideret usympatiske. Én dirigent lagde åbenlyst an på enhver kvinde i prøvesalen, fortalte mig diverse ubehagelige ting om sig selv (f.eks. "I don't like gay singers") og svinede stort set alle medvirkende på den pågældende produktion til, så snart de havde vendt ryggen til ham.

Fordi jeg altid sad lige bag ham, fik jeg alene 'glæde' af alle disse spydigheder. Han fortalte også uden blusel, at han betragtede sig selv som "probably the 3rd best conductor in the world", men var så uforudsigelig og ujævn i sin direktion, at han ofte var årsag til at det sejlede totalt under forestillingerne.

Et par gange har jeg også oplevet dirigenter der havde så lidt tid til en produktion, at deres tilstedeværelse nærmest blev forstyrrende. Det er ikke kun dirigentens egen skyld, men lige så meget et resultat af grådigt manipulerende agenter og af blødsødne eller decideret uvidende administratorer, for hvem det tilsyneladende ikke spiller nogen stor forskel om en forestillings egentlige dirigent er til stede eller ej. Jeg bør nok ikke klage, for det har jo givet mig mange hundrede timers fysisk erfaring som operadirigent, men min indre idealist siger mig, at der er noget galt, når assistenten i realiteten har taget sig mere af produktionen end den egentlige (som regel meget højt betalte) dirigent.

Assistenten springer ud
Vælger man arbejdet som assisterende dirigent, er det all guts and no glory, og det store iboende problem ved ens rolle som assistent er, at man er fanget i en slags vakuum mellem sine egne musikalske ambitioner og så forpligtelserne over for forestillingens egentlige dirigent. Det er jo irrelevant om jeg personligt mener noget bør være på en bestemt måde i forhold til partituret; hvis Maestro ønsker noget andet, så må jeg forsøge at honorere det. Men netop integritet er så vigtig en del af dirigenthvervet, at man forråder en af sine absolutte kernekompetencer ved ikke at dirigere dét som man egentlig tror på, men snarere det som man er forpligtet til via sin rolle som assistent. Det forhold bliver selvklart mere og mere problematisk efterhånden som man udvikler egne evner og i højere grad træffer egne valg.

Jeg har været tilknyttet mange forestillinger på Det Kgl. Teater: 'Rhinguldet', 'Valkyrien', 'Siegfried', 'Götterdämmerung', 'Tristan og Isolde', 'Wozzek', 'Don Carlos', 'Eugen Onegin', 'Elektra', 'Die Frau Ohne Schatten', 'Maskarade', 'Figaro's bryllup', 'Lastens Vej' og mange, mange flere, men min tid som assistent slutter nu i sæson 11/12 med 'Parsifal'. Jeg ønsker ikke længere at befinde mig i den rolle, for den udvikler mig ikke mere, og jeg synes efterhånden jeg har gjort mig fortjent til for alvor at tage det næste skridt.

Jeg kan ganske enkelt ikke længere leve med, ikke bare at kunne gøre tingene på min måde.

Kommentar fra Torben Ulrik Zahle
Meget åbenhjertig personlig beretning om en dirigent-assistents vilkår. Læst med den største interesse.

www.jespernordin.dk