Athelas on the road
![]() Foto: Athelas Communication Athelas er en af landets fineste formidlere af ny kompositionsmusik. Ensemblet har lagt en banebrydende strategi for 2008-2012 med det mål at ny musik i højere grad skal integreres i det omgivende samfund. Hvilket vil blive dokumenteret af ensemblets nye mediepartner, TV-Glad, som hovedsagligt har udviklingshæmmede medarbejdere. Nina Ørum fulgte med på tur. Første stop Ålborg. Af Nina ØrumKl. 10.40, Københavns Hovedbanegård På perronen ved spor 6 står en flok mennesker mellem et virvar af kufferter, kamerastativer og violin- og cellokasser. De giver hinanden hånden og præsenterer sig mens de venter på at lyntoget mod Ålborg kører ind. Der er en operasangerinde, fem musikere, en ensemblechef og en udviklingskonsulent fra Athelas. Der er to teknikere, to reportere og en tilrettelægger fra TV-Glad. Og der er en udsendt fra Optakt. Da sidstnævnte præsenterer sig for tv-reporterne, hilser de høfligt tilbage, men undlader dog ikke at bemærke at vi jo repræsenterer forskellige medier og dermed er konkurrenter. "Vi skal nok moppe dig," siger den ene med et stort smil. Vogn 11 kører ind på perronen, alle får travlt med at bugsere udstyr, instrumenter og anden bagage ind i toget. Athelas' samarbejde med TV-Glad er en del af ensemblets strategi for 2008-2012. På turen fra København til Ålborg fortæller ensemblechef Anders Beyer om tankerne bag strategien. Athelas ønsker at spille en rolle i samfundet og dermed bidrage til udviklingen. Ny musik skal i højere grad være en integreret del af vores hverdag, siger han, musikken skal diskuteres på caféer og arbejdspladser og binde folk sammen på samme måde som f.eks. film gør det i dag. Som udgangspunkt for strategien har Athelas overvejet hvad der er forudsætninger for det gode liv - hvad bidrager til samfundets sammenhængskraft? De kom frem til fem søjler som skulle vægtes i den nye strategi: Uddannelse, integration, sundhed, miljø og erhvervsliv. Desuden ønsker Athelas at kunst ikke bare skal 'støttes' af samfundet, vi skal revurdere støttebegrebet og se fordelene ved at investere i kunsten fordi det er en investering i det gode liv. Det er ikke kun erhvervslivet som skal investere i kunsten, det er også staten og kommunerne som skal bruge kunsten og kulturen til at skabe hele mennesker". Kl. 11.13, vogn 11 mod Ålborg Den lille kioskvogn har lige været forbi, og de fleste har forsynet sig med kaffe, te eller vand. Tilrettelæggeren fra TV-Glad stiller sig i midtergangen og fortæller hvad han og hans tv-hold har gjort sig af tanker om udsendelsen med Athelas. Bortset fra tilrettelæggeren og den tekniske chef er alle på holdet udviklingshæmmede. Han præsenterer de to reportere som rutinerede TV-Glad-medarbejdere og siger at udsendelsen skal være en "dokumentarisk road movie" om reporternes møde med en ny verden - den moderne musik-verden, repræsenteret af Athelas og ensemblets opførelse af Per Nørgårds Lygtemændene tager til byen i Ålborg i aften. Kl. 12.03, vogn 11 "Næste station, Odense," meddeler den metalliske kvindestemme i højttaleren. Pianisten sidder og læser om en russisk kollega, trompetisten retter i nogle noder på sin computer, og teknikerne fra TV-Glad har travlt med at gøre deres kameraer klar. På Odense Banegård stiger komponisten Per Nørgård nemlig på toget. Hans ankomst i vogn 11 og det første møde med reporterne skal filmes, for det er væsentligt i dokumentaren. Da Per Nørgård har fundet ind i vognen, giver han hånd til alle. Men det går for hurtigt for kamerafolkene. Tilrettelæggeren spørger om komponisten ikke vil træde fem skridt tilbage og komme ind og hilse på de to reportere igen. Jo, det gør Nørgård da gerne. Operasangerinden sidder med et lysegrønt partitur og øver tekst til i aften. Uden lyd, men hendes ansigtsudtryk alene fortæller det meste af historien. Athelas vil lade ny musik spille en større rolle i det omgivende samfund, bl.a. inden for integration og sundhedssektoren. Samarbejdet med TV-Glad er første skridt, fortæller Anders Beyer. "Vi tænker integration og sundhed som brede begreber. Det er møder mellem markante grupper af mennesker, det er forbedring af livskvalitet. Vi lærer meget af medarbejderne fra TV-Glad. De kræver svar på helt andre spørgsmål end vi er vant til, så vi bliver klogere af dem. Vi får rykket vores selvforståelse i forhold til publikum, og vi bliver bedre til at kommunikere i øjenhøjde, kan man sige. Vi lærer hvad musikken også kan bruges til - hvad den også kan få mennesker til at opleve og tænke på," siger ensemblechefen. At holdet fra TV-Glad også har gavn og glæde af samarbejdet, er der ingen tvivl om. Reporternes entusiasme og teknikernes koncentration taler for sig selv. Kl. 12.38, vogn 11 Kamera 2 er tændt. I togvognen laver TV-Glad et lille interview med hver af musikerne fra Athelas, mens fynske marker, Lillebæltsbroen og Vejle Fjord farer forbi udenfor. Hvem er du? Hvad betyder musik for dig? lyder spørgsmålene, og musikerne svarer mere eller mindre tv-vant. Nogle klarer den i første forsøg, andre kommer til at grine eller hoste eller tøver for længe med et svar og må prøve igen. Og igen. Og en sidste gang. Musikken er deres liv, siger de til kameralinsen. Musik er følelser, fortælling og formidling. Optakts udsendte står i vejen i midtergangen da TV-Glads kvindelige reporter har hentet sandwich i kioskvognen og skal tilbage til sin plads. "Typisk," siger reporteren, og hun griner og giver så konkurrenten et stort kram. Anders Beyer fortæller at miljøsektoren er en anden vigtig medspiller i Athelas' nye strategi. Ensemblet har lagt billet ind på at spille under FN's store, internationale miljøkonference i København næste år, fortæller chefen. "Kunstnere skal involvere sig i aktuelle emner og problemer. Den ny musik-verden skal turde sige at det her er vigtigt og så forholde sig til den givne situation. Når alverden kommer til København for at diskutere klima og miljø, vil det for mig at se være helt skævt at sende dem ind til en opførelse af Tryllefløjten efter dagens diskussioner. Som kunstnere kan Athelas fortolke den alvorlige miljøsituation og give konferencedeltagerne en forhåbentlig relevant oplevelse." På uddannelsesområdet vil Athelas også ind og markere holdninger. I folkeskolen er der kun musikundervisning på de yngste klassetrin, derefter må familier selv finansiere undervisning i musikskoler. Det er ikke tilfredsstillende, siger Anders Beyer. Athelas har planer om at involvere sig på folkeskoleplan og er i gang med at udvikle undervisningsmateriale til 4. og 5. klassetrin hvor eleverne kan lære at komponere, og hvor musikken efterfølgende bliver spillet af Athelas ved en række koncerter. "Grundtanken er at vi skaber musik sammen med børn, ikke for børn. Ligesom vi lige nu laver tv i samarbejde med udviklingshæmmede, ikke tv for udviklingshæmmede," siger Anders Beyer. Kl. 14.12, vogn 11 "Du fyrer bare løs," siger Per Nørgård til den mandlige reporter fra TV-Glad. De andre kalder reporteren for filosoffen fordi han er så klog og har hvid skjorte og sort jakke på, siger de. Han skal i gang med det første filmede interview med komponisten. De taler om hvad lygtemænd er. De taler om hvorfor Nørgård har komponeret musik over H. C. Andersens eventyr om lygtemænd. Så sidder de stille over for hinanden i et øjeblik. Per Nørgård peger ud på en fugleflok der letter fra en mark og siger "se". I det samme spørger reporteren: "Tror De egentlig på Gud?" Komponisten overvejer med et langt hmmm. "Ikke på én bestemt Gud. Men jeg tror på at der er noget større end os. Og jeg tror på at det hele er baseret på musik," siger Nørgård og forklarer at selv de mindste bestanddele af verden er bølger. Bølger er klang, altså musik. Måske er hele verden i sidste ende en kæmpe symfoni. Athelas' strategi 2008-2012 er blevet modtaget meget positivt, både af mulige samarbejdspartnere og af Kunststyrelsen som er ansvarlig for uddelingen af statslige midler. Som et af de eneste ensembler har Athelas fået forhøjet sit tilskud i 2008. "Den nye strategi vidner om et højt ambitionsniveau. Faren ved det er at hvis strategien ikke lykkes, risikerer vi at blive til grin i jantelovsafdelingen. Men vi har pligt til at eksperimentere, mener jeg. Vores eksistensberettigelse ligger i eksperimenterne. Samtidig skal Athelas naturligvis være tro mod sit udgangspunkt. Vi skal stadig lave de nørdede ting som ikke gæstes af et stort publikum. Og vi skal blive ved med at stille hele vores apparat til rådighed for nysgerrige unge komponister," siger Anders Beyer. Kl. 15.19, Ålborg Banegård Vogn 11 kører til perron, alle rejser sig for at finde frakker og tasker og maser så mod døren. Tv-tilrettelæggeren beder om at kamerafolkene kommer ud først. De vil gerne filme når musikere, komponist og reportere stiger ud i regnen. "Husk at gå til venstre på perronen - altså mod kameraerne," siger han. Om tre kvarter er der forprøve på Lygtemændene kommer til byen på Nordjyllands Kunstmuseum. Der er ingen taxaer til at køre flokken af sted fra banegården. Det styrtregner. Mobiltelefoner frem, og hvem har nummeret til Ålborg Taxa? Én ringer til museet og beder om et rum at varme op i og gerne en kop varm te. En anden skal lige købe en tandbørste i kiosken til i aften. TV-Glad skal følge Athelas resten af tirsdagen og det meste af onsdagen med. De skal optage aftenens koncert på kunstmuseet, overnatte på hotel i Ålborg og lave opfølgende interviews i toget på vej hjem mod København. BOKS Med på turen var: - fra Athelas: Ensemblechef Anders Beyer Komponist Per Nørgård Operasangerinde Helene Gjerris Pianist Anne Marie Abildskov Violinist Tino Fjeldli Cellist Hege Waldeland Trompetist Mathias Gunnarsson Basunist Andras Olsen Udviklinskonsulent Catja Gaebel - fra TV-Glad Tilrettelægger Mogens Svane Petersen Reporter Majbritt Holm Reporter Daniel Henriksen Teknisk chef Sven Pors Teknisk assistent Rasmus Bo Prüter - fra Optakt Nina Ørum |
Send en kommentar til denne artikel
Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.



