Foto Omar Ingerslev
Laus
Baunkilde, kontrabassist fra Concerto Copenhagen, har fået bygget en
smuk fortidsøgle der er en krydsning mellem en guitar og en violoncel.
Af Claus Johansen
Dørklokken virker ikke, men jeg
kan høre at der er noget derinde. Gennem vinduet når en svag lysende,
men tæt og fyldig tone helt herud i kulden. Lars må jo være et sted
derinde i nærheden af tonen, men han er åbenbart selv så fascineret af
lyden at han ikke registrerer at jeg kalder på ham. Han holder faktisk
først op med at spille da jeg ringer ham op på mobilen. Med et
forsvinder den syngende klang. Eventyret er slut, og her står jeg i let
frost midt i virkeligheden foran en gadedør i Nivå i Nordsjælland. Lars
kommer ud. Virkeligheden er møbleret med børnecykler og legetøj inde i
det lune hus. En almindelig dansk småbørnsfamiliebolig mandag
formiddag. Børnene er i institution, far alene hjemme med tændt mobil
og kaffe på komfuret. Det er her det normale holder op. For far lever
af at lave lyd ved hjælp af instrumenter som kun få kender til. Han
hedder Lars Baunkilde og er meget kort sagt en nørd. Men han er mere
end det. Han er orkestermusiker, solist, musikkender og samler af
større strygeinstrumenter.
Så autentisk som muligt
Skulle
man beskrive hans arbejde med et andet ord end nørd, måtte det jo nok
blive kontrabassist, men heller ikke det dækker helt. I arbejdsværelset
står mange forskellige store strygeinstrumenter, og de ser ikke ens ud.
Fælles for dem er at de er tøjret til væggen så de ikke skal falde
forover og knuse et barn på deres vej mod gulvet. Lars forklarer mig
tålmodigt og pædagogisk om sin store violone som han ofte bruger når
han laver bund i barokorkestret Concerto Copenhagen der har som sit
formål at spille tidlig 1700talsmusik så autentisk som muligt. I andre
stropper hænger smukke basinstrumenter som egner sig noget bedre til
Mozart og Haydns tid. Her er to dejlige wienerbasser. Og den ene af dem
er takket være den ekstra streng og den anderledes stemning yderst
velegnet til Dittersdorfs baskoncert som mange kolleger har knækket
halsen på. Faktisk er den møgsvær at spille på en moderne bas, men den
bliver lettere når man bruger det instrument musikken oprindelig var
tænkt for.
Lænkede fortidsøgler
Det er
svært at rive sig løs fra de lænkede fortidsøgler, for de er smukke.
Flere af dem har udsmykninger og forsiringer, et par har endda udskårne
hoveder helt oppe i toppen.
Lars har købt adskillige gamle
instrumenter, og han har også allieret sig med forskellige
instrumentbyggere for at få fremstillet kopier af spændende næsten
glemte instrumenter. Selv om han lever af basspillet, har han ikke
kunnet holde sig fra resten af familien. Et sted ligger der vist en
bas-gambe, og inde i stuen støder vi på en baryton, et pragtinstrument,
kun husket i dag fordi Haydn komponerede fremragende kammermusik for
sådan en. Måske var han lige som Lars fascineret af den metalagtigt
sprøde klang og de utallige strenge på både for- og bagside. Men for
Haydn var barytonmusik først og fremmest en forretning. Han arbejdede
for en fyrste der spillede baryton, og som krævede ny musik næsten
daglig. Der er adskillige fine værker at gå løs på, så Lars har skaffet
tegninger og fået fremstillet sin egen baryton.
Bue-guitaren
Men
meningen var at vi skulle tale lidt om et instrument som næsten ikke
findes. Det blev opfundet omkring 1820. Det gik af brug kort tid efter,
og det bliver kun husket på grund af et eneste stykke musik. I dag
kalder de fleste instrumentet en arpeggione, men da det kom frem i
1820erne, kaldte man det guitar-violoncel, bue-guitar eller guitar
d’amore. Sådan ser den også ud. Et kærligt rent og smukt instrument,
harmonisk i formerne, og det ligner faktisk et velment genteknologisk
forsøg på at parre en cello og en guitar. Man holder instrumentet
mellem benene ligesom en cello, men der er bånd så man lettere rammer
de rigtige steder på strengene ligesom på en guitar. Den har 6 strenge,
og man kan selvfølgelig knipse som på guitar, men normalt stryger man
den med en bue, forklarer Lars. Omganget er ret stort.
Så
viser han hvordan. Tonen fra før kommer igen. Her tæt på er den fri for
celloens kraft, og den lyser mere. De gamle mente at den mindede om
lyden fra blæseinstrumenterne og det er der noget om, den synger og den
er poetisk og ren. Lars og hans instrument arbejder sig helt op i det
højeste leje hvor arpeggionen klinger klart og frit. Det, der som regel
kun kommer med besvær på en cello, smutter ud helt af sig selv – i det
mindste når Lars spiller.
En nøjagtig kopi
Oppe
i Nivå sidder en mand med et instrument som er gået helt af brug. Han
har skaffet sig nøjagtige tegninger af et eksemplar som opbevares på et
museum i Berlin. Han har fået sin ven instrumentbyggeren Robert Knudsen
i Bjerringbro til at lave en så godt som nøjagtig kopi. Og han har
stille og roligt lært sig selv at spille på den. Men hvorfor?
Svaret
kommer aldrig rigtigt, sagen er vel bare at han ikke kan lade være. Det
skal prøves ligesom det med violonen og wienerbassen og barytonen. Jeg
skal lige til at spørge hvad sådan noget egentlig koster, men det føles
så upassende. Og helt ærligt, hvad er den slags beløb i forhold til det
en fiskeskipper investerer i sit erhverv? Lars antyder at det faktisk
ikke var slemt. Instrumentbyggeren Robert så det som en udfordring, og
han lærte jo også noget af arbejdet.
Schuberts sonate
Hvad
man spiller på en arpeggione? Ja i orkester fungerer den slet ikke,
klangen er for lille. Kammermusik er der ikke noget af, så egentlig må
man arrangere stykker der er skrevet for andre instrumenter. Lars er i
gang med at indrette blæsersonater og cellostykker fra begyndelsen af
1800-tallet, og ellers? Ja han har da talt med komponisten Bo Holten om
at få skrevet noget ny musik. Så er der nogle oprindelige
øvelsesstykker fra 1820erne og et par småstykker med guitar fra samme
tid. Men grunden til at man anskaffer sig sådan en hybrid, er et eneste
stykke musik af Franz Schubert som i 1824 på bestilling skrev sin
arpeggione-sonate i tre satser. Den forsvandt og dukkede først op længe
efter komponistens død. Det er et af Schuberts fineste værker fuld af
glæde, vemod og gode melodier. I vore dage er den blevet obligatorisk
stof for alle cellister, andre spiller den på bratsch eller violin,
nogle har forsøgt at spille den på fløjte eller klarinet. Men næsten
ingen opfører den på det forsvundne instrument den faktisk er skrevet
for. Altså bortset fra Lars og et par udenlandske kolleger. Han spiller
lidt for mig, jeg kender musikken i versionen for cello, men det er
første gang jeg hører de svære passager der virker mere naturlige på
det rigtige instrument. Alt det lumre sentimentale er væk, og de høje
toner kommer af sig selv, uden at det gør spor ondt. Han henter dem
lige ud af instrumentet som en naturlig ting.
Koncert
Den
6. april 2008 skal Lars Baunkilde sammen med pianisten Merete
Westergaard opføre Schuberts arpeggionesonate på Musikhistorisk Museum.
De har allerede haft den første prøve, og de er begge begejstrede over
den genfundne lyd fra 1820ernes Wien.
Jeg skal videre, men Lars og
fotografen skal lige lave et par billeder, så jeg lukker mig selv ud i
novemberkulden og hører igen den fortryllende lyd gennem den lukkede
dør. Arpeggionen er tilbage. Den bor i Nivå og er tilsyneladende havnet
i de rigtige hænder – heldigvis.
|
|
