|
Af Simon Jarløv
På vinterens Copenhagen
Renaissance Music Festival 2008 var en af festivalens bedste
attraktioner det italienske ensemble Micrologus der spillede italiensk
musik fra 1400-tallet. Med sig havde de en række af bizarre
instrumenter der var med til at hensætte en til perioden samtidig med
at musikken gyngede og svingede på livet løs.
Micrologus
beskæftiger sig med musik fra middelalderen frem til barokken; man
forestiller sig hurtigt et par sangere med et inderligt ansigtsudtryk
akkompagneret af harpe og lut, men det var alt andet. Micrologus’
koncert i København hed Aragón en Nápoles og bestod af musik fra det
napolitanske hof dengang da Syditalien var en del af det aragonesiske
kongerige.
Flow og fuldfed lyd
Koncerten
foregik i Kunstindustrimuseet, et sted med god arkitektur, flot
indretning og en sal med dejlig akustik. Der var velbesøgt med
mennesker i alle aldre - nogle klædt fint på, andre mere afslappet.
Ensemblet selv trådte ind i ensfarvet sort tøj og udstrålede en
selvsikker attitude med et skarpt blink i øjet.
Musikken gyngede
og svingede, og publikum udtrykte enorm begejstring med lange bifald og
enkelte tilråb når blæsersektionen med lethed trådte ind og skød den
ene fede basgang af efter den anden - og det helt uden basinstrumenter!
Koncerten havde et rigtig godt flow hvor de enkelte musikere kunne
træde ind og ud af musikken uden at der nødvendigvis opstod et kunstigt
satsskift. Koncerten fik derfor en meget stærkere sammenhæng da hver
enkelt del og hver enkelt musiker ikke afbrød eller overdøvede
helheden.
Ensemblet går op i historisk autencitet, det vil sige at
musikken skal udføres med dyb respekt for den nedskrevne kilde og med
de helt rigtige instrumenter. Er det da muligt at få gammel musik til
at lyde lige så stor og fuldfed som moderne musik? Ja, Micrologus
kunne. Fortidens dansemusik og pophits kan være mindst lige så
relevante og fede som nutidens. Topkarakter herfra!
Dynamikken glider ud
Micrologus har indspillet en cd med samme tema som koncerten, og den rummer mange gengangere.
Ensemblet
lægger stærkt ud med en fanfare til ære for den catalanske kong
Ferdinand. Stykket giver alle i ensemblet mulighed for at komme til
orde. Det næste nummer går stærkt ned i dynamik, og der fortsættes med
en række vokale og instrumentale solostykker. De er i sig udført
virtuost og rummer megen skønhed, men undertegnede kommer til at savne
vildskaben og de kraftige rytmer fra koncerten.
Selvom temaet for
cd’en og koncerten er det samme, er der alligevel stor forskel, og der
går lang tid før man kommer hen til et stykke der lyder genkendeligt –
de duellerende fløjter og skalmejer ledsaget af trommer og
kastagnetter. Man sidder og rocker med til musikken indtil det næste
stykke der igen går godt ned i dynamik. Musikken i sig selv er jo
enormt flot, men interessen kan være begyndt at vandre lidt efter endnu
flere a cappella-stykker.
På cd’en vægter Micrologus
ensemblestykker meget mindre end til koncerten, og cd’en fanger på ikke
det gode flow der lå i koncertens repertoire. En smule af livligheden
og den friske ånd som ensemblet udviste live, forsvinder også i skiftet
til indspilningen der har en mere flad produktion end den åbne stemning
der er ved en koncert.
Albummet fremstår i modsætning til
koncerten som en samling af enkeltstykker hvor mange fokuserer på sang
eller nogle få soloinstrumenter. I sig selv er det vældigt flot på
grund af deres gode performance og smagfulde arrangementer, men man
mangler fornemmelsen af at det er musik lavet til underholdning af
mægtige fyrster og konger der formodentlig har haft samme behov for et
gyngende mellemgulv som deres undersåtter.
|
|
