Concerto Copenhagen er på randen af konkurs v/Malene Wichmann

 

Imens Concerto Copenhagen spiller for fulde huse på Det Kongelige Teater, arbejder ensemblets bestyrelse på at finde en mio. kr. på en måned. Ellers må CoCo dreje nøglen om. (November 2008)

Af Malene Wichmann

”Concerto Copenhagen er på randen af konkurs. Vi skal finde en million kroner på en måned,” siger Per Erik Veng, der er bestyrelsesmedlem i det kriseramte ensemble.
Concerto Copenhagen, med kælenavnet CoCo, blev kendt for at bringe bølgen af tidlig musik spillet på originale instrumenter til Danmark og hive nyt publikum ind til klassiske koncerter. Men imens orkestret spiller Händels barokopera Partenope for fulde huse på Det Kgl. Teater er lejen af ensemblets kontorer nu sagt op, flere koncerter aflyst og den tidligere administrator, Peter Stevnhoved, fyret.

I følge Per Erik Veng er det et ’markant ledelsessvigt’ der har sendt CoCo ud i en situation hvor der mangler 1,3 mio. kroner på kontoen ud af de 7 mio. kr. ensemblets årsbudget løber op i. Nikolaj de Fine Licht, der var med til at starte ensemblet i 1990, har tilføjet ’midlertidig administrativ leder’ til titlen som bestyrelsesformand. Han mener at krisen især skyldes manglende fundraising og manglende økonomisk opfølgning.
”Som kulturinstitution skal man hele tiden være oppe på mærkerne med hensyn til fundraising. Orkestrets tidligere leder har været uheldig med en række fondsansøgninger i 2008 der gav afslag – og samtidig har han ikke været aktiv nok,” siger han. ”Set i bakspejlet burde vi have aflyst nogle af projekterne i 2008. Men at aflyse koncerter kræver et overblik over økonomien, som simpelthen ikke var til stede. Når det er sagt, er det meget svært at aflyse internationale koncerter som der allerede er skrevet kontrakt for. Havde vi f.eks. aflyst den projekterede indspilning med Anne Sofie von Otter havde det været ekstremt dårlig PR internationalt. Det er at save den gren over man selv sidder på.”

Arbejder på redningsaktion
Nu arbejder Per Erik Veng, Nikolaj de Fine Licht, kunstnerisk projektleder Lars Henriksson og orkestrets øvrige medarbejdere på en redningsaktion.
”Vi har en særansøgning inde hos Kunstrådets Musikudvalg, og har haft kontakt med flere fonde – blandt andet én der vil give et større beløb til at øge orkestrets synlighed i Danmark i 2009,” fortæller Per Erik Veng.
Giordano Bellincampi, formand for Kunstrådets Musikudvalg, slår dog fast at udvalget ikke har mulighed for at give en ekstra bevilling til Concerto Copenhagens aktiviteter i 2008.
”Vi er ikke direkte ansvarlige for driften af de ensembler vi støtter. De har fået støtte til en række aktiviteter i 2008, og har selv ansvar for at gennemføre det de har fået tilskud til,” siger han, men tilføjer at ”Concerto Copenhagen har al den goodwill man kan tænke sig, og i behandlingen af støtte til 2009 er vi indstillede på at overveje lempelige krav til orkestrets aktivitetsniveau så de får mulighed for at komme igennem krisen.”

2009 tegner godt
I følge Per Erik Veng ser alt lysere ud i 2009. ”Jeg håber at vi kan ride stormen af for orkestret har en fantastisk aktivitetsplan foran sig til næste år,” siger han. Ganske vist havde ensemblet også en fantastisk aktivitetsplan i 2007. Og da endte året med et underskud. Men denne gang mener Per Erik Veng, at det er realistisk at fundraise sig til de kroner der indtil videre mangler på budgettet. ”Orkestret samarbejder med to internationale stjerner: Mezzosopranen Anne Sofie von Otter og kontratenoren Andreas Scholl. Vi planlægger turnéer med dem begge, og de store navne er med til at garantere en god økonomi,” mener han.
At ensemblet også fremover har flere faste aftaler med Det Kongelige Teater er også medvirkende til at Per Erik Veng ser lys forude. På lang sigt håber han på flere støttekroner fra det offentlige.
”Vi skal diskutere hvilke roller CoCo skal spille i dansk musikliv – både nationalt og regionalt, og vi håber at det kan føre til større aktivitet med flere støttekroner fra både byen København og landet Danmark,” siger han.

Nikolaj de Fine Licht fortæller at orkestret gerne vil være til stede i Danmark, men at det er et vilkår at koncerter i hjemlandet giver underskud. ”Selvom CoCo har succes, er tidlig musik en niche, og det er begrænset hvor stort publikum vi kan trække. Det er dyrt at holde koncert med et helt orkester, og kun få danske koncertsteder har råd til at hyre os. Samtidig er de store koncertsteder måske også tilbageholdende fordi vi ikke kan fylde deres store sale,” forklarer han.
Men selvom Concerto Copenhagen gerne vil øge aktivitetsniveauet i Danmark, ser Giordano Bellincampi ikke umiddelbart de store muligheder for at skrue op for støtten til ensemblet fra Kunstrådets side – en driftsstøtte der i 2008 lå på 1,5 mio. kr. ”Det er en evig udfordring både at finde penge til de etablerede ensembler og støtte udviklingen af nye initiativer. Concerto Copenhagen er som etableret ensemble på et støtteniveau hvor vi ikke lige nu har midler til at løfte dem yderligere,” siger han.

Succes-år endte med underskud
I 2007 modtog Lars Ulrik Mortensen, orkestrets kunstneriske leder, den prestigefyldte Sonnings Musikpris, og kalenderen bød på flere store udlandsturnéer. Imidlertid bød året også på et underskud på knap 300.000 kr. Der var simpelthen for mange projekter, der ikke kunne løbe rundt.
”Sonning-koncerterne var et af de projekter der medvirkede til at det samlede resultat blev negativt,” husker Nikolaj de Fine Licht.
”Vi ønskede at markere prisen med en festkoncert på Det Kongelige Teater hvor vi også inviterede en række mennesker. Vi så det som en investering, og den beslutning kan sagtens være den rigtige. Man må hele tiden se på det samlede resultat, både økonomisk og PR-mæssigt, og 2008 tegnede til at blive et år med stort overskud.”

Da Per Erik Veng kom med i bestyrelsen i forsommeren var det flotte 2008-budget nedjusteret. Der var ’nogle hundredetusinde’ i underskud, men med stor koncertaktivitet forude mente bestyrelsen at økonomien alligevel så fornuftig ud. Da situationen blev gjort op efter sommerferien begyndte alarmklokkerne imidlertid at bimle. Og efterhånden larmede de så voldsomt at bestyrelsen valgte at fyre ensemblets administrative leder og melde ud at CoCo er i stor krise.

 

Kommentar fra Steen Frederiksen

Formand for Léonie Sonnings Musikfond Steen Frederiksen har skrevet en kommentar til Optakts artikel om Concerto Copenhagens bekymrende økonomiske situation.

Send en kommentar til denne artikel

Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.

*Navn:
*E-mail:
*Kommentaren gælder artiklen:
*Kommentarfelt:
Beklager, denne CAPTCHA er ikke mulig for syns hæmmede.
 

RABATTILBUD